Se, lyt & oplev
17. september 2024

Optagelserne til 4. sæson af 'Bridgerton' er i gang med nye hovedroller

Efter tredje sæsons lykkelige afslutning på "Polin"-eventyret kan fans af den hotte Netflix-serie godt begynde nedtællingen til næste sæson.
Af: Signe Bjørg Granberg
bridgerton sæson 4

Foto: Gavin Bond/Netflix

I går kom det frem, at der var endnu en sæson af Netflix-serien Emily in Paris på vej, og nu har streamingtjenesten netop annonceret, at optagelserne er startet på den næste sæson af det romantiske drama, Bridgerton.

Vanen tro skifter serien hovedperson fra sæson til sæson, og således er turen i fjerde sæson kommet til den næstældste Bridgerton-søn, Benedict.

Benedict har i de tidligere sæsoner været kendt for sine mange eskapader og spændende eventyr (primært i soveværelset), og han har ikke begrænset sig til kun at udforske forholdet til ét køn, men småforelsket sig lidt, som vinden blæser.

I denne sæson tyder det dog på, at han kommer til at gå benhårdt efter at finde sig en hustru, og han kaster tilsyneladende sin kærlighed på den dragende "Lady in Silver", Sophie Baek. Sophie bliver spillet af en ny tilføjelse til castet, nemlig Yerin Ha.

Foruden Ha er der flere nye ansigter på plakaten i fjerde sæson, blandt andre Katie Leung (Lady Araminta Gun), Michelle Mao (Rosamund Li, Isabella Wei (Posy Li), Emma Naomi (Alice Mondrich) og Hugh Sachs (Brimsley).

Optagelserne til fjerde sæson er i fuld gang, og meget af sæsonen bliver filmet i helt nye studier, som udvider Bridgerton-universet rent visuelt.

Hvornår den fjerde sæson får premiere vides endnu ikke, men sæson 1-3 kan ses på Netflix nu.

Læs mere om:

Læs også