Så du den omdiskuterede fiktionsserie? Ny dokumentar tegner et andet billede

Netflix har aldrig været for fine til at tjene penge på andre menneskers ulyksalige historier. True crime er en del af streamingtjenestens DNA. Making a Murderer, The Staircase og Tiger King er blot et par stykker af de mest populære.

Den nyeste trend er, at Netflix følger deres fiktionsserier op med en dokumentar. De gjorde det med Ted Bundy og Jeffrey Dahmer, og det samme sker nu med sagen om Menendez-brødrene.

The Menendez Brothers' store hook er de omkring 20 timers interview, som instruktør Alejandro Hartmann har fået med brødrene over telefonen. Ellers er den ligesom de fleste andre dokumentarserier og -film, vi får fra Netflix.

Dog med den ekstra krølle på halen, at Erik og Lyle Menendez muligvis står til at blive løsladt på grund af nye beviser i sagen. 29. november i år skal retten således tage stilling til, om de nye fund er stærke nok til at omstøde livstidsdommene, de to fik tilbage i 1996.

En håndfuld ”eksperter”, der på en eller anden måde har tilknytning til sagen, giver historisk kontekst til forældrene, José og Kitty, brødrene Lyle og Erik samt nogle af alle de excentriske personager, der var involveret i mordsagen. Herunder Eriks psykolog, hvis elskerinde var den direkte grund til, at politiet kom på sporet af søskendeparret som mordere.

Det er den slags slibrige og dramatiske detaljer, som gør, at en sag kan få et mindeværdigt efterliv. Ikke mindst fordi retssagen blev vist live på amerikansk tv.

Men er der rent faktisk noget at komme efter med dokumentaren, når man tænker på, at Ryan Murphy og Ian Brennan-dramatiseringen af begivenhederne landede på Netflix for lige knap tre uger siden?

Er de monstre?

Svaret er todelt.

Monsters: Historien om Lyle og Erik Menendez har mere eller mindre allerede opsummeret alle highlights omkring sagen. Derudover er der også en masse spekulationer om, hvad motivet mon har været. Var det hævn for Josés årelange sexmisbrug af drengene og de nærmest daglige tæsk, eller var det kolde og kyniske drab med henblik på at få fat i faderens store formue?

Dokumentaren er anderledes fokuseret.

Tvetydigheden er skrottet, og i stedet fremstår brødrene som to ofre, hvis eneste mulighed for at komme ud af det brutale mareridtsregime, var at slå deres forældre ihjel.

Effekten er langt mere urovækkende.

Fiktionens distance er fjernet, og i stedet ser vi de virkelige menneskers reaktion i retssalen, da Lyle og sidenhen Erik sidder i vidneskranken og fortæller om den ene mere uhyggelige detalje efter den anden.

Vi hører også fra et par jurymedlemmerne, der giver fin indsigt i, hvilke ting de lagde vægt på i forbindelse med sagen. En ting er, hvad der følelsesmæssigt føles rigtigt, noget andet er, hvad loven rent faktisk giver mulighed for.

I den forstand kommer vi mere rundt om sagen. Interviewene er dog dokumentarfilmens helt store højdepunkt.

Skarp opsummering

Det er dog først med cirka et kvarter tilbage af The Menendez Brothers, at vi kommer til, hvordan brødrene har det i dag. Det er således ikke dem som personer, der er drivkraft for handlingen. I stedet er det mordsagen og udfaldet af den, som er primus motor.

At de er skyldige, er der ingen tvivl om. Men motivet bliver der i den grad sat spørgsmålstegn ved, og om den straf, de har fået, er den rigtige.

Filmen er mestendels ukritisk overfor brødrene, selv om der er én interviewperson, som ikke har den fjerneste form for sympati med dem. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at hverken Lyle eller Eriks forsvarsadvokater medvirker.

Lige før rulleteksterne kommer der et skriftligt svar fra Leslie Abramson, der var Eriks advokat, om, hvorfor hun ikke har valgt at medvirke. Budskabet kan opsummeres til, at man skal lade fortiden hvile, og at dommeren har afgjort deres sag.

Er

vellavet? Ingen tvivl om det. Er den relevant? Det er straks sværere at svare på. Hvor

havde nogle kunstneriske valg, som gav serien kant og uforudsigelighed – alene afsnit fem, som formentlig sikrer Cooper Koch som Erik Menendez en hulens masse priser for sin præstation, gør serien til et must-see – er dokumentaren ligefrem og uden slinger i valsen.

Soberheden klæder dokumentarfilmen, men den gør også, at den bliver meget forudsigelig, når man allerede har set Murphy/Brennan-serien. Derfor fungerer den ikke rigtig som akkompagnement. Men for en, der ikke har set fiktionsserien, eller som ikke kan få nok af sagen, er

perfekt.