Da jeg så Dianas polterabend-manifest, undrede jeg mig. Kan man virkelig godt tillade sig det?

Kamilla Kilias er journalist og vært på podcasten femina update. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mig iført tyl på en ladcykel ned ad Strøget med et kys for fem kroner-skilt om halsen, en flok venner, der er ved at dø af grin, og rundt om hjørnet en ventende stripper.

Min kæreste har ikke været på knæ, så jeg har ingen polterabend i sigte, og af samme grund er det her måske også gratis for mig at skrive. Men jeg tror og håber ikke, jeg ville behøve at fortælle mine venner, at det her - for mig - ville være den ypperste ydmygelse og skrækscenariet af en polterabend. Men selv hvis jeg skulle have en polterabend, kunne jeg så tillade mig at være kræsen?

Det har min gæst i denne uges afsnit af podcasten ‘femina update’, Diana Bolin, tilladt sig at være.

Hun har ikke bare lavet en nej tak-liste, hun har lavet et helt polterabend-manifest.

Det blev jeg for nylig præsenteret for i en video, da jeg scrollede gennem TikTok.

Og manifestet udfordrede mig. For jeg synes som udgangspunkt ikke, at man kan stille krav til den gave, det er at få en polterabend af sine venner.

Jeg vil starte med at sige, at jeg også har det svært med Ønskeskyen, hvor man mere eller mindre fortæller folk, hvad man gerne vil have i gave og så forventer, at man kun modtager det fra (bestillings)listen.

Gave-konceptet bør i min optik være noget, man ikke har forventninger til, fordi det kommer fra giveren og giverens omsorg. Og sådan har jeg det også med polterabender.

Traditionelt set er polterabender en fest, der arrangeres af vennerne for bruden eller gommen, ofte med fokus på overraskelse og sjov.

Det virker Diana egentlig enig i, men hun har alligevel hjulpet sine venner i gang med planlægningen af sin polterabend.

Hendes manifest, der specifikt henvender sig til to veninder, starter med en klar vision: en drømmepolterabend med blå himmel, solskin og latter.

På forsiden af manifestet er der et billede - og de helt rigtige "bryllupsfarver" og dernæst kommer et indledende brev.

Hun har endda lavet en ja- og nej-liste og et prøvet for nylig-punkt, inden hun slutter med en huskeliste, der indeholder kontaktinformationer på en allerede booket fotograf, ønsker til, hvornår polterabenden skal holdes, og allergier og medicin, der skal tages højde for.

Men hun understreger også flere steder, at hun er let at imponere, så længe stemningen er god.

Men hvorfor denne opskrift, manual, køreplan? Er det en mangel på tillid til sine venners evner, handler det om kontrol eller noget helt tredje?

Jeg skyndte mig at invitere Diana Bolin forbi mit lille podcaststudie, så jeg kunne tale med hende om intentionen bag manifestet. Måske hun havde et knivskarpt argument, der kunne ændre mit syn på måden, man tilgår polterabender på.

For selvom jeg er imod forventninger til gaver, så har jeg jo også selv ret klare holdninger til, hvad jeg helst ikke skal bede om. Så hvordan finder man balancen mellem at have sine ønsker og lade vennerne overraske én?

Diana forklarer mig, at hun normalt er vennegruppens eventplanlægger, og hun vil derfor gerne gøre det lettere for sine venner, når de skal gøre hende kunsten efter.

Hun har nemlig selv tidligere oplevet, at der kan opstå forskellige tilgange til, hvad en polterabend bør indebære, når venner fra flere grupper stimler sammen for at planlægge en dag i deres fælles venindes ånd.

Så manifestet skal gøre det lettere for hendes veninder at vide, hvad der vil gøre hende glad, og samtidigt sikre god stemning i planlægningsprocessen.

Og når hun nu fortæller, at det hele kommer fra en omsorg til sine veninder, så rammer hun også et pleaser-gen i mig. Det skal da ikke være en sur fornøjelse at arrangere en polterabend. Da slet ikke min (fiktive - jeg mangler stadig ringen).

Og af lige præcis den grund tror Diana, at det her bliver en ny måde at tilgå planlægning af polterabender på.

Hun kommer i hvert fald altid til at spørge sine veninder om en nej tak-liste på forhånd. For som hun siger; det er vigtigt, at vi bliver bedre til at sige til og fra. Også når det angår gaver.

Jeg kan dog alligevel ikke lade være med at tænke, at det også kan lægge et unødvendigt pres på sine venner, og måske endda sætte sine egne forventninger i top.

Selvom jeg er splittet, indrømmer jeg, at Diana Bolins tilgang giver stof til eftertanke. Måske der godt kan være plads til både krav og overraskelser.

Hvad synes du?

Du kan høre mange flere argumenter fra Diana i ugens podcastafsnit, hvor hun i hvert fald formår at rykke lidt ved min holdning til, hvad man må kræve og ikke kræve.

Lyt til afsnittet her.

Du kan også lytte til tidligere episoder af ‘femina update’ her.