Jeg vil hellere have en nål gennem næsen end at ringe til en piercer

City Piercing har ikke onlinebooking. Og det gør mig bange.

Da jeg for nylig stod med hjertebanken og skulle ringe til City Piercing, gik det op for mig, hvor stor min frygt for telefonopkald egentlig er. Selvom jeg natuligvis ikke var upåvirket af tanken om at lade en fremmed skamfere min næse, var den sværeste del af processen at trykke på det grønne ‘ring-op-ikon’.

Som med så mange andre ting, man kan være bange for (edderkopper, tandlæger eller dates med mænd, der kun ejer en enkelt juniordyne), er frygtfølelsen ikke altid helt logisk funderet. Men den er ægte.

Når jeg bestiller takeaway, bruger jeg Wolt, jeg booker altid frisørtiden online, og når jeg en sjælden gang har brug for at kontakte lægen, tyr jeg næsten altid til e-konsultationen – så undgår jeg nemlig fuldstændig telefonens oprindelige funktion: opkaldet.

Da jeg i sommer opdagede, at jeg havde mistet mit pas dagen inden, jeg skulle til flyve til Italien, var en af de største udfordringer, at jeg skulle ringe til borgerservice i Nordvest for at bestille en akuttid.

Men så er det jo heldigt, at det er nemt at forberede sig på de opkald, man er nødt til selv at foretage. Også selvom jeg er pinligt bevidst om, hvor underligt det er at sidde med sin telefon i den ene hånd og en stickynote, hvor der står ‘hej, du snakker med Kathrine Gade’ i den anden.

Men alle fornuftige tanker har det med at forsvinde fra min hjerne, så snart jeg fører telefonen op til øret. Måske er det derfor, jeg altid får andre til at ringe for mig, hvis det er muligt.

I modsætning til at få lavet en piercing gør det ikke fysisk ondt at ringe til et andet menneske. Det er jeg udmærket klar over. Men det kan føles som fuldstændig uoverkommelig opgave, som jeg altid udskyder så længe som muligt.

Og hvis et ukendt nummer toner frem på skærmen, opstår der ikke den mindste snert af nysgerrighed. Jeg bliver bare nervøs og undgår ofte at besvare opkaldet.

Hvad er der galt med mig?

Det er min oplevelse, at det lidt er en generationsting. Selvom jeg er 22 år og havde en fastnetversion af udyret derhjemme, er jeg rimelig utrænet ud i telefonsamtalens discipliner. Og foretrækker oftest at kommunikere over besked. En svensk undersøgelse fra analyseinstitut Kantar Sifo viser, at 48 procent af dem mellem 18-29 år er nervøse for at tale i telefon. Og at telefonenskrækken aftager, når alderen stiger.

Min kollega fortalte mig for nyligt, at det en del af et menneskes dannelsesproces at lære at tale med fremmede mennesker. Jeg kan godt se pointen, men for mig handler mere om selve opkaldet end personen på den anden side af røret. Også selvom jeg godt kan være lidt genert i mødet med andre.

For selve telefonsituationen føles lidt som en eksamen, jeg er dømt til at dumpe. En eksamen med bind for øjnene vel at mærke, hvor det er komplet umuligt at se, hvordan folk reagerer på det, jeg siger. Det er en føles af akut at skulle præstere. Også selvom jeg bare skal ringe og bestille en nummer 13 hos den lokale grilbar. Det er i sandhed en irrationel frygt – og en følelse af inkompetence, jeg meget gerne snart vil af med. For det en ganske irriterende måde at gå gennem livet på.

Jeg har hørt, at eksponeringsterapi skulle være løsningen. Og med det in mente burde jeg måske skaffe mig et midlertidigt job som telefonsælger. Men skrivende stund er det altså helt fint blot at være en journalistagtig type, som sporadisk skal ringe rundt til kilder.

Ellers kommer mit nervesystem i hvert fald betydeligt mere på overarbejde, end det allerede er.

Og så må jeg hellere skynde mig at sige, at jeg selvfølgelig godt kan tale i telefon med mine venner og forældre – selvom vores samtaler også handler om praktik og hvad kodeordet til Disney+ mon er, når FCM skal spille Europa League.

Men ellers er min telefon konstant på ‘forstyr ikke’.