Ny serie fra Netflix: Sjældent har en rom-com-serie været så medrivende
Foto: Netflix
Joanne (Kristen Bell) er efterhånden træt af det intetsigende datingræs.
Hidtil har hun været tiltrukket af jeg-kan-fikse-dem-typer. Der er fuld knald på i starten, men efter noget tid træder hverdagen ind, og enten ser hun med det samme, hvor store idioter de er, eller også bliver det begyndelsen på et halvlangt toksisk forhold.
Sammen med sin søster Morgan (Justine Lupe) har hun en podcast, hvor alt angående deres sex- og datingliv bliver vendt. De er lige på nippet til at få den helt store lukrative kontrakt, men så indtræffer katastrofen.
Nobody Wants This
Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 26. september 2024
Genre: Komedie, romance
Serieskaber: Erin Foster
Medvirkende: Kristen Bell, Adam Brody, Justine Lupe, Timothy Simons, Jackie Tohn, Emily Arlook m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 10
Til en middag hos sin agent Ashley (Sherry Cola) møder Joanne den ualmindeligt lækre og nyligt single rabbiner Noah (Adam Brody).
Kemien imellem dem er perfekt, og alt klikker. Men kan en sexpodcaster og en ambitiøs rabbiner have et forhold? Det er det altoverskyggende spørgsmål i Netflix’ fremragende rom-com-serie Nobody Wants This.
Serien er skabt af Erin Foster og løst baseret på elementer af hendes eget liv, men den store trumf er de to hovedrolleindehavere Kristen Bell og Adam Brody.
Hver især var de hovedpersoner i to centrale 00'er-serier, henholdsvis Veronica Mars og The O.C. Hvis der er to skuespillere, som karismatisk kan lire veloplagte replikker af med overbevisning og samtidig være i stand til at tilføje et subtilt element af rørende drama, er det netop Bell og Brody.
Og det er blandt andet derfor, at Nobody Wants This er en af bedste rom-com-serier fra Netflix i laaang tid.
Foto: Netflix
Forhold bliver testet
De 10 afsnit på omkring 30 minutter flyver afsted. Nobody Wants This er en af den slags serier, hvor man ikke engang venter på, at næste afsnit skal gå i gang af sig selv. Man trykker med det samme på ’se næste’.
Og det er ikke, fordi hver episode slutter på en sindsoprivende cliffhanger. Historien er perfekt pacet, så man som seer forstår, hvornår vi står over for et skelsættende øjeblik. Nogle gange kommer de også pludselig, og derfor er det essentielt at være vågen og hele tiden følge med i, hvad der sker.
For præcis som i virkeligheden kan relationer blive påvirket så hurtigt som med et fingerknips, og det er i de øjeblikke, at mennesker og deres forhold bliver testet.
Nu står Morgan for eksempel alene som den evige single, og det har hun ikke tænkt sig bare lige at lade ske.
For Noahs vedkommende betyder den nye kærlighedsrelation, at familiens håb om, at han finder tilbage sammen med ekskæresten Rebecca (Emily Arlook) ikke har de bedste udsigter.
For Joanne betyder det en heftig mængde fjendtlighed fra Noahs familie. Primært fra hans mor Bina (Tovah Feldshuh) og hans brors kone Esther (Jackie Tohn), som naturligvis er bedste veninder med Rebecca.
Erin Foster og manuskriptforfatterne er gode til at lade de små sidehistorier udspille sig, uden at fokus på hovedfortællingen bliver tabt. Og i den er der masser af komik, romance og drama.
Foto: Netflix
Tæt på perfektion
Udover de sædvanlige umage par-troper, forankres Joanne og Noahs historie i deres kærlighed til hinanden. Fordi forholdet stadig er nyt, er der masser af ting, de stadig ikke ved om hinanden.
I et afsnit, hvor Noah ender med at møde hendes forældre plus den homoseksuelle fars nye energiske kæreste, ser Joanne pludselig noget i drømmefyren, hun ikke har set før.
Forsøget på at imponere familien udmønter sig midtvejs i, at hun ikke finder ham tiltrækkende mere. Hun får ”the ick”, som groft sagt kan oversættelse til en form for væmmelse. Noahs friskfyrs-attitude og pludselige indskydelse til at bære blazer er et kæmpe turn-off og af den slags, som tidligere har kostet hans romancer livet.
Det er lårklaskende morsomt og får også en til at tænke over episoder fra sit eget liv. Har jeg været ick? Jeg kan i hvert fald huske, hvornår jeg synes, andre har været ick, men har jeg været det?
Svaret er et eller andet sted ligegyldigt, men det er særdeles interessant, hvordan det bliver håndteret.
Der er masser af disse små forholdsdilemmaer i Nobody Wants This krydret med skønne grinagtige situationer. Hvad der lyder som starten på en joke, hvor en sexpodcaster og en rabbiner går ind i en sexshop for at købe det kraftigste massageapparat på markedet, indfries både den humoristiske præmis med bravur, og Noahs store drøm om at blive overrabbiner bliver fremmet fint.
Foto: Netflix
Intet er tilfældigt, og hver enkelt situation bygger videre på den forrige og leder frem til en ny. Ja, det lyder vanvittigt simpelt, men i komedieseriekontekst er det til tider overraskende, hvor nemt det kan blive glemt.
Følelsen af, at der er noget på spil i
Nobody Wants Thiser til stede hele tiden, og fordi der er så mange genkendelige elementer, fungerer historien virkelig godt.
Kristen Bell er eminent som Joanne. Skuespillerens unikke evne til at udstråle selvsikkerhed og hendes fornemme sans for komisk timing gør hende til den perfekte komedieskuespiller. For fans af The Good Place vil det selvsagt ikke komme som en overraskelse, men det får da også en til at spekulere over, hvorfor Hollywood ikke har fået mere ud af hendes talent.
Det samme kan siges om Adam Brody, der, for at låne en karakters udtryk, legemliggør den lækreste fiktive religiøse figur siden Jesus. Som sædvanlig, når religion bruges som en del af plottet, tvinger det karakteren ud på en skillevej. Hvis Noah vil være overrabbiner, kræver det, at hans kone også er jødisk. Den del, personlige ambitioner vs. kærlighed, er den største udfordring for forholdet.
Birollerne er geniale med tilpas karikatur og nuance til, at de ikke bliver hverken kedelige, stereotypiske eller ligegyldige. Justine Lupe er et powerhouse, og Timothy Simons som Noahs bror Sasha har god kejtet og underkuet farenergi.
Når det kommer til parforholdskomedieserier, blegner alle naturligvis i sammenligning med mesterværket You’re the Worst, der tog genren til højder, som ingen hidtil har kunnet duplikere.
Men Nobody Wants This kan med få justeringer til anden sæson godt bevæge sig ind på samme territorium. Udgangspunktet er i hvert fald meget tæt på perfekt.
'Nobody Wants This' får fem ud af seks hjerter.