En simpel daglig rutine kan gøre en stor forskel for både din ånde og dit generelle helbred
Foto: Colourbox
For nogle år siden blev jeg introduceret for et redskab, jeg hverken havde set eller hørt om før:
En bue af metal eller plast med håndtag i hver ende – også kaldet en tungeskraber.
Jeg havde set TV2-dokumentarserien ‘Min sindssygt sunde familie’, hvor familier med særlige sundhedsvaner lukkede os ind i hverdagen.
En af familiernes daglige rutiner var at skrabe tungen, og det viser sig nu at være en rigtig god idé, skriver Videnskab.dk.
Tungeskrabere bruges til at fjerne de bakterier, der sidder på tungens overflade og kan være årsag til dårlig ånde.
Men en daglig skrabning eller børstning af tungen gør langt mere end bare at friske din ånde op – det kan også beskytte dig mod potentielt farlige infektioner i kroppen.
- Når du fjerner mikrober fra tungens overflade, reducerer du risikoen for, at bakterier spreder sig til andre organer og forårsager sygdomme, skriver Videnskab.dk.
Din tunge kan faktisk afsløre meget om din generelle sundhed. Ændringer i tungens farve eller tekstur kan være tegn på helbredsproblemer.
En hvid belægning er ofte harmløs og kan fjernes med regelmæssig skrabning, men vedvarende hvide eller røde pletter kan være alvorlige advarselstegn, der kræver lægeundersøgelse. Forsinket diagnosticering af disse symptomer kan, som Videnskab.dk skriver, i værste fald føre til kræft.
Det er derfor vigtigt at pleje sin tunge, og det kan du gøre ved forsigtigt at skrubbe den med en almindelig tandbørste, eller også kan du anskaffe dig det helt specifikke redskab til formålet; tungeskraberen.
Det behøver ikke at tage meget mere end 10 til 15 sekunder og kan gøres som en del af tandbørstningen – for både frisk ånde og dit helbreds skyld.