Kan en storby med 20 millioner indbyggere have sjæl og charme?

Solen flimrer i Bosporus-strædets travle farvand, hvor de små passagerfærger pisker frem og tilbage i pendulfart mellem den europæiske og asiatiske del af Istanbul. Lyden af bønnekaldet fra de mange spidse minareter, som rager op over byens kuppelformede moskéer, sætter den perfekte kulisse for en anderledes fridagsferie ved porten til Orienten.

Her er lige præcis så eksotisk, som forventet. Og samtidig lige så overvældende, som jeg måske havde frygtet.

Jeg er landet i Europas største by med 20 millioner indbyggere fordelt i så mange forskellige kvarterer, at det til at begynde med er svært at holde tal på dem og huske deres fremmedartede navne fra hinanden.

Heldigvis har jeg fået gode råd med hjemmefra af rejsevante danske veninder, som ikke tøver med at kalde den tyrkiske metropol for deres nye yndlingsby:

Istanbul i små bidder ad gangen, begynd med den historiske del, vælg et par boheme-kvarterer til, og vær åben for også at se den moderne side af den.

Så skal den nok også blive din i løbet af et par dage.

Underjordisk kulturkatedral

Jeg lytter og begynder i Sultanahmet, som er hjertet af det historiske område med Hippodromen som det første naturlige stop. Her var i rigtig gamle dage en væddeløbsbane for heste og stridsvogne som folkelig underholdning efter græsk-romersk forbillede, i dag er det et stort åbent torv med nogle af Istanbuls vigtigste bygningsværker på alle sider.

Jeg finder det medbragte tørklæde frem og draperer det løst om håret, inden jeg går ind i pladsens store attraktion, Den Blå Moské fra 1600-tallet.

Den er både seværdighed og fungerende moské, så noget af gulvet er reserveret de praktiserende, men de fleste af os har alligevel blikket rettet mod de øverste vægge og kuppelformede lofter, som har givet den navn.

En overflod af smukke fliser og kakler, fresker og farvede glasruder udført blåt i blåt tager vejret fra én, og jeg tror ikke, at den oplevelse kan overgås af noget smukkere. Det skal vise sig, da vi skråer over pladsen for at få historien om endnu en moské Hagia Sophia på det interaktive museum af samme navn.

Her ser vi animerede film om forvandlingen af en oprindelig kirke, der stod i tusind år som samlingspunkt for først ortodokse og senere katolske troende, indtil den i 1500-tallet blev konverteret og ombygget til moské.

Den arkitektoniske bedrift imponerer også i virkeligheden, ligesom den indvendige gulgrønne udsmykning med sin blanding af bibelske mosaikker og muslimske kalligrafier.

Jeg dykker i bogstavelig forstand endnu dybere i historien, da jeg tager de mange trapper ned for at se byens berømte Basilika-cisterner.

Her var engang vandreservoir og rensningsanlæg for de herskende sultaners slotte; nu er det en underjordisk kulturkatedral med ni meter høje antikke søjler til at holde loftet, stadig lidt rislende vand i store bassiner og skiftende udstilling af moderne kunstværker, badet i rødt og turkis lys som en totaloplevelse.

Pamuk, Christie og Atatürk

Jeg tager et ordentlig spring frem i historien på den modsatte side af den historiske halvø, da jeg finder vej til Beyoglu og Sisli. Først i udkanten af distriktet med kaffestop hos caféen i den smukke boghandel Minoa Pera, som også har titler på udenlandske sprog, og siden hen i de pittoreske antikvitetsgader i Çukurcuma-kvarteret, hvor en høj, smal hjørneejendom fra 1800-tallet huser Uskyldens Museum.

Udstillingsgenstandene er rekvisitter, som Tyrkiets store modernistiske forfatter Orhan Pamuk samlede, sideløbende med at han skrev en roman. Museet åbnede seks år efter udgivelsen med hverdagsting fra cigaretskod og nips til tøj og interiør, der alle sammen refererer til de 83 kapitler i krøniken om familieliv i de øverste samfundslag fra 1950 til 2000.

Luksushotellet Pera Palace i det nærliggende Tepebasi-kvarter kan nogle andre gode historier. Det skyldes især krimiforfatteren Agatha Christie, som var med til at gøre Istanbul interessant som rejsemål allerede for 100 år siden, når hun rejste med Orientekspressen fra London og tværs over det europæiske kontinent.

Dengang var det super trendy at komme hertil, og Istanbuls daværende overklasse var lige så nysgerrig på de nye turister, så Pera Palace var den perfekte kulisse for kulturmødet mellem øst og vest.

Hotellet er gået over i historien, fordi det var i suite 411, at hun skrev Mordet i Orientekspressen, og fordi grundlæggeren af den moderne tyrkiske stat, feltmarskal Kemal Atatürk, ofte indlogerede sig i suite 101. Man kan booke forfatterværelset, mens der er adgang for alle to timer om dagen til landsfaderens foretrukne logi, der nu er museum med den originale indretning fra dengang.

Og så er det muligt at få en bid af fordums luksusliv i Patisserie de Pera, som er en nostalgisk tesalon i forlængelse af lobbyen, der serverer de mest udsøgte konditorkager.

Den kulørte smeltedigel

Nutiden har også indhentet Istanbul, og et af de mest synlige steder er Karaköy-kvarteret på bredden af Bosporus-strædet, som er blevet transformeret til det moderne livsstilsmekka Galataport med shoppingcenter og moderne kunstmuseum.

Det er en øjenåbner, at Tyrkiet har så mange interessante malere og billedhuggere fra sidste halvdel af det 20. århundrede, og alle fem etager er spækket med deres værker.

Efter en maratontur gennem nogle af de hundredvis af butikker, frister udsigten til at hvile benene med en frokost, som også forener det historiske med det moderne.

Menukortet på den nærliggende Muttoo er inspireret af det originale anatolske køkken i Tyrkiets bagland, men tilpasset storbyens smagsløg. Det gør ikke retternes antal mindre af den grund, så tiden flyver afsted, mens vi smager os igennem de mange grønne delikatesser.

Selv om det er stort skridt tilbage i tiden igen, binder boheme-kvarteret Balat meget fint oplevelserne sammen for en førstegangsturist. Det tidligere jødiske kvarter fra 1500-tallet med de farverige huse er en kulturel smeltedigel, som siden 2010’erne har oplevet en eksplosiv vækst af besøgende.

Folk fra nær og fjern valfarter hertil for at opleve en atmosfære af nostalgi og kreativitet i de stejle brostensgader, som stadig er hjem for mange, men som også har overgivet sig til turismens efterspørgsel på restaurant- og caféliv mellem de mange souvenir- og vintagebutikker.

Smag af to verdener

”Var du så i den gamle Grand Bazaar, besøgte du det trendy Bebek og shoppede du i Taksim?”, spørger veninderne efter hjemkomsten. Jeg kunne desværre ikke nå det hele. Jeg blev mæt, men er stadig sulten efter mere. Næste gang vil jeg tage en endnu større bid af byen.

Det lover jeg mig selv den sidste aften på restaurant Ruby i Ortaköy, mens jeg spiser deres prisbelønnede fusionsmad fra Tyrkiet og Middelhavslandene med udsigt til den oplyste Bosporus-bro. Et symbol på, at Istanbul altid har haft et ben i begge verdener, og at det er dét, som gør den så interessant.