Mad
9. september 2024

Ærø-fransk? Ja, det er en ting på ny Østerbro-restaurant

Nyåbnede Restaurant Arnfeldt på Østerbro lover at byde på en unik fusion af ærøske råvarer og franske teknikker.
Af: Sofie Frederikke Larsen
Restaurant Arnfeldt åbner Østerbro

Foto: PR

”Ærøsk-fransk køkken?” spørger du måske. Ja, det er en ting – eller det har bagmændene bag restaurant Arnfeldt, Manja Mikkelsen og Ariel Calabrese, i hvert fald besluttet, at det skal være. Parret driver allerede hotel og restaurant Arnfeldt på Ærø, men udvider nu med endnu en restaurant i København.

Den 12. september slår de dørene op for Arnfeldt på Østerbro, hvor hjemlighed og lokale råvarer spiller hovedrollen.

De to har nemlig en gård på Ærø, hvor de selv dyrker mange af de grøntsager, der lander på tallerkenen. Sammen med øens lokale avlere sørger de for, at deres råvarer er friske og i sæson. Ingredienserne fra øen har en helt særlig kvalitet, hvis man spørger det dansk-franske par.

”Fra de urter, vi samler i skovene, til de æbler og jordbær, vi selv dyrker på øen. Der er en smagsintensitet, jeg ikke har oplevet andre steder,” siger Ariel Calabrese.

https://imgix.femina.dk/2024-09-09/restaurant-arnfeldt-2-1-edited-768x1024.jpeg

Foto: PR

Menuen er en blanding af ærøsk natur og Ariel Calabreses erfaring fra Paris’ travle køkkener.

”Det franske er en del af mit DNA, så det vil være et spor, gæsterne kan finde på menuen, i form af en pâté en croûte med vilde danske fugle eller en tarte tatin med Ærø-grønt,” forklarer Ariel Calabrese.

Hos restaurant Arnfeldt er stemningen afslappet og uformel. Håbet er at skabe et sted, hvor god mad og vin serveres i en atmosfære, der minder mere om en middag med venner end en klassisk, fransk bistro.

”Vi tager vores håndværk alvorligt. Men hele følelsen af at komme på restauranten skal hellere være som din egen spisestue, hvor du har inviteret venner over. Sådan har vi også gjort det i hotellet på Ærø. Ideen er, at du kan tjekke ind i den følelse i et par timer. Selv om du er midt i København,” siger Manja Mikkelsen.

Restaurant Arnfeldt, Willemoesgade 31, 2100 København Ø. Fredag 12. september holder restauranten en åbningsreception, hvor der vil være dj, gratis vin og smagninger fra menuen.

Læs mere om:

Læs også