Rejseguide: Her er det oversete ferieparadis, hvor det hele fås til det halve

Bikinien er pakket øverst i tasken, og solbrillerne sidder allerede på næsen, da rutebussen fra Skopje, Nordmakedoniens hovedstad, triller ind på busstationen i Ohrid. Vi kigger på hinanden og overvejer, om vi bare skal blive siddende. Ohrids moderne forstad, hvor busstationen ligger, er ikke ligefrem et postkort værdigt, og vi har endnu ikke set skyggen af søvand.

De kystnære balkanlande er godt i gang med at markere sig som trygge og budgetvenlige rejsemål for nordeuropæere, der drømmer om en billig badeferie. Bare tænk på Kroatien, der for længst er blevet et hit blandt vinterblege skandinaver, og Albanien, der så småt er begyndt at følge efter.

Men det er ikke nemt at være Nordmakedonien, når danskerne insisterer på hav og sandstrand, for her er ingen af delene. Så hvorfor rejse hele vejen til lilleputlandet med de store følelser?

Det spørger vi også os selv, da bussen kører videre uden os. Trætte og overophedede, ikke mindst på grund af den amerikanske rygsækturist, som brugte den tre timer lange køretur på at diskutere Nordmakedoniens EU-kandidatur med sig selv, trænger vi til at køle ned med en drink i skyggen.

Men svaret giver sig selv, da Ohridsøens blinkende blå dukker op forude efter 10 minutters trav gennem byen. Med det samme giver det mening, at nordmakedonerne selv ynder at holde deres ferier i Ohrid, for det, der snildt kunne være et stykke af den italienske riviera – eller den franske – åbenbarer sig, jo tættere på vandet vi når.

Søen uden ende

Middelhavsstemning fås til overflod i de gamle, brostensbelagte gader, der flugter med marinaen, hvor sejlskibene vugger side om side med turistjoller og små fiskerbåde.

– Fem euro for en sejltur, lyder det lokkende fra turistbådenes kaptajner, der står langs kajen og kappes om kunderne. Og selv om det må siges at være et godt tilbud, slår vi ikke til, men fortsætter de få meter videre til Villa Lucija, vores ly for natten.

Selveste Mama Lucija tager imod os i døråbningen, og vi kan ikke fatte vores held. Til den ydmyge sum af 50 euro pr. nat for to personer bor vi midt i det gamle centrum i første række til vandet med balkon og havudsigt. Lidet aner vi, at det faktisk er ret dyrt – i hvert fald i forhold til Nordmakedonske standarder.

Men det er vi lykkeligt uvidende om, som vi står der og spejder ud over bugten og søen, som er så stor, at vi ikke kan se enden på den. Men den er også blandt Europas ældste, største og dybeste. To tredjedele tilhører Nordmakedonien, mens den sidste del rager ind i Albanien. Det ligner havet uden at være det.

Matadorpenge

Sådan en udsigt er svær at løsrive sig fra, men det lykkes til sidst, og det tager kun få minutter, før vi står på byens eneste gågade. Ohrid med opland har omtrent 42.000 indbyggere, og en stor del af dem befinder sig åbenbart lige her.

De pendler ind og ud af tøjbutikker, iscaféer og teforretninger, der dufter langt ned ad gaden. Og så er der selvfølgelig de mange smykkeforretninger, der falbyder Ohridsøens specialitet, ferskvandsperler, til priser, som sår tvivl om både ægthed og oprindelse.

Vi er blevet fortalt, at priserne i Ohrid er højere end i resten af Nordmakedonien. Men helt ærligt, hvor meget mere billigt kan det blive? Det er lige før, jeg skammer mig over at give mindre end det, der svarer til 70 danske kroner, for frokost for to på en pæn restaurant.

I det hele taget skal man være ekstraordinært rundhåndet, grænsende til det ødsle, for at få opbrugt hele feriebudgettet. Det føles faktisk som at gå rundt med matadorpenge i lommen.

Nordmakedonien var en del af Det Osmanniske Rige i mere end 500 år indtil frigørelsen i 1913, og intet sted mærkes det tydeligere end i den tyrkiske basar, der reelt er en bydel med caféer, restauranter og marked.

Sidstnævnte finder sted dagligt, og morliller på stribe rejser ind fra oplandet for at sælge deres tørrede urter til te og hjemmesyltet konserveres, hvor man må gætte sig til indholdet, for mærkater er ikke noget, der spildes tid på.

Gik man udelukkende efter sanserne, ville det være svært at svare på, hvilket land vi befinder os i. Restauranterne serverer krydret tyrkisk pølse, sucuk, og bagerierne sælger börek, madbrød af fillodej med fyld.

Tesaloner af samme slags, man finder i Istanbul, er her også, hvor to kopper tyrkisk te forvandler sig til fire, hvis man bliver hængende længe nok.

Orker man ikke at gå til og fra basaren, kan man også få den bragt ud. Teenagedrenge tjener lommepenge ved at cykle rundt med fyldte glas te arrangeret på bakker – en balancekunst uden lige, idet de er nødt til at køre slalom mellem fodgængerne.

En reje er en reje

Men te alene stiller ikke sulten. Restaurant Sofija har et vinkort med nordmakedonske vine og en menu med alt godt fra søen. Den største sællert er grillet belvica, en ørredart, der kun findes i Ohridsøen. Jeg spørger tjeneren, hvor rejerne i så fald er fra, for mig bekendt hører de hjemme i saltvand.

– Scampi is scampi, siger han med et skuldertræk, der løst oversættes til ”en reje er en reje”.

Og bordet ved siden af os har ikke mere held. De vil gerne vide, hvilken type baklava de skal bestille til dessert? Disse sirupdryppende, tyrkiske kager af fillodej, som fyldes med forskellig slags nøddepasta.

– Baklava is baklava, lyder det denne gang fra ham.

Den store sælger er han ikke, men prisen kan man i hvert fald ikke klage over. Alligevel springer vi desserten over for i stedet at nå solnedgangen. Den farver søens overflade lilla og lyserød, mens Albanien ovre på den anden side ligger i skygge.

Der er lige tid til et lille aftendyp – det er trods alt en badeferie – og mens solen forsvinder bag en albansk bjergkæde, fryder vi os over en åbenlys fordel ved søen fremfor havet: Ingen måger!

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG 39/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.