Den er ubehagelig, ‘Familier som vores’. Og der er ingen garanti for en tryg nattesøvn, når rulleteksterne rammer skærmen, og et afsnit slutter. For mig personligt har serien i hvert fald pustet til den klimaangst, der i forvejen kan komme og sætte sig på mit sengegærde.
For instruktør Thomas Vinterberg, der har også har skrevet manuskriptet til TV 2-serien, skræller menneskeheden helt ind til benet i sin fortælling om et Danmark, der i en nær fremtid bliver evakueret, fordi vandstanden stiger med så stor hastighed, at landet står til at blive aldeles ubeboeligt.
Det gør hele nationen til flygtninge, og den danske befolkning bliver groft sagt opdelt i et a- og et b-hold. Dem, der har råd til at starte en trods alt ret normal hverdag i et land som Frankrig, og dem, der må følge den offentlige kvote og blive genhuset på dorm rooms i Bukarest.
Amaryllis August som Laura.
Foto: Per Arnesen/Zentropa/TV 2
Menneskets ubarmhjertige natur træder frem i lyset i kraft af skuespillerne, der har fået materiale nok i hænderne til at vise, at de er nogle af landets allerbedste. Jeg nævner i flæng Paprika Steen, Nikolaj Lie Kaas, Esben Smed og Magnus Millang, der alle sammen spiller med fråde om munden, gråd ned ad kinderne, men også med glimt i øjnene.
Amaryllis August og Albert Rudbeck Lindhardt er ej at forglemme i dén sammenhæng. De demonstrerer, at de er mere end klar til at løfte den tunge arv videre fra landets – i ordets mest positive betydning – skuespiller-ronkedorer.
Amaryllis August som Laura og Albert Rudbeck Lindhardt som Elias
Foto: Per Arnesen/Zentropa/TV 2.
Udstiller tryghed og privilegier
Når jeg skriver, at der ikke er nogen garanti for en god nattesøvn, når man har set ‘Familier som vores’, så er det, fordi den piller ved de mest grundlæggende etiske og moralske dilemmaer ved at være et menneske. Hvem ville vi for eksempel redde, hvis katastrofen kom? Hvem af vores elskede ville vi følges med for at starte et nyt liv?
I serien bliver dét spørgsmål særligt præsent for Laura (Amaryllis August), der er gymnasieelev, og som bor skiftevis hos sin mor Fanny (Paprika Steen), der er sygemeldt journalist, og sin far Jacob (Nikolaj Lie Kaas), der er en succesfuld arkitekt, og som har fået barn på ny med sin kæreste Amalie (Helene Neumann).
Nikolaj Lie Kaas som Jacob og Helene Reingaard Neumann som Amalie.
Foto: Sturla Brandth Grøvlen/Zentropa/TV 2.
Jacob og Amalie får mulighed for at starte et nyt liv i Paris, og Laura kan følge med der og starte på universitetet Sorbonne. Men Fanny, der er sygemeldt, står til at blive sendt til Bukarest. Vil Laura følge den trods alt lysende fremtid i den franske hovedstad og dermed sende sin mor alene til Rumænien?
Det er et kollektivt uskyldstab i den danske andedam, der udspiller sig, hvor vi er vant til at ligge i ly for de fleste af verdens katastrofer. Og Thomas Vinterberg formår at flette katastrofen ind i en dybt troværdig kontekst, og det er netop det, der gør den allermest uhyggelig.
Familier som vores
Streamingtjeneste: TV 2 Play
Premieredato: 20. oktober 2024
Genre: Drama
Manuskriptforfatter: Thomas Vinterberg og Bo Hr. Hansen
Instruktør: Thomas Vinterberg
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Esben Smed, Magnus Millang, Amaryllis August, Albert Rudbeck Lindhardt, Helene Reingaard Neumann, Thomas Bo Larsen, David Dencik m.fl
Land: Danmark
Antal afsnit: 7
Heldigvis finder små brammer af normalitet vej ind mellem al ulykken og regnvejret. Der laves simreretter og drikkes rødvin, eksaminerne på gymnasiet skal stadigvæk i hus, og på den måde opstår der et konstant underliggende – og bizart – vanvid i, at man jo er nødt til at fortsætte business as usual, alt imens jorden er ved at gå under.
Helene Reingaard Neumann som Amalie og Nikolaj Lie Kaas som Jacob.
Foto: Julia Vrabelová/Zentropa/TV 2.
Men det er også lige netop deri, at det smukke i ‘Familier som vores’ består. Kærligheden er fremtrædende. Det samme er menneskeligheden og barmhjertigheden, alt det, der netop ikke gør os til dyr. Vi tilpasser os, og der vokser noget nyt ud af døden.
På meget Vinterberg’sk manér bliver der med jævne mellemrum spillet på den helt store poetiske og åndelige klinge med salmesang og recitation af hundrede år gamle digte. Men i den her sammenhæng er det helt på sin plads. For det illustrerer den åndelighed, der binder os sammen som folk, alt det, vi ikke kan sætte ord på. Kulturhistorien, sproget og indforståetheden. Og hvem er vi egentlig, når alt det bliver taget fra os sammen med vores bekvemmeligheder?
Håb i det umulige
På elegant vis doserer Vinterberg de rette drys af håb og underspillet humor i hvert af seriens afsnit, så den rent faktisk er til at være i. Dialogen er veloplagt, særligt Magnus Millangs komiske timing bliver et åndehul, og så er teenageforelskelsen mellem Laura og Elias, der udvikler sig til rendyrket kærlighed, for alvor et livsbekræftende lys i mørket.
Magnus Millang og Esben Smed er blandt de mange danske stjerner i Vinterbergs 'Familier som vores'
Foto: Per Arnesen/Zentropa/TV 2
Serien rusker i os. Den minder os om den tryghed og de bekvemmeligheder, vi trods alt har i vores land lige nu, i en verden, der brænder i både krig og klimakrise. Ting, som mange af os nok tager som en selvfølgelighed. Vi har en varm seng at sove i, vi har mad, og vi har job, hvor vi kan realisere os selv.
Og vi har nok for vane at tænke, at ‘det sker kun for naboen’. Men Vinterberg konfronterer os med det faktum, at klimakrisen ikke kender køn, løntrin, klasse, alder og landegrænser. Den kan også ramme familier som vores. Det er, især med seriens smukke og skræmmende slutscene in mente, umuligt at se ’Familier som vores’ uden at reflektere over spørgsmålet: Hvor dyb rod har seriens katastrofescenarier i virkeligheden?"
Det er en skræmmende tanke, som vi ikke kender svaret på. Men i denne skrivende stund øsregner det. Folk cykler i gennemblødt overtøj, vandet fosser ud af nedløbsrørene. Seriens univers føles tættere på, end det er behageligt at erkende.
Men som Holger (Thomas Bo Larsen), Fannys bror, der er havnearbejder, siger på et tidspunkt i serien, mens det hele ser allermest sort ud: “Vi ses sgu nok ikke mere, søs. Men hey, jorden drejer sgu stadig rundt!”
Vi er på jorden lige nu, lige her.
'Familier som vores' får seks ud af seks hjerter.