Er det her sæsonens sjoveste episode?

’Verdensdamerne’ er endelig tilbage. Men i stedet for at udforske Lissabon, Helsinki eller Wien har de fået kendt jord under fødderne.

Med titlen ’Verdensdamerne vender hjem’ står den nye sæson nemlig i Danmarks tegn.

Et land, den 87-årige Merete A. Baird flere gange højlydt udbryder, at hun altså ikke har været bosat i, ”i over 63 år!”

Hun har derimod frekventeret Paris og New York, hvor hun har arbejdet som forfatter og modekorrespondent.

Hendes medværter i DR-programmet er den tidligere fotomodel og journalist, Lotte Freddie, på 89, og Bente Scavenius. Med sine kun 79 år er Bente den yngste, men med solid baggrund som kritiker og kunsthistoriker giver den unge dame de to andre fornøjeligt modspil.

Præmissen for programmet er den samme: De tre skarpe kvinder skal imponere hinanden med kulturperler, og give oplysende foredrag, mens de fremviser håndplukket arkitektur, kunstmesser, krigsmuseer og håndværk.

Tredje ombæring lægger suverænt fra start med et af sæsonens sjoveste indslag i hjertet af Randers Kommune, i byen Langå.

Her vil Lotte vise veninderne, hvordan kvalitetsgarn bliver til. Hun har derfor taget damerne til Hjelholt Uldspinderi, hvor lam bliver klippet, deres uld kartet og spundet til smukt garn.

Stedet har været i omdrejninger i fem generationer, og den nuværende ejer, Henrik, ved tydeligvis, hvad han laver.

Men det holder ikke damerne tilbage, da Henrik viser dem bordeaux uld med farvenavnet ’Blomme’.

”Den er hindbær-farvet,” proklamerer Lotte tørt. ”Det er den altså. Det er hindbær. Hindbær,” gentager hun, mens Henrik ser lidt forpint ud.

Til sidst medgiver han, at vi da godt kan kalde kuløren for ’Hindbær’ i dagens anledning.

For sådan er det, når man har med ældre damer at gøre.

Der bliver ikke givet ved dørene, og har de først besluttet noget, bliver det gudhjælpemig sådan. Det er ganske charmerende, for selv om de tre kvinder er stædige som æsler, er det aldrig med en nedladende tone, at de irettesætter andre.

De ved simpelthen bare bedre end dig.

Men de får det sagt på en kærlig måde, der vidner om, at de måske trods alt har ret – nu når de har levet et helt liv og oplevet mere krig, kærlighed, kultur og tab, end de fleste af os kommer til. Samtidig er alderen begyndt at vise sig.

Og man må lette på hatten for især Merete, der trods gangbesvær elegant holder trit med de andre to.

Der er altid en gennemtænkt bagtanke med de udvalgte stop, som damerne vælger på deres Danmarkstur.

F.eks. illustrerer garnfabrikken, at strik dominerer modebilledet og er den hotteste hobby for tiden.

Derfor skulle man tro, at kvinderne ville blive henrykte, da selveste PetiteKnit dukker op for at give en privatlektion i strik.

Den ekstremt populære strikdesigner, Mette Wendelboe, der gemmer sig bag PetiteKnit gør sit bedste, og jeg tør ikke gætte på, hvad sådan en lektion koster.

Men damerne tager på underholdende vis den exceptionelle mulighed for givet.

Merete har nemlig et barndomstraume, hvad angår strik. Hun nægter derfor at følge lektionen og fortæller i stedet malerisk om en ond håndarbejdslærer fra sin skoletid.

Det må nærmest været indbegrebet af feel good-tv, at se en ældre dame tage til genmæle og skælde ud på bløde garnnøgler, der ligger i bunker omkring hende.

Da de senere møder Medina, er det med en lignende afslappet, uhøjtidelig tone, der hurtigt får en personlig agenda.

Sangerinden er hovednavn på Skanderborgs Smukfest.

Efter at have rost Medina for sin personlige musik, mister de tre ældre kvinder dog fokus. De begynder i stedet at trække hals for bedre at kigge ’Kun for mig’-sangeren over skulderen.

”Du har den skønneste ægtemand!” udbryder Lotte, mens Medina ser forbløffet på hende og spørger, om Lotte da kender ham?

”Nej, nej, det gør jeg ikke,” svarer Lotte. ”Men jeg kom kørende før og så din mand. Og så tænkte jeg: Wauw! Jeg har da aldrig set noget lignende,” lyder det indsmigrende fra verdensdamen, hvorefter Medina bryder ud i et stort grin og introducerer de tre for den – givet – meget tiltalende premierløjtnant, Malo Chapsal.

Udover den slags svinkeærinder er damerne ekstremt stringente, og der er fart over feltet, så hver episode rummer en myriade af spændende stop.

Som i forrige sæsoner er de tre ekstremt velforberedte, og de kan deres årstal på rygraden. Men med dét kommer også, at episoderne nærmest bliver for tætpakkede.

I episode to får vi dog et kort pusterum. Her støder kvinderne på en tilfældig fisker, som har lagt til kaj, hvor de spadserer på havnemolen i Hvide Sande.

Fiskekutteren er hverken glamourøs eller planlagt.

Men verdensdamerne falder let i snak med ham, og får noget højaktuelt at vide: Nemlig at havet er dødt, og fiskerens kollegaer har droppet deres profession.

Den sørgelige besked fra fiskeren ryster tydeligvis damerne. Mødet er samtidig oplysende og viser en anden side af det Danmark, som kvinderne i fire underholdende episoder hylder.

Der kunne godt være flere af den slags spontane møder. For selv om Danmark er skøn, er det er i damernes naturlige, menneskelige talent for samtale, at programmets største skat findes.

Verdensdamerne får fire ud af seks stjerner.