Ny DR-serie er lige akkurat et skuldertræk værd, men ikke mere end det

Det mest påfaldende ved DR’s nye serie Ungeren er, at den er så udramatisk. Og det er selvfølgelig kun påfaldende, fordi de begivenheder, den tager udgangspunkt i, på alle måder var hamrende dramatiske, da de fandt sted i den virkelige verden.

Ungeren er ganske vist fiktion, men af den slags, som baserer sig på virkelige hændelser.

Seriens i alt fem afsnit på lige under en halv times varighed hver især er da også godt krydret med voldsomme real-optagelser fra dengang, Jagtvej 69 blev ryddet.

Hovedfortællingen handler imidlertid om karakteren Iben (Thit Åberg), der bor i Ungdomshuset sammen med sin kæreste Alex (Elias Budde Christensen) og en flok kollektivister, som i fællesskab kæmper en idealistisk kamp mod kommunen for at beholde “deres hus.”

Man følger flokken i tiden op til den 1. marts 2007, hvor Ungdomshuset som bekendt blev jævnet med jorden.

Man er med på fællesmøder og til håbløse advokatmøder, men man er selvfølgelig også med ude og skralde kopnudler og til de temmelig voldsomme brostens-demonstrationer, som for alvor gjorde Ungdomshuset og dets støtter kendt i den brede offentlighed.

Langsommeligt fortælletempo

Midt i det hele står så Iben som den ansvarlige og kompromissøgende diplomat, der forsøger at finde en vej ud af den kattepine, de er havnet i, efter at stifteren af den kristne menighed Faderhuset, Ruth Kristiansen, har købt huset med en lumsk plan om at drive kirke – og uddrive djævlen – på adressen.

Hun var skør, det var hun, og sådan virker hun også i serien.

Vi ved jo godt, hvordan det hele ender, nemlig med buldrer og brag, blodige sammenstød og rækker af fængselsstraffe, og det er jo en dramatisk historie, når man sådan ridser den op.

I Ungeren virker det bare ikke sådan.

Fortælletempoet er virkelig langsomt, og i mange af seriens scener har man tydeligvis sigtet mere efter intimitet end vildskab. Problemet med det er, at det undertiden bliver en rimelig undervældende oplevelse som seer.

Det er ikke, fordi man ikke forstår Ibens kamp og de diplomatiske dilemmaer, hun stilles overfor i takt med, at visse beboere bliver mere og mere militante, men man mærker ikke fortvivlelsen på den anden side af skærmen.

Man mærker ikke præcis, hvorfor fællesskabet og fristedet var så vigtigt for karaktererne.

Iben har for eksempel et okay forhold til sin mor, som hun spiser søndagsfrokost med og smådiskuterer lidt med, fuldstændig som alle andre unge mennesker, og det gør det svært for alvor at leve sig ind i hendes kamp for at være autonom og anderledes.

Man mangler svar på, hvad hun som hovedkarakter flygter fra.

Kammerspil uden afveksling

Store dele af historien udspiller indenfor Ungdomshusets fire vægge, og det kan der selvfølgelig godt være en klaustrofobisk bagtanke med fra skabernes side, men man sidder mere med en tyk fornemmelse af kammerspil, end hvad godt er.

Det er en stor kunst at løfte den disciplin som skuespiller, og selv om det næppe kunne have været anderledes, og at castet i det store hele spiller overbevisende realistisk, savner man simpelthen scenografisk afveksling i Ungeren.

Hen mod slutningen løfter dramaet sig, og med politiets stormløb kulminerer serien, fordi det sætter hele fortællingens grundtema på spidsen: Hvor voldelig vil man være for at gøre det rigtige, både som statsmagt og civilperson?

Dét etiske dilemma bliver forløst i en glimrende scene mellem Iben og en politimand i seriens sidste afsnit, hvor hun står med en molotovcocktail i hånden og en lighter i den anden, mens han peger på hende med sin pistol. Mano a mano.

Men det er ærgerligt, at man skal så langt hen, før man som seer føler sig rigtigt investeret i historien.

Ikke særligt hårdtslående

Et bud er, at Ungeren vil resonere godt hos yngre seere (måske er det endda hensigten, at det skal være en ungdomsserie?), fordi de simpelthen har en identifikationsfordel i forhold til folk over 30.

Udover at husets kollektivister bøvler med fnat og derfor må smøre sig ind i lægecreme, fremstår Ungdomshuset i serien nemlig ramponeret på en æstetisk måde – og det er der formentlig visse seere, som ikke har noget imod at svælge i eller sågar lade sig inspirere af.

Har man i forvejen hang til sorte hættetrøjer og ansigtspiercinger, er der i hvert fald en del stilmæssig inspiration at komme efter.

Derudover er det nu ikke en serie, der glorificerer hverken den ene eller den anden part i striden. Man får sympati for karaktererne og deres idealistiske ildhu, men man sidder også med en klar fornemmelse af, at de sked unødigt på den udstrakte hånd, som kommunen gav dem med tilbuddet om at købe et nyt hus få minutter fra Jagtvej 69.

Efter sigende er Ungeren historien om at slå igen – “for retten til ikke at passe ind” – og set i det lys, er det ærgerligt, at serien ikke er mere hårdtslående, end tilfældet er lige her.

Man har ikke villet forherlige Ungdomshusets hang til hærværk og vold, men det ville have været interessant, hvis serien havde botaniseret mere i det som tema.

En del af mig ville hellere have været inde i hovedet på Alex og hans medsammensvorne for at undersøge aggressionernes væsen mere end kompromisets.

Det kan virke som en flad dom, at serien er det, man må jævnt dansk kalder ’fin nok’. Men det er altså ikke et drama, der tvinger sin seer ud på det yderste af sofakanten. Man har mere lyst til at trække på skulderen. Desværre ikke så meget mere end det.