Se, lyt & oplev
5. september 2024

Nicolas Rocklands mor bad Gud om en svigerdatter: Så ringede de fra DR

"Gift ved første blik"-gommen lyttede til de højere magter, da DR spurgte, om han ville være med i deres kærlighedseksperiment
Af: Aviaya Valdivia Hansen
Gift ved første

Foto: Brian Lichtenstein

Man skal passe på med, hvad man beder om - man risikerer bare at få det.

Sådan lyder det fra Nicolas Rockland, som i sidste uge fik tv-transmitteret sit bryllup med Katrine Pørtner Karlsen i bedste sendetid.

Det er ikke Nicolas selv, som har meldt sig til ”Gift ved første blik” – det er nærmere de højere magter, som har haft en finger med i spillet.

En uge før DR’s skæbnesvangre opkald, ringede Nicolas’ mor nemlig ud af det blå og bad en bøn for ham. I den bad hun Gud om at give sønnike en kone.

Det fortæller han i et opslag på Facebook.

- Nåh men sammen sagde vi altså “amen", og lige nøjagtig syv dage senere sker der så det mystiske, at jeg fuldstændig uopfordret bliver kontaktet af produktionsteamet bag ”Gift ved første blik”, der i bund og grund spørger, om jeg så vil have en kone, fortæller Nicolas, som ikke just jublede af begejstring over DR’s tilbud om et arrangeret ægteskab.

- Min første reaktion var et kæmpe NEJ tak! Alligevel kunne jeg ikke benægte det nærmest skæbnebetonede ved hele scenariet, erkender han.

Han gik derfor med til at drikke en kop kaffe over en uforpligtende snak med produktionsholdet.

De havde gransket hans sociale medier og mente at have fundet det perfekte match til ham i den nordjyske ridepige Katrine. Et match så godt, at han ville få svært ved at finde et bedre i den virkelig verden, lød de lokkende ord.

Med fortsat stor skepsis ringede han til venner og familie for at vende for og imod. Til Nicolas’ store forbavselse var de alle begejstrede for muligheden, og efter en snak med eksperterne takkede han ja til at blive en af de seks gomme i denne sæson.

- Min generelle indstilling var og er, at det i hvert fald ikke skal være frygt eller tanken om, hvad andre mennesker tænker, der skal diktere, hvad jeg gør i livet.

- Og synes universet at åbne en ny dør, som svar på en direkte bøn, så skal det i hvert fald slet ikke være min frygt, der forhindrer mig i at opleve, hvad der er på den anden side.

Alternativet er at sidde i en gyngestol som gammel og spekulere over alle de muligheder, han aldrig greb. Så foretrækker han det første.

I løbet af de næste seks uger får vi at se, om eksperterne har fundet Nicolas' perfekte match.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også