Der er få serier, der går i hjertekulen som denne - og den er bedre end nogensinde før
Foto: Netflix
Det er få serier, der går direkte i hjertekulen, som Heartstopper gør.
Netflix-serien om de to unge gutter Charlie (Joe Locke) og Nick (Kit Connor), deres forhold og hele deres vennekreds er noget af det mest hjertevarme og skønne, man kan finde i serieland.
Den er et safespace, hvor alle, der nogensinde har følt sig udenfor, kan føle sig trygge. Serieskaber Alice Oseman formår elegant at behandle store og alvorlige emner med en nænsomhed, men lægger heller ikke fingre imellem, når det kommer til alvoren.
I tredje sæson er de to endelig helt åbne om deres forhold. Alt burde være idyl, men med kærlighed kommer også bekymring for den, man elsker.
Og Nick er nu for alvor begyndt at lægge mærke til, at Charlie ikke rigtig spiser noget.
Spiseforstyrrelsesdelen får behørig plads i sæsonen, hvor der ikke bliver brugt den klassiske en-gang-i-behandling-og-så-er-alt-godt.
Foto: Netflix
Det er noget, som dukker op med jævne mellemrum efterfølgende, og så handler det om, hvordan Charlie tackler det.
Forelskelsens umiddelbare bekymringsfri tid er forbi, og præcis som de unge bliver ældre, er Heartstopper blevet mere moden. Men aldrig på bekostning af den positivitet og inklusion, som var det, der i første omgang gjorde serien fuldstændig uimodståelig.
Med tredje sæson når Heartstopper sit hidtidige højdepunkt.
Den besværlige krop
Hvis man kun skulle bruge et ord til at beskrive tredje sæson, ville det være kroppen. Den er både en allieret og en fjende for de unge.
De berusende kærlighedsfølelser skaber eufori i teenagernes indre, der får dem til at føle, at intet kan komme i vejen. På den anden side er den også et uperfekt fængsel, og hver gang de kigger ned ad deres kroppe eller ser sig selv i spejlet, bliver de mindet om alle de usikkerheder, der nager dem dagligt.
For Elle (Yasmin Finney) kommer det til udtryk, når hun og kæresten Tao (William Gao) kommer tættere på at tage forholdet til det intime niveau. Den unge transkønnede kvinde mærker ubehaget over ikke fysisk at være den kvinde, hun drømmer om, når hun skal være sammen med ham.
Foto: Netflix
Som om ens første gang ikke var skræmmende nok i forvejen, så overvej, hvordan det er for en queer-person.
Seriens skaber, Alice Oseman, og alle involverede i serien fortjener stor hæder og applaus for den vidunderlige sexpositive perle, der italesætter alle skræmmende tanker og problemer og støtter lige meget hvad.
Det er nænsomt og alligevel brutalt, når man, takket være de to foregående sæsoners fine karakterarbejde, virkelig føler med personerne, når de oplever modgang.
Vi sidder som publikum og hepper højlydt på, at de skal lykkes med alt og småsnøfter, når det er hårdt. Selv om man måske ikke kender til de specifikke ting, som de unge i Heartstopper dealer med, kan de fleste nikke genkendende til det at være en teenager, som bare gerne vil passe ind og ikke føle sig som en freak i en verden af perfekte individer. Eller som den eneste fornuftige i et uendeligt kaos.
Det er vanvittig godt manuskriptarbejde, som afkræver den dybeste form for respekt.
Bedre end nogensinde før
Skuespillet har altid været en af de helt store styrker i Heartstopper.
Connor og Joe Locke har igennem hele serien været fremragende og bygger videre på det høje niveau, de lagde for dagen fra første færd. De unge er fænomenale og perfekt castet, helt ned til de allermindste biroller.
For eksempel i en af tredje sæsons mange følsomme og fine scener, fortæller Nick sin psykolog, tante Diane (Haley Atwell), at han er bange for, at Charlie har en spiseforstyrrelse.
I Osemans tegneserieforlæg er det sin mor, Nick taler med. Men da Olivia Colman (der spiller Nicks mor Sarah i de første to sæsoner) ikke kunne få skemaet til at gå op, så hun kunne medvirke, var manuskriptforfatteren nødt til at ændre i planerne.
Udover at Atwell godt kunne gå for at være i familie med Colman, har skuespilleren den tilstedeværelse og styrke til at løfte den lille rolle og få den til at være den stærke styrke, der er brug for i scenen. En kort, men stærk performance, som støtter det hårde øjeblik, Kit Connor skal frembringe.
Og det vrimler med genkendelige ansigter i hov-er-det-ikke?-roller, hvoraf
Bridgerton-
og
Fellow Travellers
-stjernen Jonathan Bailey dukker op som den mest attraktive formidler af oldtidskunst, siden Harrison Ford introducerede den niche i
Indiana Jones
-filmene.
Hvis der er én ting, tredje sæson mangler, er det en egentlig antagonist.
I de foregående har der altid været minimum én person, man har kunnet sidde og synes var en kæmpe idiot – som Ben (Sebastian Croft), der var supertoksisk overfor Charlie, eller homofoben Harry (Cormac Hyde-Corrin).
Til gengæld giver det mere plads til det indre liv. Ikke at det på nogen måde var underprioriteret, men der er alligevel et ekstra fokus her i tredje.
Sex fylder også meget, hvilket ikke er så underligt med tanke på, at vi har med teenagere at gøre. Usikkerheden er allerede nævnt, og støtten fra vennerne omkring alle de svære spørgsmål kan ikke fremhæves nok.
Det er en virkelig flot, øm og rørende sæson af Heartstopper, hvor de unge nu efter den umiddelbare forelskelse skal tage stilling til alle de svære ting, der også hører med til et forhold.
Serien bliver taget til nye højder af Alice Oseman, og det spændende spørgsmål er nu, hvad der skal ske i fjerde sæson, og hvornår den kommer. Ifølge Alice Oseman vil det i så tilfælde være den sidste, da den dækker begivenhederne i den sidste bog.
Med de foregående sæsoners popularitet bliver det næppe et problem. Især med tanke på, at Heartstopper udelukkende er blevet bedre og bedre.
Heartstopper sæson 1-3 kan ses på Netflix