Hvorfor skulle det ske for mig? Det er noget, der sker for naboen

Da Marie går i fødsel, er det uden den spændte følelse af lykke, mange mødre oplever. Hun ved, at det barn, hun skal føde nu, er dødt. Den besked fik hun dagen forinden, da en læge fortalte hende, at de ikke kunne finde et hjerteslag. Hendes verden brød sammen. Alle drømmene om fremtiden med sin førstefødte var ødelagt på et øjeblik.

Marie får sin søn i armene, og han er det smukkeste, hun nogensinde har set. Hans bløde babyhud er stadig lyserød fra varmen i hendes krop, og han har små, fyldige læber. Hun viser ham stolt frem til sin familie og jordemødrene.

Men hverken autostolen eller barnevognen, som Marie og hendes mand, Stefan, for længst har købt, skal tages i brug. Den søn, Marie har båret på i næsten ni måneder, skal ikke med hjem.

Blev gravid

Det er svært for Marie at tale om Storm uden tårer. Men samtidig er han også hendes absolutte favoritemne, siger hun. Når hun taler om ham, holder hun hans minde i live.

Marie har aldrig været i tvivl om, at hun skal have børn. Det var ikke planen, at hun skulle nå at fylde 38, men hun mødte først sin irske mand Stefan sent i livet. De ønskede begge at udvide familien, og Marie begyndte derfor i fertilitetsbehandling.

– Vi var ellevilde, da jeg blev gravid efter et lille års tid. Jeg nød virkelig at være gravid. Jeg elskede at gå rundt med den store mave og mærke babyen sparke, siger 38-årige Marie Czerepowicz Kaas fra Odense.

Graviditeten forløb uden større problemer, men omkring seks dage inden termin, var der noget, der føltes forkert.

– Dagen inden vores planlagte jordemoderkontrol havde jeg det mærkeligt. Jeg var plaget af en bragende hovedpine, og Storm føltes tung i min mave. Han bevægede sig ikke særlig meget, men jeg havde fået at vide mange gange, at de til sidst i graviditeten ikke har så megen plads, så jeg reagerede ikke på det, fortæller Marie.

Intet hjerteslag

Jordemoderen kunne ikke høre hjerteslag, og hun sendte derfor Marie til scanning hos en læge. Det var først, da lægen bekræftede jordemoderens vurdering, at det for alvor gik op for Marie og Stefan, hvad der var sket. Deres søn var død.

– Det var et kæmpe chok for mig. Jeg så mig selv udefra ligge der på briksen og græde med Stefan ved min side. Vi gik fra at skulle forholde os til barnevogne og amning til at beslutte, hvem vi skulle have som bedemand, siger Marie.

De næste 24 timer har Marie svært ved at huske. Hun vidste, at hun skulle prøve at falde til ro og forstå, hvad der var sket, og hun mindes, at hun fik fat i sin læge, så hun kunne få sovepiller til at slukke for tankerne.

Til gengæld husker hun tydeligt den tunge mave, hun skulle gå rundt med. Og følelsen af fantomspark, der gav hende et lille glimt af håb, selv om hun godt vidste, at Storm var taget fra hende.

Et sidste farvel

Fødslen var for Marie og Stefan forbundet med mange blandede og forvirrende følelser.

– Uanset hvad, skulle han komme til verden. Det var hans fødselsdag. Nu havde vi ventet i ni måneder på ham, så selvfølgelig glædede vi os. Det var vores barn. Men det var jo ikke en glæde for fremtiden. Det var en følelse af, at vi skulle tage imod ham for at sige farvel, fortæller Marie.

Efter fødslen var parret i et kapløb med tiden, for at skabe så mange gode minder med Storm som muligt. Hans udseende begyndte at ændre sig, og de var enige om, at de ville mindes Storm som en smuk baby i fremtiden.

I et halvandet døgn kyssede, krammede og beundrede de ham. De talte om, hvor meget han lignede Stefan, vaskede ham og gav ham tøj på. Da de var klar til at sige farvel, pakkede de ham fint ind, og med en bamse ved sin side, blev Storm kørt i en kølevugge ud af stuen.

– Vi bad en bestemt jordemoder om at hente Storm, og hun lovede, at hun ville passe godt på ham. Jeg kunne ikke gå fra ham. En mor forlader ikke sit barn. Derefter tog vi fra sygehuset, omringet af par med deres nyfødte babyer i armene og forbipasserende med autostole og blomsterbuketter.

Er bange

Størstedelen af tiden efter fødslen tilbragte parret i sengen. De gik kun udenfor, når det regnede eller var mørkt. Marie husker det som ensomt.

– Jeg var vred. Hvorfor skulle det ske for mig? Det er noget, der sker for naboen. Det var svært at kigge på andre, der fik barn nummer tre eller fire uden problemer, når jeg ikke engang kunne få lov at få mit første, siger hun.

Selv om Marie stadig bærer sorgen over at miste Storm i dag, har hun det bedre. Hun forsøger at huske de glade minder, hun og Stefan nåede at få med deres søn.

– Når jeg tænker tilbage på vores sidste timer med ham, husker jeg det som en smuk afsked. I dag taler vi også altid om ham med kærlighed. Vi fik at vide, at han havde fået viklet navlestrengen tre gange rundt om sig, men lægerne har forklaret os, at han ikke er blevet kvalt, som vi tænker det.

Han er langsomt faldet i søvn og har ikke mærket smerte. Jeg minder mig selv om, at han kun har været her i min mave og hørt mit hjerteslag og min og sin fars stemme. Han kunne ikke have været et mere trygt sted.

En lillebror på vej

I dag er det ene rum i Marie og Stefans lejlighed i Odense stadig fyldt med babyting. De har nemlig ikke opgivet drømmen om at blive forældre. Tre måneder efter Storms fødsel blev Marie gravid igen. Hvis alt går, som det skal, bliver parret forældre til jul. Men den naive glæde, som Marie følte under sin første graviditet, får hun nok aldrig tilbage.

– Jeg er selvfølgelig glad for at være gravid. Jeg glæder mig til at få en lillebror til Storm, men jeg glæder mig mest af alt til, at det er overstået. Lige nu fylder frygten mere end glæden. Den slipper mig nok først, når jeg ligger med en grædende baby i armene.