Sundhed
25. oktober 2024

Sundhedsbrevkasse: Hvorfor er lægerne ikke enige?

Osteopat Hanna Tómasdóttir gør os i denne brevkasse klogere på slidgigt, når hun besvarer læserens spørgsmål om lægernes tvetydige vurderinger.
Af: Jo Brand m.fl.
Slidgigt

Foto: Unsplash

Hvorfor er lægerne ikke enige?

Kan man på røntgenbilleder have tegn på slidgigt og noget, de kalder femur acetabulum impingement samt en CAM læsion, og ved en anden vurdering få at vide, at der ikke er noget at se på billederne?

Jeg har døjet med smerter i min venstre hofte, siden min anden graviditet og er blevet undersøgt af to speciallæger. Den ene speciallæge mener, at jeg både har slidgigt og indeklemning af ledlæben i hoften, der giver mig smerter. Smerterne er særlig slemme hvis jeg sidder meget, og skal fra siddende stilling til stående, eller hvis jeg bærer tungt. Generne er mest i lyskeområdet, balde og lænd.

Hvad vil du anbefale mig at gøre?

Mange hilsner C.H.

Kære C.H.

Allerførst vil jeg understrege, at jeg kun kan komme med en generel vejledning og ikke kan tage stilling til den konkrete situation, da jeg ikke har læst de forskellige beskrivelser. Når der er sagt, så lyder det mærkeligt, at den ene læge konstaterer slidgigt og tegn på femur acetabulum impingement (FAI – hvilket vil sige en indeklemning af hofteleddets ledkapsel og ledlæbe) med en CAM læsion i hoften – og den anden læge mener der ikke er noget i vejen. CAM læsion kan give en indeklemningstilstand og resultere i netop skade på ledlæben, der sørger for, at hoften er mere stabil.

Slidforandringer i hoften i forbindelse med FAI er heller ikke ukendte. Så dine smerter lyder bestemt i overensstemmelse med den beskrivelse. På baggrund af min erfaring, tror jeg, at der er mange kvinder, der har en underliggende FAI, men det er ikke alle, der har gener.

Umiddelbart vil jeg anbefale dig at opsøge en fysioterapeut, osteopat eller kiropraktor, der har arbejdet meget med klienter, der døjer med FAI. Jeg ville selv starte med såkaldt aktivitietsmodificering, herunder at undgå at sidde for længe ad gangen, og i det hele taget undgå stillinger eller bevægelser, der fremprovokerer smerterne, og så ville jeg træne med fokus på styrke og mobilitet over ryg, bækken, balder og hofter.

Hanna Tómasdóttir, osteopat

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 33/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også