Se, lyt & oplev
5. september 2024

Nu stikker det af med hendes fascination af den blender

Bryllupseuforien falmer, og folks sande ansigter titter frem. Thomas Balslev anmelder Gift ved første blik - afsnit tre.
Af: Thomas Balslev
Gift ved første blik

Foto: DR/Snowman Productions

Det er nu, det begynder at være rigtig interessant. Alle er glade til festen, men hvad med dagen derpå? De fleste mennesker har tendens til væskeansamlinger i ansigtet, efter de har drukket 100 glas champagne og sovet for lidt.

Men deltagerne er generelt glade for at se hinanden under "normale omstændigheder".

Det var et godt afsnit i dag. Mange nye detaljer kom frem i lyset, og der er stadig meget, vi ikke ved. For eksempel dette: Hvorfor ligner Rolf og Nina hinanden så voldsomt?

Det er et spørgsmål, der holder danskerne vågne om natten i disse dage.

Vi lægger ud der, hvor parrene skal spise deres første morgenmad sammen – og så skal de give hinanden gaver. Fantastisk benspænd, som afslører fakta om menneskerne i det her program. Primært at de er vilde med scrapbøger.

Nu videre til noget andet. Procenter. De skal deles ud, ubarmhjertigt, men sandt.

https://imgix.femina.dk/2024-09-05/DR-0807637.jpg

Foto: Snowman Productions

Rolf og Nina: 55 %

Rolf glæder sig til at se Nina under “roligere forhold” og har derfor taget shorts på til morgenmaden. De er casual.

Nina giver Rolf en bøllehat i farven guldglimmer, som er en jahat.

"Tillykke med mig," siger hun.

Rolf har brug for at nævne, at de kommunikerer forskelligt. Det skyldes, at Nina kommunikerer tyfonisk.

“Jeg har brug for at tale færdigt,” siger han. Nina synes, det er et okay rap over nallerne.

Efterfølgende er de på date med pedal SUP-board. Det er en blanding af en stepmaskine og et surfbræt, og det er et uforståeligt produkt.

Reglen for produkter og især befordringsmidler er, at hvis det får brugeren til at ligne en klaphat, er produktet ikke okay at sætte i produktion.

Det inkriminerer for eksempel også segway og løbehjul, ifølge Dansk Center for Offentlig Orden.

Nu vil Nina vide, hvor mange kropshævninger Rolf kan lave.

Rolf mener, han er på omkring 10.

"Det er også mange," siger hun.

Senere skal de dyste i en Rubiksterningkonkurrence, som Nina vinder, hvilket Rolf ikke er tilfreds med, fordi han kun mangler "én algoritme," og det får mig til at tænke på, hvor meget matematik faktisk kan definere et helt menneske.

De skal til Berlin på bryllupsrejse, og de skal køre tog, fordi Rolf nægter at flyve. Nu ligner alle andre pludselig nogle klimasvin. Men i det hele taget er stemningen opadgående hos det her par, som muligvis allerede har taget det første, store sværdslag over morgenmaden.

https://imgix.femina.dk/2024-09-05/DR-0807627.jpg

Foto: Snowman Productions

Frank og Anette: 76 %

De er nogle turtelduer, det kan man bare mærke. Frank ankommer med morgenmad på et rullebord og er high on life. Søvn er som kokain for voksne mennesker, de bliver mega glade af at få otte timer.

"Det ser godt ud," siger Anette.

"Hvad synes du så om maden?" siger Frank. Det er en vits, kun mænd i 50’erne kan lave. Frank er rutineret. Bagefter giver han Anette et guldarmbånd i morgengave.

“Det er noget af det, jeg tænder på,” siger hun.

Anette giver Frank en bog med tomme sider, hvilket er noget symbolsk.

De dater ved at dreje ler, og Frank snyder for at få en flottere kop, mens Anette tisser. Alle tænker, at han vil indrømme det, fordi falsk ros føles som at have diarré i sjælen. Det må ud.

Frank holder stand. Stærk muskulatur. Svag karakter.

"Det er et stærkt udgangspunkt," siger Anette intetanende.

Deres rejse går til Prag, hvor der til Anettes store rædsel er en dobbeltdyne

“DET KAN JEG IKKE,” meddeler hun.

Alle ved, at folk, som ikke kan sove med dobbeltdyner, kan slå en hørmer. Frank tager det som en gentleman, og det falder i god jord. Prognosen går op.

https://imgix.femina.dk/2024-09-05/DR-0807622.jpg

Foto: Snowman Productions

Morten og Søren: 78 %

Morten og Søren kan lide hinanden på sådan en pjattet måde. Det er fantastisk. Romcomsk nærmest. Er det for godt til at være sandt? Man håber det ikke.

Søren får et ur, som var Mortens oldefars. Affektionsværdien er den højeste i programmets historie. Hvilket betyder, at Søren "er på røven" over det.

Søren giver noget, som jeg har glemt, men under deres date er stemningen super excited. De ankommer til en skydebane.

“Skal vi pløk ting?”, siger Morten.

“Det skal vi,” siger Søren.

Morten har dog svært ved ramme og benytter i den forbindelse det hedengangne udtryk “PISSERLORT”.

Søren kan omvendt godt ramme sine lerduer, hvilket er en hjælp for Morten, fordi han har fået blødgjort aftrækkeren.

Senere skal de til Bilbao, som de ikke ved, hvor er. Efter ankomst er Morten stadig lost.

Han foretrækker ikke at tage styring og vil hellere sige ting som "hov, der er en kat."

Til gengæld er Søren en habil rejse-styrmand, der sørger for roomservice.

Han bestiller chokoladekage til aftensmad, og hvad kan man sige til det?

Jeg hørte et citat den anden dag, og det skal man generelt passe på med at dyrke, men det var noget med, at man ikke skal finde sammen med én, man kan blive gammel med, men med én man kan forblive ung med, hvis ellers jeg husker rigtigt.

Morten og Søren har det ungt, og det tegner rigtig godt.

https://imgix.femina.dk/2024-09-05/DR-0807633-%281%29.jpg

Foto: Snowman Productions

Lone og Lars: 52 %

Lars har sovet og “haft en masse tanker.” Lone har bare sovet, hvorefter de spiser morgenmad i en slotsstue, hvor antallet af andre mennesker er 0. Hygge.

Hun giver Lars dadler i morgengave.

“Kender du ordet hangry”, spørger hun.

Det gør Lars ikke. Men jeg kan simpelthen ikke få mig til at forklare, hvad det betyder her.

“Jeg fungerer ikke super godt, hvis jeg er sulten," siger Lone.

Lars giver Lone en ankelkæde. Ikke at forveksle med en ankerkæde, der igen ikke skal forveksles med lort. Det sker altid for mig. Mine associationsevner er ødelagt. Undskyld.

Parret er på rundfart i en Go Boat, hvor de i stedet for ord udveksler tavshed. Til terapi meddeler Lone, at det ikke falder hende ind, at tavshed er ubehageligt.

Lone vil date Lars via telepati.

Inden bryllupsrejse laver Lone proteinbarer. Hendes største frygt i livet er: 1) snak 2) sult.

De skal til Grækenland.

"Vi skal i de gamle filosoffers fodspor," siger Lone. Det svarer Lars' verden til en sibirisk fangelejr.

Under middag i Athen smider Lone en bombe: "Jeg vil gerne have min blender med på ferie."

Normalt skal man først reagere, når folk begynder på noget med deres kæledyr, for eksempel en hund, men folks forhold til køkkenudstyr kan også være problematisk.

Lone er blendofil. Det stikker af med hendes fascination nu.

Men okay: SÅ LAD OS DA SE DEN BLENDER!

Sover hun med den om natten? Giv os en dokumentar, DR. 'Blenderdamen fra lidt udenfor Vejle'.

Vurderingen er, at Lars er på vej ind i en SOS.

På overfladen er tingene ellers glimrende her. Måske har Lars for meget benzin og bacon i blodet til at handle i Helsam med Lone resten af livet? Måske ikke. Prognosen daler, men Lars og Lone er stadig skønne.

https://imgix.femina.dk/2024-09-05/DR-0807641.jpg

Foto: Snowman Productions

Katrine og Nicolas: 27 %

Man hæfter sig fortsat ved Nicolas' kropsfunktioner. Han åbner ikke døren ind til Katrines hotelværelse med sin hånd, men benytter i stedet sin fod.

Han tror, han er sat i verden for at vise folk et trick.

Det går igen under deres aktive date, hvor de skal prøve Airexperience. Det er nogen, som har sat en stor føntørrer i gulvet, som man skal gå ind i.

"Jeg tror, det er let," siger Nicolas, der nu lever op til definitionen af en spradebasse.

Ifølge tabloidpressen har han selv valgt sit efternavn, Rockland.

Det kommer frem, at Katrine ikke kan lide kaffe og helst vil have Nutella på alt.

"Det går positivt," siger Nicolas.

De er på et bordherre/borddame stadie, hvor de kun udveksler høfligheder. Romantisk er der samme kemi som i den kommunale sektor.

Var det ikke noget med, at han kunne danse? Lige nu er stemningen anti-salsa.

Også deres rejse til Venedig får en lunken modtagelse.

"Jeg har den ikke øverst på min egen liste," siger Katrine.

Ved ankomst har hun pres over balloner på hotelværelset, fordi de indikerer god seksuel hyggestemning.

De er enige om, at deres forhold er i neutral gear.

"Det er godt," siger de. Alle kan se, det ikke er godt, og at det hele bliver værre fra nu af. Deres bryllupsrejse bliver efter alt at dømme sådan, som man frygter. En myose.

Læs også