Jeg husker tydeligt den første bog, jeg genlæste: Det har jeg gjort 13 gange nu

I et mørkt hjørne af min lejlighed ligger en bunke bøger, jeg aldrig har læst. Og fremtidsudsigterne er rimelig sløje, for de er fyldt med tørrede, vilde blomster, jeg har plukket langs de danske landeveje denne sommer. Så tjener de idet mindste en form for formål.

Jeg husker tydeligt den første bog, jeg genlæste.

Det var John Greens ungdomsroman ’En flænge i himlen’, som jeg til gengæld nærmest manisk læste igen og igen. Selvom det efterhånden er lang tid siden, jeg sidst genbesøgte de unge, kræftramte elskende, nåede jeg op på 13 genlæsninger.

Alligevel har den ikke fået plads blandt de bøger, jeg har stående fremme i min lidt performative bogreol. For trods mange genlæsninger er den blevet forvist til en flyttekasse hjemme hos mine forældre. Her ligger den godt gemt, men i godt selskab med titler som ’Divergent’ og ’Klipklapper klubben’.

Da skolebiblioteket på min gamle folkeskole lukkede, fordi skolen skulle rives ned, hamstrede jeg alle mine yndlings ungdomsromaner. Selvom bøgerne ikke længere ligger fremme, har de en helt enorm sentimental værdi for mig. De symboliserer nærmest en tid, hvor litteraturen opslugte mig på en langt mere intens måde, end den gør nu. Og de minder mig om min læselyst.

Måske er det derfor, jeg holder fast i dem.

Men jeg er bestemt ikke den eneste, som nostalgisk holder fast i gamle læseoplevelser. Min veninde er amatørbogbinder og har udskrevet hundredvis af sider af ’Harry Potter ’-fanfiction fra nettet og bundet dem ind i smukke røde omslag. Og selvom det kun er til eget forbrug, er det for hende en måde at holde motivationen for at læse igang. For hun finder tryghed i at genbesøge det hjemlige univers med de velkendte karakterer. Og det kan jeg klart nikke genkendende til.

Og nostalgi er mere end en lidt sentimental længsel efter noget, der var engang. For det kan faktisk være ganske sundt tage en tur ned af memory lane.

Det skriver The New York Times i hvert fald.

Nostalgi kan nemlig skabe en følelse af at høre til, gør dig i bedre humør og øge selvtilliden. Og så gælder det altså ikke kun med bøger.

Det kan endda være med til at forklare, hvorfor jeg kender så mange, der er begyndt at spille Nintendo igen.

Men min genlæsninglyst er dog ikke altid drevet af nostalgi. I en verden, der konstant spytter uoverskuelige mængder af nye bøger, film og serier ud, er det også trygheden ved det sikre valg, som driver mig.

Det er i hvert fald, derfor jeg i øjeblikket genlæser Annie Ernauxs ’Pigen fra 58’.

Men det er også med en smule ydmyghed, at jeg konstant vender tilbage til de samme bøger. For de er umulige at blive helt klog på.

Derfor glæder jeg mig også til, at jeg engang skal læse Tove Ditlevsens ‘Gift’ igen.

Og selvom jeg trods alt har læst ’En Flænge i Himlen’ absurd mange gange, er jeg sikker på, at jeg alligevel vil opdage nye perspektiver, hvis jeg nogensinde kaster mig ud i endnu en genlæsning. Men jeg må indrømme, det nok ikke bliver inden for den nærmeste fremtid.

Da jeg i sommer genlæste ’Martin og Victoria’, var det som vindue tilbage til dengang, jeg som teenager læste den for første gang. For mens Martin blev forelsket i sin Victoria, sad jeg hjemme i min egen lille forstad og blev lidt forelsket i ham.

Og selvom det er år siden, blev jeg mindst lige så betaget af både dem og hele ungdomsgenerationen denne gang.

For god ordens skyld, læser jeg faktisk også nye bøger. Jeg har for eksempel, som store dele af mit Instagramfeed, haft mig en ’Kun til navlen’-sommer.

Jeg dykkede altså også ned i Emma Holtens teori om værdien af omsorg og en helt absurd dårlig Danielle Steele roman om en russisk oligark og hans slavinde. Sidstnævnte behøver jeg aldrig læse igen.

Men jeg må nok hellere få fingeren lidt ud og få læst lidt flere nye bøger. Ellers har jeg jo ingenting, jeg nostalgisk kan kigge tilbage på som karakteriserende for min tyvere.

Og det ville være en stor skam.