Se, lyt & oplev
29. august 2024

Hendes blodtype er "Powerade" - og han har skrevet en 'ildevarslende' manual til sig selv

De tre sidste par i denne sæson af ‘Gift ved første blik’ fik ring på ringefingeren, men man er loren ved deres romantiske fremtidsudsigter. 
Af: Thomas Balslev
Nina og Rolf

Foto: Brian Lichtenstein

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er noget, som overrasker, hver gang folk bliver gift i det her program. Meldingen om, at det føles naturligt at blive gift med hinanden. 

Nu er det ikke for at være pedantisk med sproget, men det er vel definitionen på UNATURLIGT at blive gift med en fremmed på tv. 

Kan vi overhovedet stole på deltagerne, når de beskriver deres følelsesliv omvendt?

Et andet spørgsmål: Er alle deltagere i ‘Gift ved første blik’ genbrug?

Pludselig kommer Anders (som blev gift med Sebastian, der følelsesmæssigt var lavet af granit) fra forrige års sæson ind og leger giftefoged overfor Lars og Lone. Godt nok skaldet nu, men de kan ikke snyde os. 

En forsigtig konstatering på baggrund af afsnit to er, at alle kan lide at blive gift med en mand med skæg. 

Samtidig bliver vi bekræftet i den udbredte tendens, at mænd bliver “positivt overraskede” over deres nye koner uanset hvad. 

Vi ser ikke noget til Morten og Søren eller Frank og Anette. Men rygtet siger, at Morten og Søren har været på natterend på bryllupsnatten. De drak en øl på altanen og røg tobak. Frække drenge. 

Nu til det vigtigste, nemlig prognoserne for de nye par, som - tør jeg godt røbe - lægger temmelig tamt fra start.

https://imgix.femina.dk/2024-08-29/DR-0806540_0.jpg

Nina og Rolf: 45 %

De kreative typer. Quirky? Osse det. Nina på 32 er skolelærer, og hun bor i en lejlighed på Østerbro, der er indrettet i den ret usædvanlige stil Pippi-core. Også kendt som den diametrale modsætning af feng shui. 

Nina inkarnerer skolefaget ‘Billedkunst’. Hun omgiver sig med farver og prikker og har en gammel ølkasse, dem i træ, midt i stuen. 

Jeg siger ikke, at det er derfor, men hun har aldrig været i et parforhold før. 

På Ninas lægmuskel står der ‘fed energi’. Det er okay. Alt tyder på, at hendes blodtype består af ‘Powerade’.

Rolf underviser i trekanter og bor i kollektiv. Hans seng består af paller, og hans bord kan klappes sammen op ad væggen.

Rolf er ikke materialist. Kun hvis det handler om dette produkt: SOKKER MED TÆER I. Dem skal han have. Og der må jeg bare sige, at han desværre saver den gren, han sidder på, over.

I den metafor er ægteskabet selvfølgelig grenen, og sokkerne svarer så til en motorsav.

Til gengæld kan de begge to løse en Rubiks terning. Nina kan til gengæld ikke gennemskue den sociale kode for fodtøj.

“Jeg er ikke så gøli, gøli,” siger hun.

Har du også altid undret dig over, hvem de mennesker er, der dyrker akroyoga? Nu ved vi, at det er Rolf. 

Han kan lide at ligge med maven på andre menneskers fødder i sin fritid.

“Hun må gerne synes, jeg er interessant,” siger han til kameraet.

Nina er mere til at gå armgang, men beskriver sig selv som en ja-hat. Generelt en type, man skal passe på.

Problemet er følgende: Rolf får ikke et ord indført.

Nina snakker som en håndtørrer fra Dyson. Hun skal lige snittes, så starter hun: WUUUFFF!

De bliver gift.

“Så klapper fælden,” siger hun.

Rolfs tale er en manual til Rolf, siger Rolf. Hvad skal det betyde? Virker ildevarslende. Overordnet er stemningen dog adrenalinpræget, men også akavet. Det er slet ikke til at afgøre, om de kan lide hinanden. Prognosen er forsigtig.

https://imgix.femina.dk/2024-08-29/DR-0806554.jpg

Katrine og Nicolas: 34 %

Det aktive par. Katrine kommer fra Skørping i bunden af Nordjylland, og hun har en hund og to heste, der er hendes “damer”. Hun bruger dem til at hoppe over bomme med. 

Hendes liv “handler om at være glad”. 

Alle seeres liv handler kortvarigt om at være sure på det udsagn. 

Nicolas elsker parkour og at danse salsa. Det er den sindssygeste combo af hobbyer i Danmarkshistorien. Derudover drejer hans liv sig om selvkontrol. 

Han laver en saltomortale i sit jakkesæt for at teste dets fleksibilitet.

Han er en mand. 

“Min type har brunt hår og en flot figur,” siger han. 

Katrine synes, at de er åndssvage for at melde sig til programmet.

Som det eneste par kører de hestevogn efter vielsen. Man tænker: Disney.

Og apropos film, ikke? Nicolas har muligvis indstuderet alle sine bevægelser på forhånd. Tænk over det.

Hans kropssprog er løftet ud af en selvhjælpsbog med titlen ‘Alfahan’.

Den står lige ved siden af ‘The Art of Seduction’, hvis det er.

De kysser på kinden. Nicolas spiller ‘Shallow’ på guitar. Og det mener jeg af princip ikke, at man kan tillade sig. 

Efter festen er stemningen hos det her par positiv, men også mærkelig uforløst. Man tvivler oprigtigt på, om de kan finde rytmen sammen.  

https://imgix.femina.dk/2024-08-29/DR-0806559.jpg

Lars og Lone: 55 %

Lars og Lone. Smag lige på de navne. Det er Danmark. Det er stabilt. Fantastiske fastforrentede mennesker med hjertet på rette sted. Lone fra trekantsområdet for eksempel, hun identificerer sig med at elske kål. 

Kan man det, tænker man så? Men det er ligesom kimchi, bare i Kolding. 

Hun arbejder i det offentlige og synes, at krop og sundhed er spændnede. Hun har en t-shirt med et smækkys på. 

Hun kan godt være lidt fjollet og sige “for filan”. Det, bedste hun ved, er den kommunale sektor. Det står muligvis et sted på hendes læg.

Det mest præcise, man kan sige om Lars fra Faaborg, er, at han har en rigtig god fynsk dialekt. 

Han kører mountainbike, har en båd og en fortid med at stege bacon i restaurationsbranchen. Alt er såre godt.  

Én ting dog: Ring på tommeltotten. Uforståeligt.  

“Jeg kan godt finde på at bestille to forretter, når jeg er på restaurant,” siger han.

“Du er en rebel,” siger Lone, der vistnok engang røg på intensiv i fire dage, fordi hun hørte udtrykket “nossebajer”.

I sin tale siger Lars: “Det kræver en særlig form for tro på kærligheden for at kaste sig et skridt her ind i det ukendte.”

Lone synes, han “kan noget med ord”.

Lone benytter en kraftig t-lyd i udtalen af ordet “livet”, og jeg er ikke i stand til at vurdere hvorfor. 

Grundlæggende lægger Lone og Lars godt fra land. Klart i front i denne uge, selvom de er de mest sindige typer i årets felt af par. De kigger allerede på hinanden med beundring, og derfor får de fine procenter med på vejen. 

Læs også