Hår
27. august 2024

Lindsay Lohan lægger sin signaturhårfarve til hylden - nu er det den her farve, der trækker

Farven har et meget appetitligt navn, og smager af alt det, vi gerne vil have dette efterår.
Af: Rose Maria Behavý
Lindsay lohan hår

Foto: Zz/AP/Ritzau Scanpix

Lindsay Lohan er nærmest synonym med sit flammende røde hår, som har båret hende gennem den 26 år lange filmkarriere med ikoniske roller som tvillingerne Hallie og Annie James i ’Forældrefælden’ (1998), Anna Coleman i ’Freaky Friday’ (2003) og ikke mindst som Katie Heron i ’Mean Girls’ (2004). Faktisk var hendes røde hår adgangsbillet til hendes liv i showbiz, da hun som blot tre-årig blev det første rødhårede barn, der blev optaget hos Ford Modelling Agency, hvor hun nåede at lave mere end 60 reklamer, inden hun begyndte at lave film som 10-årig.

Og selvom Lohan omkring år 2011 tog en 10 år lang pause væk fra filmens verden, var hun, da hun i 2021 vendte retur på skærmen verden over gennem en ny filmaftale med Netflix, stadig sit ’samme’ gamle jeg, komplet med langt, blændende rødt hår.

Derfor kan det måske undre, at hun nogensinde ville afvige fra sin signaturfarve, men ikke desto mindre har vi netop set nye sider af Lohan.

Hun er nemlig ikke længere rødhåret.

Eller, der er stadig røde toner i håret, men i en langt mere underspillet udgave, end det flammehav, vi normalt forbinder med Lohan.

Og farven? Ja, den kunne ikke passe bedre til det spæde efterår, og alt det vi glæder os til i den forestående sæson. Den dufter nemlig af søde noter som kanel, pumpkin spice latte og alt det, der gør efteråret til den måske ultimative årstid.

Lindsay Lohans hårstylist, den LA-baserede kendisfrisør Dimitris Giannetos, som også står bag håret på Gigi Hadid, Kardashian/Jenner-klanen, Megan Fox med flere, har nemlig leveret den revolutionerende nyhed, at Lohan ikke længere er sit helt samme rødhårede jeg, men i stedet har fået farven, han kalder ”Churro Waves”.

Farven er lidt mørkere end den ellers populære lysblonde nuance med røde skær, ”jordbærblond”, og har mere karamelliserede, kanelagtige noter, som man kender det fra den søde to-go dessert, churros, hvis dybstegte gyldne ydre er rullet i kanel og sukker.

Så mon efteråret har kanel på menuen andre steder end i din foretrukne pumpkin spice latte eller lune chai? Det tror vi nok. For hårfarven, der falder mellem en klassisk ’ginger’, honningblond, kobber, karamelbrun og jordbærblond, rammer nemlig en ny, frisk tone med strejf af både blond, brun og rød, som passer til de fleste, og som vi gerne vil se meget mere af når omgivelserne udenfor begynder at transformere sig selv i samme farvepallette.

Læs mere om:

Læs også