Hun er USA's første kvindelige, sorte præsidentkandidat. Men hvorfor troede ingen på det?

Da præsident Joe Biden stillede op i live tv-debat mod tidligere præsident Donald Trump 27. juni i år, sad jeg som mange andre i USA og så udsendelsen på kanten af sofasædet og holdt fingrene halvt for øjnene af skræk.

Jeg husker ikke at have set noget så nervepirrende, siden dengang jeg så ”Den sjette sans” med Bruce Willis.

Debatten gik så fatalt dårligt for 81-årige Biden, at der allerede i minutterne efter, den sluttede, begyndte at tikke analyser ind fra journalister og meningsdannere, der ikke mente, at den aldrende præsident var værdig til at tage yderligere fire år i Det Hvide Hus.

Men hvad så?

Alle kastede hænderne op i luften og så ud, som om ingen på noget tidspunkt havde taget højde for, at der skulle være en Plan B.

Hvem kunne være præsidentkandidat, hvis ikke det skulle være Biden? Navne begyndte at florere. Kunne det blive Californiens guvernør, Gavin Newsom, eller Pennsylvanias guvernør, Josh Shapiro? Begge nydelige, hvide mænd i deres bedste alder.

Alverdens scenarier for, hvordan et tronskifte overhovedet skulle blive muligt med så kort tid til præsidentvalget 5. november, blev tegnet op og skudt ned.

Kun én ting var alle kommentatorer enige om: USA var på ingen måde parat til en kvindelig præsidentkandidat. Og da slet ikke vicepræsidenten, Kamala Harris.

Det ville – skulle man tro kommentatorerne i juni 2024 – være et helt umuligt scenarie.

Ikke alene en kvinde, og ikke alene en kvinde med jamaicansk-indisk baggrund, men en sort og indisk kvinde med helt utroligt dårlige popularitetsratings. Umuligt.

Sådan lød mediernes gentagende budskab, og selv i min feministisk-orienterede skrivegruppe her i USA, hvor sms’erne fløj frem og tilbage, var forventningerne lave.

Vi var enige om, at vi alle drømte om en kvindelig kandidat, men altså, det blev nok ikke denne gang.

Så skete det: Biden valgte at trække sig fra præsidentkampagnen, og han skubbede sin vicepræsident ind foran sig og gav hende sin fulde støtte.

Dér stod hun så: Kvinde, ikke-hvid og med et tvivlsomt image i den amerikanske offentligheds øjne.

Nu er Kamala Harris USA’s første kvindelige, sorte præsidentkandidat.

Men hvorfor troede ingen på det?

Det var der (mindst) to stærke grunde til.

Arven efter Hillary Clinton

Europakommissionen har en kvindelig formand i Ursula von der Leyen.

I Danmark er vi i øjeblikket på kvindelig statsminister nummer to, og Island er på sin anden kvindelige præsident.

Margaret Thatcher ledte Storbritannien op gennem 1980’erne, og Benazir Bhuto blev valgt som Pakistans premierminister i 1988, Tyskland har haft sin Angela Merkel.

Og selv om vi netop skal et pænt stykke op i det 20. århundrede, før det ikke er et decideret særsyn at se kvinder i toppen af politik, burde det ikke anses for en umulighed, at en kvinde kunne blive præsident i USA.

Bare i år vandt den første kvinde, Claudia Sheinbaum, præsidentembedet i landets sydlige nabostat, Mexico.

USA har også haft en række af stærke kvinder i politik. Tænk på Nancy Pelosi, Madeleine Albright og Ruth Bader Ginsburg. Og Kamala Harris selv, USA’s første kvindelige vicepræsident.

Og så var der Hillary Clinton. Tidligere førstedame, udenrigsminister under Barack Obama – og demokratisk præsidentkandidat opstillet mod Donald Trump i 2016.

Her har vi netop den første grund til, at ingen ved deres fulde fem troede på, at USA var klar til en kvindelige præsident.

Hillary Clintons kandidatur viste netop, hvor svært det er for en kvindelig kandidat at finde balancen mellem at være intelligent og likable, og hvor svært det er for en kvindelig kandidat ikke at blive kategoriseret som skinger.

Da Hillary Clinton stillede op, udtalte Barack Obama: “She had to do everything that I had to do, except, like Ginger Rogers, backwards and in heels”.

I sidste ende viste Hillary Clintons kandidatur, hvor svært det er for en kvinde at blive valgt som præsident i USA, selv når hendes modstander er en åbenlyst misogyn mand, der praler med sin grænseoverskridende adfærd over for netop kvinder.

Som en i min skrivegruppe beskrev det: Amerikanske feminister blev decideret traumatiserede af valgresultatet i 2016.

Og hvis ikke feminister kunne bevare håbet om at få flere kvinder i toppen af politik, hvem kunne så?

Den konservative modstand

Et af Kamala Harris’ største problemer med at sikre sig sejren ved det forestående valg er netop, at ingen har set en kvinde i det ovale kontor før.

Det kan være svært at stemme på noget, man ikke kan forestille sig. Det var en barriere, Barack Obama overkom i 2008, da han blev valgt som den første sorte præsident.

For Kamala Harris er der den yderligere barriere, at hun er en kvinde, og det betyder noget i et land, der i store områder er præget af en stærk konservatisme.

I det konservative USA er kønsstereotyperne tegnet skarpt op. Mænd er ledere, kvinder er omsorgspersoner – og ideelt set husmødre.

Det er et ideal, Harris udfordrer på flere måder.

Hun er godt nok gift, men hun har ingen biologiske børn. Hun er stedmor til sin mands, Douglas Emhoffs, to nu voksne børn, Ella og Cole.

Hun er uddannet jurist og gjorde først karriere som distriktsadvokat i San Francisco, senere hvad der svarer til justitsminister i Californien, før hun i 2017 blev valgt som senator for Californien og tre år senere stillede op i håb om at blive præsidentkandidat.

Kamala Harris er gået målrettet efter indflydelse, og hendes karriere kan ikke betegnes som andet end ambitiøs.

Selv krediterer Harris sin mor for at have inspireret hende til at gå efter en politisk karriere.

Moren kom til USA fra Indien for at studere på det progressive Berkeley Universitet i Californien, hvor hun, ud over at møde Harris’ jamaicanske far, kastede sig brændende ind i borgerretsaktivisme og sin egen forskerkarriere.

Men selv om fortællingen om den enlige immigrantmor, der både jonglerede karriere og opdragelsen af sine to døtre, er en god historie, er kombinationen af ”kvinde” og ”ambitioner” en tvivlsom cocktail i det konservative Amerika.

Især hvis den ambitiøse kvinde står for en progressiv dagsorden, der som mål vil gøre op med social ulighed og abortforbud.

Det afgørende abortspørgsmål

Der er mange emner i spil i præsidentvalgkampen her i 2024.

Inflationen spiller en stor rolle. Det samme gør immigrationspolitikken for højrefløjen og forskellige former for udligningspolitik for venstrefløjen.

Der er stadig krig i Gaza. Men den store elefant i rummet har sin rod i det kønspolitiske, nemlig abortspørgsmålet.

Efter USA’s højesteret i 2023 omstødte den historiske afgørelse Roe vs. Wade, valgte en lang række republikanskledede stater at gøre abort ulovligt, og frygten for, at Donald Trump vil forbyde abort på nationalt plan, hvis han bliver præsident, er ikke grundløs.

Som modspil går demokraterne til valg på at gøre retten til abort til en forfatningssikret ret for alle amerikanske kvinder.

Det er uden tvivl et punkt, der vil appellere til mange kvinder – også grupper af kvinder på den republikanske side af spektret. Og det har en stor symbolværdi at have en kvinde i front i denne kamp.

Men lad os et øjeblik slå bremserne i og stille det upopulære spørgsmål: ud over den åbenlyst identitetspolitiske sejr, hvad er det så, der håbes på?

Den oprindelige skepsis omkring Kamala Harris’ kandidatur handlede ikke kun om hendes køn, race og alder.

Da hun i 2020 første gang stillede op som præsidentkandidat, vandt hun i primærvalgdebatten mange point på at sætte den senere præsident Biden til vægs i racespørgsmålet.

Til gengæld opfattedes hun generelt af vælgerne som en svag debattør, det var svært at blive klog på. Andre af hendes synspunkter om blandt andet sygesikring til alle er blevet set som for progressive.

Og hendes tid som vicepræsident gjorde intet godt for hendes folkelige popularitet.

Verdens tykkeste glasloft

I Washington DC jokes der med, at det kedeligste job i byen er vicepræsidentembedet.

Kamala Harris virkede i de første år decideret utilpas ved rollen. I offentligheden blev hun opfattet som stiv og stram i betrækket. ”Skuffelse” var det ord, man oftest hørte hæftet på Harris i hendes tid som vicepræsident.

Noget tyder dog på, at det har ændret sig. Måske ventede hun blot på at blive nummer et og træde i karakter. I hvert fald lader Kamala Harris til at have genopfundet sig selv.

Hun træder i øjeblikket dagligt op foran tusindvis af mennesker og taler med stor selvsikkerhed og humor.

Hendes kampagne har været hurtig til at inkorporere den uventede hype fra popstjerner og TikTok-kendisser, der opstod, allerede i dagene efter hendes kandidatur blev offentliggjort, og i modsætning til både hendes modstander og hendes forgænger, forstår hun at spille med på de sociale medier uden selvhøjtidelighed.

I sidste ende er et præsidentvalg et spørgsmål om matematik.

Fløjene er hårdt trukket op mellem de to halvdele af USA, der ønsker henholdsvis Trump og Harris.

For at flytte på meningsmålingernes procentpoints gælder det om at få fat i de vælgere, der ellers ville være blevet hjemme på sofaen, fordi de ikke føler sig repræsenteret.

De to største grupper af sofavælgere i USA er traditionelt unge og ikke-hvide vælgere.

Så måske er både vi og Kamala Harris på vej ind i en ny æra.

Der, hvor en kvinde er den rigtige person til verdens mest magtfulde job.

Harris flyver i hvert fald fremad i farvekoordinerede jakkesæt, sine signatur-Manolo Blahnik-stiletter og en meget stor metaforisk hammer over skulderen, parat til at smadre verdens tykkeste glasloft.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 38/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.