Puk Elgård: "Jeg har lige sagt nej til to fastansættelser og en stor serie i fjernsynet, det kræver jo også is i maven"
Foto: Stine Heilmann
Puk Elgård har en nej-hat. Cowboystil. Sort. Med ornamenteret bånd om pulden. Det er en ret ny ting i hendes liv. Den skal minde hende om, at hun har ret til at sige nej til at overfylde sin kalender.
Det er to år siden, hun sagde farvel til jobbet som vært på Go’ Morgen Danmark, og da hun for nylig satte sig ned og lavede en liste over, hvad hun har lavet arbejdsmæssigt siden, fik hun et chok og forstod lidt bedre, hvorfor hun følte sig så udmattet. Hun har haft alt for travlt alt for længe. Det meste af sit liv faktisk.
Det er den slags, hun går og funderer over, når hun går tur med hunden Alba i Hareskoven. Puk elsker sin hund, hun siger, de er ”syet sammen ved hoften”, og for tiden er det bare hende og hunden hjemme i huset i skoven. Lothar, hendes kæreste igennem 24 år, har arbejdet i Grønland i et år og bliver ved et stykke tid endnu. Deres søn, Robin, er lige flyttet hjemmefra, og Puk mærker en del af livet lukke sig og en anden og uudforsket del åbne sig.
Måske skal hun lave mere fjernsyn. Men ikke lige nu. Måske skal hun lave en café. Men ikke lige nu. Måske skal hun lave noget helt andet. Men ikke lige nu. Og meget muligt skal hun og Lothar i den nye børnefri fase af deres liv flytte tilbage til det indre København, som hun elsker og savner inderligt efter at have boet der i hele sin ungdom. Men ikke lige nu.
– Jeg ved ikke rigtig, hvad livet kommer til at bestå af. Jeg har lige sagt nej til to fastansættelser og en stor serie i fjernsynet, det kræver jo også is i maven. Men jeg er gået efter det, jeg gerne ville: Jeg vil gerne skrive den bog færdig.
For lige nu handler alt om en indtil videre hemmelig, videnskabelig bog, hun er ved at skrive. Hun længes sådan efter fred og tryghed, efter at sige ja til sig selv, og lige præcis derfor kaster hun sig paradoksalt nok ud på det dybe, for det er dér, hun har lyst til at svømme.
Foto: Stine Heilmann
Så i en periode bliver der nok lidt stille om Puk efter hendes rolle som vært i DR’s øjenåbnende serie ”Demenskoret”, hvor 18 mennesker med forskellige grader og typer af demens bringes sammen for at prøve at synge i kor, og fra et tilsyneladende håbløst udgangspunkt synger sig ind i en bid af den livskvalitet, de har mistet.
Puk siger selv, at hun tv-mæssigt aldrig har lavet noget, der har haft så stor en indvirkning – både på de medvirkende og på hende selv.
– Jeg er så stolt af, hvad det er endt med at blive. Jeg har aldrig før prøvet at lave en tv-produktion, som den vi har lavet her. Alt hvad man plejer at kunne gøre med optagelser – f.eks. bede medvirkende om at komme ind en gang til – har simpelthen ikke kunnet lade sig gøre her. Vi havde holdt møder med Alzheimerforeningen forinden og mente, at vi var forberedte. Vi havde lavet en masse manus’er, det var meningen, at det skulle gå sådan og sådan, og jeg skulle sige det og det. Men dem smed jeg over den ene skulder, og så måtte jeg bare være til stede. Ligesom tage ansvar for det rum, der var, og de mennesker, der var, fordi det skulle være på deltagernes præmisser, så forvirringen blev så lille som overhovedet muligt.
– Men det, der har gjort mest indtryk på mig, er hvad fællesskabet kan gøre. Det er tit noget, man glemmer i sådan en travl verden: At vi kan gøre så meget for hinanden, som vi faktisk kan. Det handler om at være sammen. Kormedlemmerne, der har demens, kunne spejle sig i hinanden. De pårørende kunne spejle sig i hinanden. Fællesskabet har virkelig gjort indtryk på mig.
Dødsdom
Hvilke følelser har du haft i spil?
– Alle. Jeg er landet i 18 menneskers liv. Og … det er jo en dødsdom, altså man dør jo af demens, det er en dødelig sygdom – og udbredt, for hver fjerde dør af det. Så jeg landede i nogle menneskers liv i en kæmpe sorgfuld periode. Og der er ikke nogen kur endnu. Man kan forlænge. At gøre nogle ting, blandt andet at synge kan give livskvalitet, har vi så fundet ud af, men man kan ikke blive helbredt.
Puk har ikke erfaringer med demens fra sit eget private liv, så på spørgsmålet om, hvad hun har lært om demens, som hun ikke vidste i forvejen, svarer hun:
– Alt. Jeg vidste intet. Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave programmet, tænkte jeg, at demente er sådan nogle ældre mennesker, der tusser lidt rundt i sutsko og går den forkerte vej og blander fortid og nutid. Jeg må med skam sige, at jeg måske havde en lidt romantisk forestilling om, at det var rimelig fredeligt og sådan en lille smule hyggeligt. Det er alt andet end hyggeligt. Det er så indgribende i alles liv – også de pårørendes. Og det er jo også mennesker på min egen alder og yngre. Så jeg lærte meget at se hele mennesker i stedet for sygdom.
Og i den forbindelse:
– Man skal ikke tale hen over hovedet på folk eller tale ned til folk, som om de er børn. Der er nogle mennesker bag demensdiagnosen, som har levet et helt almindeligt liv, som du og jeg, og som er blevet ramt af den sygdom. Pludselig sidder de dér, mens evnerne langsomt forsvinder. Og den sorg, der bare stod malet i alles ansigter – den var voldsom at gå ind i. Men jeg kunne godt rumme det. Jeg er aldrig bange for at gå ind i de felter, hvor tingene er svære.
Puk har fået en helt anden forståelse for, hvad det vil sige at være ramt af demens.
– Altså, jeg har jo set de her mennesker vokse. Uge for uge har de fundet selvtillid igen, fordi der var tiden til det. Jeg så jo alle grader af demens. Men der var ikke nogen af dem, som vi ikke kunne nå ind til. Sang og musik er lagret inde i os alle sammen. Pludselig fik de et sprog. Kunne huske ”Solen er så rød mor” og synge den med ord, selv om de ikke havde sagt et ord i mange år. Det er jo det musik og sang gør – det vækker alle sanser. Og minder.
Det er alt andet end hyggeligt. Det er så indgribende i alles liv – også de pårørendes.
Puk Elgård
Men, siger hun, forskellen fra første gang, de mødtes, og til alle sange var sunget, og optagelserne var færdige, var ”kæmpestor”.
– Der kom først en masse kormedlemmer, som ikke ville være der, som ikke vidste, hvor de var: ”Hvad skal jeg her? Jeg vil ikke. Jeg vil ikke synge det her. Jeg ved ikke, hvor jeg er henne. Jeg vil gerne hjem”. Men som ugerne gik, blev de så glade og faldt hinanden om halsen og holdt hinanden i hænderne. De var så stolte af, at de stod på scenen i DR’s koncertsal og sang. De glemte jo demensen.
– Jeg ved godt, at virkeligheden kommer bagefter, men jeg føler faktisk, at vi skabte de her øjeblikke, hvor man glemmer alt det, der er så svært. Det gjorde kæmpe indtryk på mig. For jeg kunne bare se livet i deres øjne. En af dem havde tit sagt til sin mand: ”Jeg vil dø, jeg vil bare dø”, men da vi havde sunget i nogle uger, sagde hun: ”Jeg vil simpelthen ikke dø, jeg vil aldrig dø”. Det kan næsten ikke siges mere tydeligt, vel?
Kort om Puk Elgård
56 år, autodidakt journalist, vært i DR’s tv-serie ”Demenskoret” – og i gang med tophemmeligt bogprojekt.
Kæreste med Lothar, som er far til Robin. Og ekstramor til Lothars tre børn fra et tidligere forhold. Parret bor i hus i Hareskoven med hunden Alba.
At undvære sin familie
Det er dét med at kigge på samfundet, ind i menneskers liv, se hvad de bokser med – det er lige præcis dét, Puk altid så godt har kunnet lide ved sit job. Det kan hun stadig. Men lige nu handler det mest om at få kigget på sit eget liv.
– Jeg lægger alle mine æg i én kurv lige nu. Og skriver den bog, som jeg ikke kan sige så meget om endnu. Men det føles virkelig godt.
Hvad så med den økonomiske base? Hun har godt nok fortsat sin faste brevkasse i Familie Journal, men alligevel …
– Jamen, jeg har arbejdet så meget de sidste to år, at jeg har kunnet sætte nogle penge ind på budgetkontoen. Det er nye tider, det er det selvfølgelig, men jeg mangler ikke noget. Jeg lever anderledes end før, men … det er der også noget over. Jeg køber ikke noget. Jeg køber ikke ting. Jeg køber ikke tøj. Der er mange ting i mit liv, der er anderledes lige nu. Fordi Lothar har fået job i Grønland, har jeg boet alene i næsten et helt år. Og Robin er lige flyttet hjemmefra, så der er bare mig. Og Alba. På den måde har jeg pludselig oplevet at bo alene derude i skoven. Lothar skal fortsætte med at arbejde noget tid endnu i Grønland, og han har ikke været meget hjemme det sidste år.
Har du været i Grønland?
– Nej, for jeg har haft så travlt, så det har været svært at nå. Men vi har kendt hinanden i 24 år, og vi har sådan set levet sådan altid: Så har jeg været på en produktion, så har han været ude at rejse. Det her er så lange perioder, hvor vi ikke ser hinanden, men efter 24 år ved man jo godt, hvordan hinanden er – også selv om man er væk fra hinanden. Jeg synes faktisk, det er dejligt at se ham have et job, som han er så glad for. Men … jeg har lige skullet finde ud af det med, at der ikke er børn hjemme mere. Det har været svært. Det skulle jeg lige lande i. Folk snakker alle steder om empty nest – det er sådan det nye. Men jeg var ikke forberedt. Jeg flyttede selv hjemmefra, da jeg var 14 …
14?
– Ja, jeg har klaret mig selv, siden jeg var 14. Robin er den eneste, jeg er biologisk mor til, men Lothar har tre børn fra tidligere, som jeg har kendt, siden de var ganske små, og som jo er flyttet hjemmefra, så jeg har altid tænkt, at det var meget naturligt, at man flyttede, og at det var noget godt og selvstændigt, og den dag, der ikke var flere børn hjemme, ville blive sådan og sådan. Men jeg skal da lige love for, at da flyttebilen kørte med Robins ting, og jeg skulle tilbage og kigge på det tomme værelse … det syntes jeg fandeme var hårdt.
Græd du?
– Ja … det gjorde jeg. Det var en underlig blanding. ”Så nåede vi så langt, det gik, der var de ressourcer, der skulle være til at have et barn”. Jeg er selv vokset op i et hjem, hvor der ikke var så mange ressourcer, hvor der var mangel på ting, så jeg syntes, jeg var kommet i hus med at få ændret på den opvækst, jeg selv havde haft. Men der var så også det med: Hvad fanden skal jeg så egentlig nu? Hvad er det, der er mit livsværk herfra? Så det er jeg i gang med at finde ud af. Og hvad livet så er, når man ikke skal smøre madpakker, lave aftensmad og få tingene til at glide omkring en familie. Så nu kigger jeg på, hvad mit liv skal bestå af.
Det er her, nej-hatten er kommet ind i billedet:
– Jeg har købt mig en nej-hat, og jeg synes, den klæder mig. Det dér med hele tiden at sige ja … det skal man måske på det tidspunkt i sin karriere, hvor man skal bygge tingene op. Men der kommer altså også et tidspunkt, hvor man bare siger: ”Tak, men nej tak”. Jeg vil gerne selv kunne følge med. Jeg synes, jeg har presset mig selv. I mit arbejde og i det hele taget. Det gør man jo.
Gør man? De ambitiøse selvkrav kunne muligvis godt udspringe af den svære barndom, der resulterede i, at hun flyttede hjemmefra som 14-årig, men Puk siger lidt afvisende:
– Det handler om mange ting. Jeg er en lille smule træt af at snakke om min opvækst og min barndom, fordi jeg har gjort det meget. Nu ser jeg fremad. Jeg har bundet nogle sløjfer, og nu tager jeg ansvar for, at mit liv herfra bliver anderledes. Jeg er vokset op med at have meget ansvar og være den, der får tingene til at glide, og den, der altid strækker sig. Det skal være en anden tid fra nu, og det er fedt at træffe sådan en beslutning. Nu skal der ikke være lige så meget tempo på. Altså … jeg har brug for at lave nogle ting, der er lidt mere varige.
– Jeg har været meget ambitiøs i mit arbejde. Jeg har gået den ekstra mil hele tiden. Og jeg tror såmænd heller ikke, jeg havde klaret 30 år i mediebranchen, hvis ikke jeg havde gjort det. Men mindre kan også gøre det. Man behøver ikke være perfekt eller være den bedste.
Men hvorfor var det sådan for dig selv i så mange år?
– Jamen … jeg kom ind i den branche uden en uddannelse. Jeg har ikke nogen uddannelse, jeg er gået ud af 10. klasse. Det er, hvad jeg har gået i skole. Da jeg så kom ind i mediebranchen, havde jeg det sådan, at der ikke var nogen, der skulle sige, at jeg ikke kunne varetage jobbet, fordi jeg ikke var uddannet journalist. Det, jeg har hørt mest i mit arbejdsliv, er, at jeg skal skrue ned for ambitionerne. Og det har jeg aldrig gjort. Der var bare ikke nogen, der skulle komme og sige, at jeg ikke kunne mit arbejde, fordi jeg ikke havde nogen uddannelse. Men det har altså også været en form for entusiasme. Jeg har altid villet, at det skulle være godt hele vejen rundt. Og jeg kunne bare ikke gøre det anderledes.
Men:
– Den er jo ubarmhjertig på mange måder, den branche, hvor jeg egentlig har lagt det meste af min tid. Den er hård, det er sgu ikke sådan en fællesskabspulje.
Entertainer
For nylig fandt Puk et gammelt teaterprogram fra 1982. Dengang var hun 14 år. Hendes navn stod i programmet.
– Jeg startede med at optræde, da jeg var 14, jeg blev taget ud af skolen dengang for at tage på turné med et professionelt teater. Siden har jeg sådan set levet af at underholde. Men det er meget flygtigt. Man har et udtryk i tv-branchen: Er det sendt, så er det glemt. Sådan har jeg ikke lyst til at have det mere. Vi lægger så mange kræfter i det. Man bruger så meget energi og bruger sig selv. Og alligevel er det flygtigt. Så jeg har ikke defineret 100 procent endnu, hvad jeg skal lave, men jeg ved bare, at det skal være noget, der også er der, når jeg vågner næste dag. Og næste dag. Og næste. Jeg har brug for noget mere fordybelse.
Puk hiver mobilen frem. Viser billeder fra fotosessionen til interviewet her, de er taget samme formiddag.
– Jeg står i Pisserenden og har en dragt med nogle fredssymboler på og så den dér hat. Det er der også noget over, forstået på den måde at jeg synes, at verden er så urolig, som den er lige nu, og jeg har brug for at være forankret i noget fællesskab – som jeg også startede med at beskrive det omkring de meget syge mennesker med demens. Det fællesskab vander vi ikke nok i den urolige tid, vi har lige nu. Jeg vil have et fællesskab.
Foto: Stine Heilmann
Har du preppet?
– Ja, det har jeg. Jeg har, hvad vi har fået at vide, at man skal have. Men altså … hvis der sker et eller andet, ikke? For jeg har en klog veninde, som sagde: ”Der er altid nogen, der skal bære håbet”. Og jeg meldte mig til, at jeg gerne vil bære håbet. Så jeg tænker, at der ikke sker noget, men hvis der mod forventning gør, har jeg også noget til andre, og jeg har en plan. Der er altid nogen, der skal gå den håbefulde vej. Det vil jeg gerne bruge den næste del af mit liv på. Jeg vil gerne dele og skabe noget, som andre har glæde af. Som er lidt mere varigt.
Hvad betyder det i den forbindelse, at du har været sammen med Lothar i så mange år?
– Jamen, det er da noget af det mest konstante i mit liv. Jeg tror, jeg oplever mig selv som flyvsk og rastløs, men hvis jeg kigger nøgternt på mig selv, så er jeg det egentlig ikke, for jeg har lavet fjernsyn og været i den samme branche i 30 år og har været sammen med den samme mand i 24 år …
Hvad har du lært om kærlighed?
– Hmmm.
Puk åbner højre hånd. Afslører et tatoveret hjerte i håndfladen. Hun har mange tatoveringer, er holdt op med at tælle, de fleste er ”æselører” relateret til steder i hendes liv. Den i håndfladen gjorde ”virkelig, virkelig ondt”. Muligvis har hun fået den lavet i Sverige. Muligvis i Spanien. I hvert fald et sted hvor det i modsætning til i Danmark er lovligt at tatovere inde i håndfladen.
– Min tatovering i hånden står for, at alt, hvad man elsker, skal man holde i en åben hånd. For det, synes jeg, man skal med kærligheden. Man skal holde den i en åben hånd, så man ikke holder for hårdt om den, for så visner rødderne. Plads, lys og luft, altså. Så man kan være den, man egentlig er. Så man ikke siger: ”Hvis jeg skal elske dig, må du kun gøre, som jeg synes”. Så kunne jeg jo aldrig lade Lothar tage til Grønland i et år, vel?
Jeg er vokset op med at have meget ansvar og være den, der får tingene til at glide, og den, der altid strækker sig. Det skal være en anden tid fra nu
Puk Elgård
Og han kunne ikke sige: ”Kan jeg gøre det?”. Men der var slet ingen tvivl. Selvfølgelig kunne han det. Han har et drømmejob deroppe. Arbejder med sikkerhed i nogle miner. Flyver i helikopter. Patruljerer i forhold til nogle isbjørne. Sejler. Laver alle mulige fede ting. Så det handler om, at man giver plads, lys og luft. Sådan tror jeg også, at jeg prøver at være mor. Selv om jeg synes, det er svært ikke at have kontrollen. Men det handler om at have en tillid til, at folk kan klare sig. Både kærester og børn!
Teen er blevet kold i mågestels-koppen, Puk skal hjem, Alba skal luftes. På falderebet siger hun:
– Du spurgte i starten, hvor jeg er i mit liv, og jeg er der, hvor jeg vil vande det positive, jeg vil vande håbet, jeg vil vande fællesskabet, jeg vil tjekke ind i de sider af livet, som jeg ikke har haft tid til i årene med både familie og job. Men jeg vil dele, jeg vil have det sjovt, og jeg vil have, at tingene ægte rører både mig og nogle andre. Jeg vil simpelthen have et fællesskab. Så må jeg se, hvordan jeg får skabt det.
Puk er 56 år. Og med ”Demenskoret” inde på livet, er der et sidste spørgsmål, der står og tripper, før hun går ud ad døren: Har du og Lothar talt om, hvordan I egentlig vil forholde jer, hvis en af jer, bliver alvorligt syg?
– Lothar har tit sagt, at han ikke vil være en grøntsag. Men altså … skal man sige, at det vil man ikke? Jeg tror, at jeg på en eller anden måde altid har taget det, der er blevet budt mig, og har løst det hen ad vejen. Det kommer vi jo også til, hvis der sker et eller andet. Jeg føler ikke, at jeg kan kontrollere det bedre ved at have snakket det igennem. Jeg har en ret stor tiltro til de mennesker, der er omkring mig. Mine meget tætte venner. Lothar, som jeg har kendt så længe. Mine børn. Jeg har en ret klar fornemmelse af, at de ville vide, hvad der var bedst for mig, hvis jeg fik behov for det. Det stoler jeg på.
Denne artikel blev første gang bragt af SØNDAG uge 35/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.