Uanset, om du trænger til en pause fra hverdagen, en romantisk getaway med kæresten, eller blot vil fylde poserne med gode fund, er Malmø det perfekte valg. Kun en halv times togtur fra København, men det vil føles som en verden til forskel fra dine vante omgivelser.
Lige nu taler vi mest om Sverige og deres forfærdelige eksport af lejemordere og bander. Men man kan stadig få en god oplevelse i vores broderland. Med en gunstig valutakurs, hyggelige omgivelser og en scene for både madelskere og kunstentusiaster, har Malmø det, du skal bruge for at få en dag ud over det sædvanlige.
Her er din guide til at få mest muligt ud af en dag i denne svenske perle.
Morgenmad som en lokal på Farina Bageri
Beliggende i det charmerende kvarter, Möllan, finder du det lille bageri, der er kendt for sit autentiske bagværk. Her kan du forkæle dig selv med en focaccia, der sender tankerne til Italien. Sørg også for at bestille en af deres signaturboller, friskbagt med basilikum, mascarponecreme og lemon curd. Én er nok, selv om man ville ønske, at man kunne spise flere.
Bageriet er intimt og primært indrettet med udendørsservering (medmindre du er heldig at få fingrene i den ene siddeplads, der er indenfor). Sæt dig i solen med en dampende kop kaffe og nyd morgenstunden blandt andre, der også har valgt at starte dagen her. Det er den perfekte måde at begynde dagen på med kvalitetsbagværk og en atmosfære, der emmer af lokal hygge.
Farina Malmø, Kristianstadgatan 8, 214 23 Malmø.
Udforsk moderne kunst på Moderna Museet
Efter en solid morgenmad er det tid til at dykke ned i Malmös kunstscene. Moderna Museet er et af Europas førende museer inden for moderne- og samtidskunst med en samling fra 1900-tallet og frem. Udstillingerne veksler jævnligt, og inkluderer i øjeblikket den internationale gruppeudstilling ‘Unhealed’, som udforsker konsekvenserne af de opstande og revolutioner, der har rystet den Arabiske verden fra 2010.
Et must-see for alle kunstelskere – eller hvis du blot har brug for et kulturelt indspark på din dagstur. Det koster 50 SEK at komme ind, så der er ingen undskyldning for ikke at tage et kig.
Moderna Museet, Ola Billgrens Plats 2-4, 211 29 Malmø.
Frokost og underholdning i Folkets Park
Folkets Park er Sveriges ældste park, og fungerer som et centralt samlingspunkt i Malmø, hvilket kan mærkes. Parken summer af liv med børn, der leger, og folk, der nyder en pause i solen. De mange legefaciliteter, fra skateramper og hoppepuder til minigolf, kan få ethvert barn (eller indre barn) til at juble af begejstring.
Besøger du parken alene, eller med en ven eller kæreste, kan I tage et slag petanque på Boulebar eller slappe af ved Mikkellers Pop Up, der holder åbent i sommermånederne. Her kan I nyde en øl og en frokost i grønne omgivelser.
Folkets Park, Amiralsgatan 35, 214 37 Malmø.
Tid til genbrugsguld
Malmø er kendt for sin genbrugsshopping, og du bør ikke gå glip af muligheden for at udforske nogle af byens bedste vintage og second hand-butikker. Nogle af favoritterne er:
- Beyond Retro
- Björkåfrihet
- Stadmissionens Second Hand
- Humana
- Röda Korset Second Hand-butik och Café
Hver butik har sin egen stil, og nogle er mere overskueligt indrettet end andre. De bedste fund kan gemme sig blandt bøjlerne, men hvis du har tid og lyst til at lede, er det bestemt et kig værd. Ovennævnte butikker fokuserer primært på tøj, men hvis du også er interesseret i keramik og interiør, bør du ikke gå glip af Björkåfrihet, som har et stort udvalg af begge (med kopper og tallerkener helt ned til 10 SEK).
Fika på Lilla Kafferosteriet
Efter en god omgang shopping er det tid til en pause. Svensk fika, en kaffepause med noget sødt til, er en tradition, du skal prøve, og Lilla Kafferosteriet er stedet at gøre det.
Cafeen er hyggelig og stemningsfuld med en indretning, der bevarer bygningens historiske charme. Der er mulighed for både indendørs og udendørs servering, men hvis solen skinner, er gårdhaven perfekt til at nyde din fika i fred og ro. Et dejligt sted at hvile benene og tilbringe en kort pause med en kop kaffe, en kardemummabulle og krydsord.
Lilla Kafferosteriet, Baltzarsgatan 24, 211 36 Malmø.
Så’ der øl
Eftermiddagen går på held, og efter en hyggelig fika kan lysten til noget mere … flydende begynde at melde sig.
Et stenkast fra Lilla Kafferosteriet ligger Brewdog, en craft beer-bar med 20 forskellige haner. Uanset om du er til stout, IPA eller lager, har Brewdog noget for enhver smag. Stemningen er god, lysene er dæmpet, og de farverige ølnavne vil helt sikkert vække din nysgerrighed. Hvordan lyder en ”How To Make em’ Rage Quit”? Eller måske en ”Dinosaur Shapes Deep Cherry Chocolate Cake Inspired Sour”?
Brewdog, Baltzarsgatan 25, 211 36 Malmø.
Kulinarisk aften på Asino
Asino tilbyder en sublim italiensk madoplevelse. Der er få retter at vælge imellem, men hver eneste er til gengæld også af højeste standard, og det er tydeligt, at kokken lægger hjertet i. Kokken sikrer sig regelmæssigt, at gæsterne er godt tilfredse, hvilket bare tilføjer en ekstra dimension til måltidet.
Prøv for eksempel deres radiatori med ragu bianco af lam. En ret, så lækker, at du næsten ville ønske, du kunne blive i Malmø. Udover den fremragende mad tilbyder Asino et velvalgt udvalg af italienske og svenske øl samt naturvin. Det er en uformel, men tjekket oplevelse, hvor maden og stemningen spiller perfekt sammen.
Asino, Kristianstadsgatan 23b, 214 23 Malmø.
Cocktails på Care Of
Afslut dagen med stil ved at besøge Care Of cocktailbar. Med et elegant interiør skabes der straks en sofistikeret atmosfære, hvor man føler sig godt tilpas. Baren er kendt for sine kreative og velsmagende cocktails, og du kan vælge en signaturcocktail eller få rådgivning af det erfarne personale.
Selv om prisen er i den højere ende for Malmös ellers lave kurs, skuffer drinksene absolut ikke. Når prisen sammenlignes med danske cocktailbarer som aarhusianske Gedulgt eller københavnske Curfew, står kvaliteten på Care Of bestemt distancen. Man føler sig forkælet og fuldt ud tilfreds, mens dagen falder på plads i tankerne.
Fiskehamnsgatan 11C, 211 18 Malmø.
Denne artikel blev første gang udgivet af Heartbeats.dk, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.