Cindy Crawford, er det dig? Supermodellens datter genskaber ikonisk look
Foto: Ralph Dominguez/AP/Ritzau Scanpix
Der er noget med døtre af kendte mødre, der bare er evigt fascinerende. Og fascinationen bliver bestemt ikke mindre, når døtrene tilmed vælger at gå i deres mødres klædeskabe og genskabe looks, der allerede er gået over i historien én gang.
Vi har set det for nyligt med Brooke Shields' datter, der tog sin mors brudekjole på til sin dimission, og nu er det altså et andet barn af et 1990’er-ikon, nemlig Kaia Gerber, datter af supermodel Cindy Crawford, der har været en tur i moderens modearkiver.
Gerber, der i forvejen er en klon af sin mor, satte en tyk streg under deres genetiske lighed, da hun til premieren på filmen ’Shell’ under filmfestivalen i Toronto ankom i en Hervé Leger bodycon-kjole, der var tæt på identisk med Cindy Crawfords Oscar-kjole fra 1993, at man bliver helt i tvivl, om kjolen er den samme eller en replika.
Foto: Chris Young/AP/Ritzau Scanpix
Ikke nok med at kjolen har præcis samme udskæring, som moderens fra 1993, samme bustier-detaljer omkring brystet og en længde, der akkurat kysser anklerne, så havde Gerber tilmed valgt at style sit hår i en klassisk ’hollywood glam blow dry’ med store, bløde krøller, præcis som det var Crawfords signatur i 1990’erne, hvor hun dannede par med Richard Gere.
Kaia Gerber, der selv er så tæt på supermodelstatus, man kan komme i dag, som moderen var det for 30 år siden, havde desuden sin mors vintage Omega-ur på.
Modellens stylist har udtalt til Instyle, at Gerber forud for eventen, hvor hun lignede et fatamogana fra 1993, havde lavet et moodboard, hvor Crawfords Oscar-look var i blandt. Stylisten besluttede herefter at hylde Cindy Crawford ned til mindste detalje i Gerbers look, og derfor var moderens personlige smykker også en gennemtænkt del af det endelige udtryk.