Hun har fulgt piger i 20 år: Som forældre er vi nødt til at komme tilbage i kampen

Da Anna Bjerre var omkring 11 år, kunne hun finde på at lægge små sedler i postkasserne i det kvarter, hun voksede op i.

På sedlerne stod ting som “Du er god nok” eller “Hav en dejlig dag.”

For Anna Bjerre var barn i 1980’erne. Dengang, der stadig var noget, der hed rudekuverter.

“Alle talte om de der forfærdelige rudekuverter og jeg tænkte, at det var så synd for alle dem, der fik så mange rudekuverter og aldrig nogle gode nyheder. Så jeg begyndte at gå rundt og lægge små breve i folks postkasser for at give dem noget positivt at tænke på.”

Det kan måske lyde som en sød anekdote uden større betydning, men behovet for at hjælpe mennesker, der ikke har de bedste vilkår, har Anna Bjerre haft så længe, hun kan huske.

Og det var måske faktisk der, kimen blev lagt til, at hun i en alder af 25 år startede organisationen GirlTalk, som arbejder for at forebygge mistrivsel blandt piger og unge kvinde, og som denne måned fylder 20 år.

I slutningen af folkeskolen blev det til mere end de små breve i postkasserne.

“Jeg blev hende, de andre gerne ville betro sig til. Og det var rart at mærke, at jeg havde noget at bidrage med. Det var ikke noget, jeg fik veninder af som sådan, men jeg fandt ud af, at jeg havde en rolle på den måde. En form for indgang til fællesskabet.”

Den rolle havde hun brug for. For hvis er var noget, Anna Bjerre husker mest fra sin barndom, var det ensomheden. Hun kæmpede med at finde fodfæste i sine teenageår, hvilket blandt andet resulterede i et forestyrret forhold til mad og til sin krop.

“Jeg havde svært ved at finde ind i fællesskabet. Det var ikke, fordi folk ikke sagde hej, hvis jeg sagde hej, men jeg havde en oplevelse af, at der aldrig rigtig var nogen, der ventede på mig eller holdt en plads til mig. At det var fint nok, at jeg var der, men at jeg hele tiden var lidt ved siden af fællesskabet.”

Samtidig havde hun en følelse af ikke at vide, hvor hun skulle gå hen med de følelser. Og ikke mindst – at hun ikke kunne finde frem til årsagen til, hvorfor hun havde det sådan.

“Jeg tror egentlig ikke, at jeg var så særlig. Jeg voksede op med kristne værdier, og måske rummeligheden ikke var helt stå stor dengang i forhold til at være anderledes. Der var ikke vildt mange muligheder dengang i forhold til, hvordan identiteten kunne formes. Man kunne være poptøs eller flipper. Buffalos eller Dr. Martens. I dag er der jo en milliard muligheder. Hvilket også er noget af det, der gør det svært for unge i dag. For mig var det svære, at jeg aldrig rigtig følte mig som en del af det, der foregik i klassen. Jeg var mere en tilskuer.”

Så da hun mærkede, at det at lytte til andre, der havde det svært, føltes meningsfuldt for hende, gik hun målrettet efter at få høje nok karakterer på HF, for at kunne komme ind på psykologistudiet.

Anna Bjerre begyndte at arbejde med unge piger og deres trivsel, fra hun selv var helt ung. Først som frivillig i en ungdomsklub og senere som kontaktperson i Københavns Kommune, hvor hun hjalp unge piger, som havde brug for støtte i hverdagen nogle timer om ugen

“Jeg begyndte at lægge mærke til, at mange af pigerne havde de samme udfordringer, som jeg selv havde, men savnede steder at gå hen med dem.”

Anna Bjerre lancerede GirlTalk tilbage i 2004, samme dag som hun begyndte på psykologi-studiet. Det var før smartphones, før Instagram og TikTok,, og før fillers og Botox var noget, vi taler om i frokostpausen.

Hvad husker du kendetegnede de problemer, der var dengang blandt unge piger og kvinder?

“Selvskadende adfærd og overdoser var noget af det, vi talte rigtig meget om dengang. Det skyllede nærmest ind som en epidemi og var pludselig noget, man snakkede om alle steder. Fra at have været noget, der havde eksisteret i psykiatrien, og noget, der eksisterede isoleret, blev det lige pludselig noget, som alle piger gjorde. Groft karikeret, for det var jo ikke alle, men det kunne næsten føles sådan.”

Hvad handlede det om, tror du?

“Jeg tror, at noget af det, der var på spil, var, at det er utroligt smitsomt. Det blev ligesom en coping-strategi, når noget var vanskeligt. På en eller anden måde var det formaliseret. Så man vidste, at når man skadede sig selv, så udløste det det her. Det blev en meget konkret måde, hvor man kunne sige en helt masse med stærke virkemidler.”

Ifølge Anna Bjerre var de tendenser imidlertid blot et symptom på noget mere universelt

“Det er jo det, der er interessant. Selvskadende adfærd handler jo om at håndtere følelsesmæssige komplekser. Som vi altid har skullet gøre. Men pludselig begyndte vi at tale meget mere om vores følelser – de kom i centrum på en ny måde. Hvordan har du det? Hvad gør dig glad? Hvad føler du lige nu? Vi bliver hele tiden spurgt til, hvad vi føler, og vi føler jo noget hele tiden. Vi bliver krævet at gå ind i os selv og finde de følelser, og det tror jeg var en del af forklaringen.”

Derudover spillede udbredelsen af internettet også noget for 20 år siden. For selvom det ikke var nyt, var det ikke noget, vi havde adgang til hvert minut dagen lang tidligere.

“Internettet rykkede så at sige ind på pigeværelset. Vi kunne møde andre og skrive med dem i MSN Messenger. Vi kunne sende flere og længere beskeder på vores Nokia-telefoner. Teknologien gav nye muligheder.

Da Anna Bjerre lancerede GirlTalk, var det relativt nyt at chatte på internettet, og det var slet ikke almindeligt at søge rådgivning over en chat. Det var ikke som i dag, hvor man fx kan få gratis online psykiatrisk hjælp til bl.a. angst og depression.

“Folk synes jo, at vi var useriøse, og at det var decideret latterligt i starten. Man mente, at ordentlige samtaler foregår over telefonen. Men på det tidspunkt så jeg bare på de piger, der var omkring mig, og det var jo dér, de var. GirlTalk tappede bare ind i det univers, som pigerne allerede var i.”

Mange af de udfordringer, som unge piger og kvinder oplevede dengang og i de 20 år, organisationen har eksisteret, ser Anna Bjerre dog også som universelle.

“Der sker jo noget i alles liv. Alle har en historie. Om det er dit efterskoleophold eller en kæreste eller en god veninde, du mistede. Det er helt naturligt, at fundamentet gynger lidt i ungdomstiden. Det går på tværs af generationer, at man i perioder forkaster sine forældre og skal finde sin egen vej. Det skal unge også i dag.”

Alligevel ser hun de senere år forandringer i de problematikker, unge kvinder henvender til hende med. Noget af udviklingen kan forklares med, at de unge i dag står med langt flere ubekendte end tidligere.

Det er ikke givet, at vi går i vores forældres fodspor, at vi bliver gift eller at vi befinder os godt inden for traditionelle kønsidentiteter.

Men det handler i høj grad også om teknologiens udvikling.

“Man kan sige, at det farvand, du sejler i som ung i dag, er væsentlig mere stormfuldt med flere tornadoer og isbjerge end for 20 eller 40 år siden. Vi lever i et højhastighedssamfund, hvor vi skal omstille os hurtigere, men du skal også være til stede på flere arenaer samtidig. Du er ikke kun i skole, når du er på skolen eller til gymnastik, når du er til gymnastik.”

Det giver sig blandt andet til udtryk, når det gælder mobning, hvor det at være udelukket fra fællesskabet er blevet mere synligt og allestedsnærværende.

“Tidligere foregik mobning i skoletiden, og når du kom hjem, havde du “fri” fra det. Det har du ikke længere. Du kan heller ikke holde fri fra sammenligningen med andre eller idealer, du føler, du skal leve op til. Den måde, sociale medier er på i dag, gør, at du ikke kun skal håndtere din egen FOMO – det efterlader også unge i et enormt stort krav om at skulle navigere i, hvad der er sandt og falsk, fx når det gælder de kropsidealer, de unge møder.”

Men der var jo også reklamer og modeblade for 20 år siden med urealistiske kvindeidealer?

“Ja, men når vi så Beverly Hills 90210, MTV eller en undertøjsreklame ved busstoppestedet, var det alligevel doseret. Det var ikke hele tiden. Det havde selvfølgelig en effekt, men det bombardement, de unge oplever i dag, er måske 10.000 gange større.”

Anna Bjerre understreger, at det ikke er, fordi unge – hverken dengang eller i dag – ikke ved, at billederne blev retoucheret i modebladene, eller at influencere bruger filtre eller bliver betalt for at tage kollagenkapsler, selvom de i virkeligheden får Botox hver sjette uge.

“De unge ved godt, at det ikke viser virkeligheden, men det ændrer ikke på, hvordan de føler. De sidder jo ikke og tænker: “Åh, jeg har det skidt, men det er bare, fordi jeg er en del af et højhastighedssamfund, hvor jeg bliver bombarderet med stimuli, er ikke har med virkeligheden at gøre.” De laver ikke det rationale. Faktum er, at det rammer dem.”

Hvordan kommer det til udtryk?

“Jeg oplever især, at rigtig mange unge gør deres liv til et projektmageri. Du ser hele tiden dig selv udefra i gang med at skabe dit eget liv. De unge i dag har en forestilling om, at de kan opbygge det perfekte liv, og bestemte handlinger kan gøre dem lykkelige. Hvis de får så og så mange følgere eller likes, er de værdifulde. Hvis de ikke får 12, er de det i hvert fald ikke.”

De unge glemmer, ifølge Anna Bjerre, at livet ikke handler om at være lykkelig eller glad hele tiden.

“Det er jo velment, når dine forældre eller din studievejleder siger, at du skal vælge en uddannelse, der gør dig glad. Men alene deri er der et krav og et underliggende ideal: Du skal være glad. Så hvis du har det dårligt eller bare har en dårlig dag, lever du ikke op til idealet om, at du skal være glad. Ingen er jo glade hele tiden.”

Ifølge Anna Bjerre har præstations- og perfekthedskulturen sat sit tydelige præg på de unges trivsel. Og undersøgelser viser, at mistrivslen især er stigende for piger og unge kvinder. Og at det, at være ked af det, kan føles som om, man ikke præsterer og derfor ikke føler sig god nok.

“Det er jo helt normalt, at vi er kede af det. I alle mulige situationer. At vi bliver skuffede, bliver fyret, oplever en kærestesorg. Det er naturligt.”

Derudover oplever Anna Bjerre, at flere unge i dag kommer med problemer, som de slet ikke burde bekymre sig om, og som tyder på, at de møder langt mere information, end de nødvendigvis har brug for.

“Jeg havde en samtale med en 13-årig årige, som synes, det var virkelig svært, at hun ikke kunne finde ud af, om hun var til analsex. Men du er jo 13 år, tænkte jeg! Du har hele livet til at finde ud af, hvem du er, og du må også gerne ændre mening undervejs.”

En anden faktor, som ikke kan overses, er ifølge Anna Bjerre den tilgang, som har præget opdragelsen de sidste par årtier, var den coaching-bølge, der rullede ind over Danmark i 1990’erne.

“Det blev en udbredt opfattelse, at børn ikke skulle opdrages, men coaches. Man neutraliserede forældrenes rolle i opdragelsen, hvilket nok var et modsvar til tidligere tiders mere autoritære opdragelse. I dag ser jeg mange forældre, som ikke selv har været unge i en digital tidsalder, som trækker passivkortet og siger: “Uha, det ved jeg ikke noget om, for jeg er ikke selv vokset op med sociale medier.” Men børn har brug for en autoritet, de kan afvise, hvis de skal kunne finde deres egne ben.”

Det er ikke for at skyde skylden på forældrene, men de bør indtage en rolle, hvor de fylder mere i opdragelsen, mener Anna Bjerre, der i øvrigt selv er mor til seks børn i alderen fire til 18.

Hun så gerne forældrene være lidt mere insisterende, gå ind på børnenes værelser, spørge, hvad de laver, og interessere sig for deres digitale liv.

“Det er, som om vi har smidt håndklædet lidt i ringen, og jeg mener, at vi, som forældre, er nødt til at komme tilbage i kampen. Vi er nødt til at turde mene noget mere. Vi er nødt til at kunne sige, hvad vi synes, der er rigtigt og forkert. Også selvom vi måske ikke helt ved det. Vi er nødt til at være deres kompas, også selvom vi ikke kender det terræn, vores børn bevæger sig i.”

I yderste konsekvens får vi ellers generationer af unge, som enten ikke trives, eller som tror, at deres liv kun er fuldendt, hvis det går præcis, som de drømmer om.

“Jeg møder mange, der har en opfattelse af, at de ikke kan gøre noget eller være nogen steder uden at være 100 procent sig selv. Men der er ikke altid plads til, at vi kan det. Du kan ikke være 100 procent dig selv på en arbejdsplads, i et parforhold eller i en vennekreds, for så er der ikke plads til andre end dig. Vi kommer aldrig til at have det godt med os selv, hvis vi ikke giver slip på det behov.”