Den er storladen og alt for meget. Men overraskelsen til sidst er værd at vente på

Bjældeklang, skøjteløb og glitrende lys. Den sidste del af fjerde sæson af Emily in Paris ligger klar, og den begynder midt i, hvad der bedst kan beskrives som et winter wonderland. Der er julestemning som i en Disney-film, og alt ånder umiddelbart fred og idyl i Emily Coopers (Lily Collins) liv.

Hun er taget på juleferie i de franske alper, efter hendes fly til Chicago blev aflyst, og her befinder hun sig pludselig midt i en bjælkehytte sammen med Gabriel (Lucas Bravo), Camille (Camille Razat) og hendes kulturradikale familie.

Der er fransk julefejring for alle pengene med østers, champagne, cashmeretørklæder og knitrende ild i den åbne pejs, og pludselig er fransk jul på toppen af min bucket list.

Nå, men i disse juleafsnit præsterer Emily in Paris noget af det, som serien er allerbedst til: Den trækker kulturforskellene mellem Frankrig og USA op, og det er ægte sjovt.

For eksempel kigger Sylvie (Philippine Leroy-Beaulieu) med total forargelse på Emily, da hun foreslår, at de kan koordinere forskellige arbejdsrelaterede ting i juleferien. Sylvie vil under ingen omstændigheder ringes eller skrives til.

Det er ferie, og Emily afsløres som workaholic.

På samme måde er timingen og skuespillet perfekt, da Camilles mor, Louise (Camille Japy), udbryder: “Mon dieu,” da Emily afslører sin blinkende rensdyrsweater.

Hun har kastet en bombe af amerikansk tacky ind i den franske juleidyl, og de kan ikke lide det. Emily er komplet uforstående – også da hun opdager, at der ikke hænger julesokker over kaminen. I Frankrig stiller man en sko.

Det er fornøjeligt og viser overskud, når en amerikansk produktion har selvironi nok til at drille sin egen kultur lidt.

Som da Emily erklærer, at hun er en ‘Starbucks girl’ og råt for usødet får at vide: “You don’t like coffee, you like sugar.” Sammenligningerne mellem USA og Frankrig fortsætter, og de er en my forcerede, men det er ligesom præmissen i en happy go lucky-serie.

Desuden kommer der en ny amerikaner til byen. Spørgsmålet er bare, om hun er ven eller fjende?

Den evige ménage à trois

I forhold til kærlighedsrelationerne er der ikke rigtig noget nyt under solen i sidste halvdel af fjerde sæson.

Trekantsdramaet fortsætter, og man kan ikke undgå at spørge sig selv om, hvor længe endnu manuskriptforfatterne kan holde liv i den ild, der brænder mellem Emily, Gabriel og Alfie (Lucien Laviscount).

Kærlighedserklæringerne er lige så dybe som espressokop, ligeså luftige som en croissant. Når den ene er væk, står den anden klar på det næste hjørne.

Det er efterhånden svært at tælle, hvor mange gange de forskellige konstellationer har været i spil på kryds og på tværs. En perlerække af utrolige oplevelser dumper ned i hatten på Emily, og serien har ikke skyggen af en ganske almindelig tirsdag over sig.

Og da kærlighedsknuden er allermest indviklet for Emily, er der pludselig en smuk italiener, der kommer hende til undsætning og spørger: “Tutto bene?” Men da det hele næsten bliver for meget, serverer den et sjældent sammenbrud. Et anfald af gråd og oprigtige følelser, og det klæder virkelig serien.

Fantastisk repræsentation af den modne kvinde

Sylvie får en hel del plads på skærmen i denne halvdel, og det er en fornøjelse at lære hende endnu bedre at kende. Hun giver nemlig et befriende billede af en kvinde, der er oppe i alderen, og som begærer, bliver begæret, og som er åbenlyst sensuel og eventyrlysten.

Det burde jo sådan set ikke være en overraskelse, at kvinder, der har passeret 50, også rummer alt det, men det er desværre bare ikke den største selvfølgelighed, at kvinder i Sylvies alder har dén slags roller. Måske slet ikke på de store amerikanske produktioner. Det er en lille, men dejlig udfordring af stereotyperne, der giver serien noget kant.

For al ‘slapsticken’ til trods, så tegner Emily in Paris også et højmoderne portræt af tre stærke kvinder. Mindy (Ashley Park) jagter sit store musikalske gennembrud, og hun vil ikke lade nogen mand diktere, hvad der er passende eller upassende, Sylvie, der insisterer på at leve og at blive respekteret, og Emily, der knokler for at skabe den berømte work-life-balance.

Det bedste til sidst

Seriens største styrke er utvivlsomt stadigvæk tøjet, musikken og Paris som kulisse. For de ser vitterligt blændende ud, hele castet, og selv om det meste af handlingen er både urealistisk og overspillet, så er det meget svært ikke at elske Emily og resten af flokken og at lade sig opsluge totalt af drømmen, bare svæve på en lyserød sky fuld af mode og forelskelser sammen med dem.

Som tilfældet var det med første del af fjerde sæson af Emily in Paris, så bader anden halvdel også hjernen i mode, skønhed og letfordøjelige kærlighedsdramaer. Den tilbyder en mental ferie i et utopia meget langt fra virkeligheden.

Som fan af serien lyder det måske både meget rart, men også meget velkendt? Anden del af sæson fire overgår imidlertid fuldstændig sig selv i arkitektur, mode og mad. Den er som et overflødighedshorn af alt, hvad der er godt her i livet.

Der gemmer sig tilmed en stor italiensk overraskelse til allersidst. Og dén er virkelig værd at vente på. Den er storladen, den er alt for meget, og netop derfor er den helt perfekt. Den får os til at tro – omend kun i et splitsekund – at vi har regnet det hele ud. Men det har vi ikke.

Mon ikke vi kan glæde os til en femte sæson?

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.