Foto: Privatfoto
Da Line var yngre, fantaserede hun om et stort, overdådigt og ekstravagant bryllup. Det med den hvide kjole, kirken og brudebuketten, der bliver kastet, som hun havde set det portrætteret i alle de amerikanske film.
Hun fantaserede om den kirkelige vielse, fordi den - i hendes unge øjne - havde større pondus end den borgerlige.
Men efter at Line og hendes kæreste fandt sammen for 3,5 år siden, har noget ændret sig i hende.
Nu stiller hun spørgsmålstegn ved nogle af de klassiske bryllupstraditioner, som hun tidligere ønskede sig. For hvilke traditioner kan hun se sig selv i, når hun snart skal giftes?
I Sverige er det blevet foreslået at forbyde en af de klassiske bryllupstraditioner, nemlig at fædre følger deres døtre op ad kirkegulvet. Partiet bag forslaget mener, at det er en patriarkalsk tradition, der ikke hører hjemme i Sverige.
Forslaget fik mange reaktioner - også i Danmark.
Historisk set har denne tradition - og bryllupper - rødder i en samfundsstruktur båret af myndige mænd, fortæller Kirstine Helboe Johansen, lektor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet.
Hun forklarer, at vi ikke skal spole tiden mere end et par hundrede år tilbage i Danmark, før det kun var mænd, der var myndige.
Kvinderne kunne hverken stemme eller eje noget, og derfor var de afhængige af mænd, hvis de ville have en nogenlunde tilværelse.
Først tog deres far sig af dem, og når det var slut - og kvinderne skulle videre ud i verden - så måtte de finde en anden mand, der kunne tilbyde dem kost og logi.
Og det er her, bryllupper kommer ind i billedet.
- Man sikrede sin egen og sine børns sociale plads gennem ægteskabet, siger Kirstine Helboe Johansen.
Hun forklarer, at den oprindelige symbolik i at blive ført op ad kirkegulvet af sin far handler om overgivelse. Som kvinde blev du overgivet fra den ene mand til den næste.
- I bund og grund handlede det om, at efter du havde tilhørt din fars husstand, skulle du videre og tilhøre din mands, siger hun og fortsætter:
- Mange tolker det anderledes i dag, men hvis man kigger på det ud fra et ligestillingsperspektiv, så synes jeg, at det er en pudsig ordning, der holder ved. Fordi den ene overleveres, men det gør den anden ikke.
Den tradition stiller Line Rynkeby Tange også spørgsmålstegn ved.
Hun synes, at hele symbolikken i at blive givet videre er problematisk.
- Og så synes jeg, at det er en negligering af min mor. Hvad har min far af ret til at følge mig op, som min mor ikke har?
Dog har hun endnu ikke besluttet sig for, hvad hun gør. Men hendes umiddelbare bud er, at begge hendes forældre skal følge hende op.
- Hvis jeg kun tog beslutningen ud fra mine egne værdier, så skulle jeg gå op ad gulvet selv.
- For at symbolisere at jeg er mit eget menneske. Det er mig, der tager den her beslutning, for der er ikke nogen, der ejer mig.
Men hun er også påvirket af sine forældres følelser, og hvis det er et ønske, de har, så kommer det med i hendes overvejelser.
Line bryder sig heller ikke om traditionen, hvor der klippes i kvindens slør. Ifølge Kirstine Helboe Johansen symboliserer sløret traditionelt renhed og dermed indirekte mødommen. Og den seksualisering af kvinden bryder Line sig ikke om
Det samme gælder traditionen, hvor man klipper i gommens sok.
- Jeg ser det som et symbol på, at jeg skal kunne stoppe hans sokker. Og det er vammelt at tænke på, at jeg er underdanig og skal ‘tjene ham’.
Bevidstheden om, at hun ikke kan bestemme, hvad gæsterne gør til deres fremtidige bryllup, er der. Men bliver hun spurgt om hendes holdning til traditionen, er svaret: Hun har det ikke godt med den.
Dog er der noget, hun stadig drømmer om: Den hvide kjole.
- Fordi det er det, jeg altid har forestillet mig. Men hvis jeg skulle være helt ærlig, så skulle den jo nok ikke være hvid, siger Line grinende.
For Line føles det, som nogle svære valg hun står over for. At skulle fravælge traditioner, hun hele livet havde forestillet sig skulle ske.
- Men det handler om, hvilke valg jeg kan stå inde for, siger hun og fortsætter:
Jeg synes, at vi skal passe på med at sige, at det bare er tradition. Fordi traditioner gives videre til den næste generation, og måske er der nogle af dem, vi burde sætte en stopper for.
