00’ernes neglefacon bliver din go-to denne sæson
Foto: @haileybieber
Med regerende manicure-dronninger som Hailey Bieber, Jennifer Lopez og Selena Gomez, der dikterer lange ’coffin-shaped’ negle i evigt nye nuancer, så er det svært at forestille sig, at negle, der ser salonværdige ud kan have en anden facon.
Men selvom den lange, spidse æstetik er smuk, så er den, når alt kommer til alt, ikke særlig praktisk. Især ikke, hvis man har en hverdag, der byder på et miks af cykelhjelme, madlavning og andre praktiske gøremål. Lad os være ærlige: de lange negle er bedst egnede til at tage smukke billeder i et spejl og ikke så meget andet.
Derfor vil mange sikkert være lidt lettede over at høre, at en støt stigende tendens både i salonerne, men også på de kendisser, hvis fingerspidser vi har et godt øje til, er, at neglene indtager en kortere og lidt mere praktisk karakter.
Der er tale om ’square nails’ altså en kort-til-medium-lang tilslibning, der i stedet for den moderne, ofte gele- eller akrylskabte, lange variant, der ender i en spids, snarere kan laves med naturlige negle, altså uden forstærkning, og slibes lige over, så neglen ser mere firkantet ud.
Denne facon havde sin storhedstid i 1990’erne og op gennem 00’erne, hvor den særligt var akkompagneret af en fransk manicure. Se blot hvordan den er repræsenteret til perfektion i 2004-kultklassikeren ’Mean Girls’:
Foto: Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix
De firkantformede negle er blandt andet set på Hertuginde Meghan, der både har vist sig med fransk manicurerede tipper og de kortslebne negle malet i neutrale, rosa nuancer.
Foto: Rebecca Blackwell/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Mega
Vi spår, at denne trend kommer til at vinde mere indpas over efteråret som modsvar til de seneste sæsoneners meget lange neglevariationer. Det, der bliver spændende er blot at se, om den originale negleinfluencer, Hailey Beiber, overgiver sig til den kortere facon, nu hvor hun er blevet mor…