Agenda
14. oktober 2024

Hun fik at vide, at hun ikke kunne udleve sin drøm, fordi hun var en pige: Jeg vil ikke give en ødelagt branche videre

Rapperen Filuka har selv måtte sparke døren til musikverden ind, men hun vil holde den åben for andre kvinder og piger.
Af: Sigrid Luna Nielsen
Filuka

Foto: Emilie Lærke Henriksen

Filuka havde ekstra svært ved at sidde stille på sin stol den dag. Hun vidste, at de gik en ny tid i møde, og hun var på én gang nervøs og lettet.

Hun var samlet med en række andre kvinder fra musikbranchen og sammen skulle de se den dokumentar, de havde medvirket i.

– Det var virkelig en fantastisk aften. Der var rigtig, rigtig mange følelser, men det føltes alt sammen som om, at bolden landede et sted der. Vi kiggede lige på hinanden, uddelte en skål, og så gik vi ind i den her sindssyge tid sammen.

Sådan fortæller Filuka, om den aften hun første gang så dokumentaren: Sexisme i musikbranchen.

Og det er blandt andet den medvirken, der har været grundlag for, at hun nu er nomineret til en pris. Hvert år hylder PlanBørnefondens Pigepris en person, gruppe eller forening, som gør en ekstraordinær indsats for at fremme ligestilling. Og i år er Filuka en af de nominerede.

PlanBørnefonden skriver:

”Rapper og musiker Filuka er nomineret til Pigeprisen 2024, fordi hun med sin musik sætter fokus på ligestilling, sexisme og kønsstereotyper, og fordi hun med sin medvirken i dokumentaren ”sexisme i musikbranchen” er en af dem, der går forrest for at skabe en branche, hvor der er plads til mange flere piger, kvinder og måder at være musiker på.”

Sådan stemmer du 

Ahlam Chemlali, Fritt Val og Filuka er nominerede til PlanBørnefondens Pigepris 2024.

Du kan stemme på de nominerede her.

Prisen gives til en person eller organisation, der har gjort en ekstraordinær indsats for at fremme ligestilling.

Det er sjette år i træk, at PlanBørnefondens Pigepris bliver uddelt. Prisen uddeles igen i år i samarbejde med femina.

Du kan læse interviewet med Ahlam Chemlali her.

Du kan læse interviewet med Fritt Val her.

Dokumentaren, hvor en række kvindelige musikere fortæller om deres oplevelser med sexisme i branchen, er blevet det mest sete (non-fiktions) program på DR i år.

Filuka var aldrig i tvivl om, at dokumentaren var et vigtigt projekt:

– Jeg vil gerne prøve at skabe opmærksomhed på den strukturelle sexisme, som vi ser både i musikbranchen, men også i hverdagen. Jeg synes, det er vigtigt at være med til at skabe en branche, der er velkommende for kvinder, siger hun og forklarer:

– Lige nu giver vi en ødelagt branche videre til den næste generation. Men jeg har lyst til at være én af dem, der siger stop. For andre piger skal ikke have de oplevelser jeg havde, blot fordi de identificerer sig som kvinder.

– Det er ofte mænd der sidder og tager beslutningerne, og det er dem, der sidder i magtpositionerne og gatekeeper, siger Filuka og forklarer, at hun oplever, at de er på jagt efter nogen, der passer ind i en meget bestemt kasse.

– De vil have nogen, de kan modellere og forme. Og det går jeg imod, siger hun.

Én af de ting Filuka har kæmpet med, er lange ventetider til at komme i studiet. Derfor byggede hun sit eget lydstudie, lærte sig selv at producere og købte gennem årene det nødvendige udstyr til selv at producere og indspille sin musik.

https://imgix.femina.dk/2024-10-10/DSC02733-1.jpg

Foto: Emilie Lærke Henriksen

I dag er hun chef for sit band bestående af otte medlemmer, og står selv for booking, det administrative i forbindelse med udgivelser, kommunikation og alt andet praktisk.

Filuka var nervøs for repressalier, da hun valgte at sige ja til at deltage i dokumentaren, men hun var aldrig i tvivl om, at hun ville være med.

Blandt andet fordi hun er mor til en seksårig datter, der er begyndt at sige, at hun vil være rapper ligesom sin mor, og hvis drømmen varer ved, ønsker Filuka, at hendes datter bliver mødt af en helt anden branche.

Det samme gælder for de udsatte unge, Filuka underviser i rap og hiphop. Hun er coach og mentor for en håndfuld udsatte unge, der gennem musik får mulighed for at rehabiliterer efter at havde været i ungdomsfængsel, være udfordret af diverse diagnoser eller på anden vis haft en hård opvækst.

– Jeg vil gøre alt for de unge mennesker. De er fantastiske og så dygtige. Jeg tænkte rigtig meget på dem, da jeg sagde ja til dokumentaren. Mine elever har det virkelig svært, men de vil så gerne musikken, siger hun og håber på, at de kan se, at de ikke skal finde sig i at blive behandlet dårligt på grund af deres køn.

Hvem er Filuka

  • Hun døbt Fiona Celeste Spang Bergsøe, da man ikke måtte blive døbt Filuka. Hun er dog aldrig blevet kaldt Fiona

  • Hun er 25 år og har udgivet musik siden hun var 17 år

  • Hun har selv produceret størstedelen af hendes to albums Kronisk forstyrret (2020) og Ordrekvilibrist (2021)

  • Hun er en af de kvindelige musikere der stod frem i DR dokumentaren Sexisme i musikbranchen

  • Filuka kritiserer tit den manglende ligestilling, hun oplever som kvinde. Senest i hendes nyeste nummer Dæmoner, der sætter fokus på drug rape i nattelivet

Filuka startede selv i forskellige hiphop-grupper som 13-årig.

– Jeg startede med at rappe på gaden med mine venner, fra en Christiania-cykel med højttalere og mikrofoner, for jeg ville bare lave rapmusik. Vi skabte vores egne events, lavede scener på distorition, havde vores eget streetwear brand og skabte på den måde vores egne veje, alllerede fra da jeg var 15 år. Det var jo frihed på mange måder.

Frihed i et liv, hvor hun kæmpede med at finde “sit sted” og følte, at hun havde svært ved at passe ind på de mange folkeskoler, hun endte med at gå på.

Men friheden blev efterfulgt af et chok. Da hun kom ud i hiphop-miljøet, opdagede hun nemlig hurtigt, at hun ikke følte sig velkommen – på grund af sit køn.

Jeg kom ind i branchen som lille pige og fik et kæmpestort slag i hovedet. Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne være rapper, fordi jeg var en pige, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg gik altid i stort og baggy tøj, og prøvede at gemme min krop væk. Jeg prøvede på en eller anden måde at klæde mig ud som en dreng, og snakkede dybere. Fordi det blev set som en svaghed at være feminin, så jeg prøvede at gemme min femininitet væk og være mindre kvindelig.

Men det er hun færdig med nu.

Hun vil kunne gå i sine smukke blomstrede sommerkjoler, samtidig med, at hun er tatoveret op og ned ad begge arme og på halsen. Hun vil både have lov til at være smuk og yndig, men også dygtig, klog, stærk og sej. Med andre ord, hun rummer både maskuline og feminine sider, og de kan sagtens sameksisterer.

Egentlig bør det være komplet ligemeget, at hun er kvinde, understreger Filuka, men når hun skal optræde, bliver hun næsten altid præsenteret som ”kvindelig rapper”:

– Det føles ikke særlig rart, at det er det mærkat, der bliver sat på en. For når der kommer kvinde ind i samtalen, så kommer der ofte en masse andre ting ind i samtalen, om hvordan du ”skal” se ud og begå dig. Du skal være spiselig, du skal være likeable og du skal være fuckable.

Det forsøger Filuka at gøre op med, men hun vil ikke afskrive sin femininitet i kampen.

– Det der sker i branchen nu er, at den er så pisse mandsdomineret, at lige nu så er der én krone til kvinderne, og så er der 10.000 til mændene. Men de piger der kommer ind i branchen nu, de skal også have nogle at spejle sig i, både af forskellige type, form, farve og hvad ellers, siger Filuka og tilføjer:

– Kvinder bliver kørt ud mod hinanden som konkurrenter, fremfor at samles som allierede. Man bliver jo bange for, at hvis en anden kvinde har succes, så tager hun noget fra din scenetid - og det er fordi, det gør det. Men jeg tror, at det er vores fineste opgave at alliere os med hinanden. Og det synes jeg også, at vi er blevet bedre til.

Den følelse har især været stærk efter projektet Sexisme i musikbranchen begyndte at tage form. De kvindelige deltagere har støttet hinanden i processen, og flere personer fra branchen har løbende tilsluttet sig debatten om ligestilling.

Hun er stolt af, at hun nu er nomineret til Pigeprisen:

– Jeg har i rigtig mange år prøvet at gøre en forskel for kvinder, men jeg er blevet tysset på så mange gange. Så det er vildt dejligt at blive anerkendt for min stemme i debatten nu, siger hun og afslutter:

– Jeg håber, at der er en masse upcoming artister der kan kigge på mig og tænke, hvis hun kan, så kan jeg også.

Læs mere om:

Læs også