Hun er på ferie hos sine kusiner, da hun får en dårlig smag i munden

Ahlam og hendes familie er på deres årlige sommerferie i Marokko for at besøge deres familie. Men noget har ændret sig, siden de sidst var på besøg.

Ahlam er blevet færdig med folkeskolen, og når sommerferien slutter, venter gymnasiet. Sådan er det ikke for hendes kusiner

Indtil nu har de fulgtes ad, når det kom til uddannelse, og Ahlam har ikke tænkt på, at deres muligheder var forskellige.

Men i løbet af denne sommerferie går det op for hende, at deres liv kommer til at adskille sig markant.

Hendes kusiner har to muligheder: At arbejde eller blive gift.

Der er hverken råd til eller mulighed for, at de kan læse videre - heller ikke selv om de gerne vil.

Det bliver tydeligt for hende, at det er op til tilfældighederne, hvordan livet kommer til at se ud. Og en helt afgørende faktor er, hvor man er født.

Den erkendelse gav hende en rigtig dårlig smag i munden.

- Der var en periode på flere år, hvor jeg ikke havde lyst til at tage tilbage til Marokko, fordi jeg ikke ville konfronteres med uligheden og kontrasten mellem os, siger hun.

Ahlam Chemlali er i gang med sit ph.d.-projekt, hvor hun undersøger grænsevold, også kaldet vold i transit. Det betyder, at hun har særligt fokus på vold der finder sted, efter man er migreret fra et sted, og endnu ikke er ankommet til sin endelige destination.

Hun undersøger de strategier migrantkvinderne udvikler for at overleve, og hendes forskning er med til at dokumentere de menneskelige konsekvenser ved europæisk migrations- og grænsepolitik.

PlanBørnefonden skriver, at Ahlam Chemlali er nomineret til PlanBørnefondens Pigepris 2024 for at sætte fokus på migrantkvinder og vold i ”transit”. Gennem sin forskning viser hun, hvordan piger og kvinder især er udsatte for vold og overgreb, og hvordan de bliver fastholdt i et juridisk og eksistentielt tomrum, når de flygter eller flytter sig for at få en bedre fremtid.

Hvert år hylder PlanBørnefondens Pigepris en person, gruppe eller forening, som gør en ekstraordinær indsats for at fremme ligestilling.

Og det er vigtigt specifikt at undersøge, hvad der sker, når mennesker er i transit, forklarer Ahlam Chemlali. Med tiden er grænser nemlig blevet sværere at krydse, der er kommet mere grænsekontrol, og det medfører, at man opholder sig længere tid i transit.

Chemlali har fokus på kvinder, der migrerer fra vestafrikanske lande og af den ene eller anden grund bliver fanget i Tunesien - selv om de var på vej til Europa.

På baggrund af sin forskning har hun fundet ud af, at kvinder og piger oftere sidder fast i transit, end mænd gør - alene fordi de er kvinder.

Det kan blandt andet skyldes børn og moderskab. Noget der kan komme fra ufrivillige graviditeter som følge af seksuelle overgreb, manglende adgang til prævention eller abort, børneansvar og gæld. Alt sammen ting som gør kvindernes mobilitet vanskeligere sammenlignet med mænds.

Når de oftere sidder fast, er de også oftere udsat for grænsevold.

Der er den fysiske vold, der efterlader mærker på kroppen. Men Ahlam undersøger også den vold, som ikke fysisk kan ses på kvinderne. Grænsevolden kan være strukturel og langsom, noget der er så subtilt og hverdagsagtigt, at man ikke ville tænke på det som vold.

- Jeg har kategoriseret ‘at vente’ som en form for vold. De kvinder jeg har fulgt i nogle år, de sidder bare og venter. Og det er skadeligt at sidde i en situation, hvor du ikke kan planlægge dit liv, fordi alt er uvist.

- Mange af kvinderne nævner begrebet ‘open air prison’. De føler, at de lever i et fængsel. For selv om de fysisk kan bevæge sig rundt i området, så sidder de alligevel fast.

I foråret 2012 besluttede den marokkanske del af Ahlams familie at tage på en lille ferie til Danmark for at besøge dem og se, hvordan de boede.

Men det viste sig ikke at være så ligetil bare at booke et par flybilletter - i hvert fald når man ikke er indehaver af et ‘rødbedefarvet’ pas.

- De skulle nærmest søge om visum for at komme til nabolandet. Europa var helt umuligt. Det tog 100 år og var meget bureaukratisk, så vi endte med at droppe det, forklarer hun.

- Det gjorde mig virkelig sur. Hvorfor kunne vi ikke få besøg af dem? Vi havde ikke særlig meget familie i Danmark, og jeg ville bare gerne have besøg af min mormor, moster og mine kusiner - ligesom alle andre fik.

Begge Ahlams forældre kommer oprindeligt fra Marokko, men er i 1980’erne migreret til Danmark for at arbejde og give deres familier et bedre liv.

Når hun ser tilbage på sit arbejdsliv med voksne øjne, kan hun se, at hendes forældres ophav har påvirket hendes interesser.

- Der er en rød tråd i forhold til global ulighed og social retfærdighed, men det tror jeg ikke, jeg var klar over, da jeg var ung.

I Nordafrika lyder et ordsprog: Hellere blive spist af fisk end orme.

Det handler ikke kun om migration. Men det handler også om migration.

- Det kan både have en ordret, men også symbolsk betydning. Det betyder, at man hellere vil risikere og forsøge at krydse havet og dø der, end man vil dø på land uden at have prøvet at komme videre i livet.

På globalt plan er der cirka lige mange mænd og kvinder, der prøver at migrere. Men over 60 procent af dem der ender med at krydse Middelhavet er mænd. Og det er der en særlig grund til.

Kvinderne har ofte en immobilitet med sig - børn.

Nogle af kvinderne har børn med fra starten af, andre oplever det ufrivillige moderskab på deres rejse mod et bedre liv.

Ahlams forskning viser, at en del af den grænsevold, kvinderne oplever, er seksuelle overgreb - og det medfører ofte ufrivillige graviditeter.

En af kvinderne der har oplevet grænsevold er Divine fra Sierra Leone. Ahlam mødte hende under en af sine feltarbejdsture til Tunesien, hvor hun delte sin historie.

På Divines rejse mod et bedre liv, oplevede hun tortur og seksuelle overgreb og som et resultat af det, blev hun ufrivilligt gravid.

Hun endte i et detentionscenter i Libyen, hvor hun blev fanget af en lokal milits. Der sad hun med de tvillinger, hun allerede havde og et nyfødt barn i armene. Hun havde nu tre børn, som hun skulle sørge for.

En af de andre kvinder, som hun sad fanget med, fødte også et barn. Kort efter døde kvinden, fordi hun var så medtaget af fødslen og den tortur, hun havde oplevet på sin rejse.

Divine skulle pludselig tage sig af fire børn, og samtidig planlægge hvordan de skulle komme til Europa. For det var stadig hendes plan.

Divines historie er bare ét eksempel på, hvilke konsekvenser europæisk migrations- og grænsepolitik har for mennesker - og kvinder især.

Ahlams forskning viser, at man ikke kan bremse migrationen. Det er noget, der altid har eksisteret og altid vil eksistere.

Men med årene er ruterne blevet længere og længere, fordi vi lukker flere grænser og træner de tunesiske og libyske kystvagter til at spotte og fange migranter. Det gør, at folk må bevæge sig udenom, og det, der tidligere tog et par dage eller måneder, det tager nu flere år.

- Skal mennesker, og kvinder især, der vil have et bedre liv, risikere vold, overgreb og tortur? Det er et vigtigt spørgsmål, som jeg synes, vi bør stille os selv, siger Ahlam og fortsætter:

- Selv om det ikke er os, der står ved grænsen, så er det os, der betaler for den. Og jeg mener, at vi som et absolut minimum bør kræve, at migranter ikke risikerer tortur og vold på vores og EU-skatteborgernes regning.

Ahlam har holdt kontakten med mange af de kvinder, hun har mødt i løbet af årene. Nogle er døde, nogle prøver stadig at kæmpe for et bedre liv, og så er der Divine.

Tidligere på året modtog hun et opkald fra hende. Nu måtte hun godt begynde at bede for hende og børnene, for Divine ville igen forsøge at krydse Middelhavet.

Og så gik der dage, hvor Ahlam ikke hørte noget, og hun frygtede det værste. Indtil hun midt om natten modtog et opkald. Divine og hendes fire børn var ankommet til Rom.

Efter mange år i transit, med alt hvad det indebærer, lykkedes det.