Sundhed
25. oktober 2024

Rikke lå i det dampende karbad og rystede af kulde. Da lægen hørte det, hastede han hjem til hende

Rikke sprang i 2013 ind i det nye år med uvished om, at hun snart skulle kæmpe sig tilbage til livet med hele sin stædighed og viljestyrke.
Af: Matilde Gottschalck Næblerød
Rikke_Koma

Foto: Gregers Overvad/Aller Foto & Video.

Rikke var 38 år og på toppen. Nytårsaften sprang hun ind i det nye år med sin mand og tre børn. Året var 2013.

Hun var netop hjemvendt hjem fra Boston til Randers, og forskerkarrieren var på sit højeste. Og mens fyrværkeriet eksploderede i flotte farver, var hun lykkeligt uvidende om, at hendes liv ville tage en drastisk drejning allerede dagen efter.

Den 1. januar 2013 om formiddagen fik Rikke det skidt. Hun frøs.

– Jeg tog et karbad, men selv om jeg lå i det dampende varme vand, rystede jeg af kulde, og feberen blev ved at stige, fortæller den 50-årige Rikke Schmidt Kjærgaard, der i dag bor i København.

Næste morgen hastede hendes læge hjem til hende, da han fik beskrevet symptomerne.

Rikke var begyndt at blive rød og blå på huden.

Lægen frygtede, at Rikke var ramt af sepsis, der er blodforgiftning, og ringede omgående 112. Det kunne dreje sig om minutter, advarede han.

Og det var i sidste øjeblik. I ambulancen på vej til hospitalet fik Rikke hjertestop.

– Jeg var klinisk død i 40 sekunder. Jeg har ingen erindringer om det, fortæller Rikke.

På hospitalet konstaterede lægerne, at hendes organer var ved at lukke ned. Hun havde ganske rigtigt fået sepsis, og hun var ramt af hundredvis af blodpropper i kroppen og en hjerneblødning.

Rikkes familie fik den fortvivlende besked; at ingen vidste, om hun ville overleve.

– Mine tre børn skulle ind at sige farvel til deres mor.

Kunne kun blinke

Men Rikke døde ikke. I 12 døgn lå hun i koma, inden hun langsomt begyndte at vågne.

– Det var ikke som på film, hvor folk slår øjnene op og skal høre, hvad de er gået glip af. Det går langsomt, og man kan måske registrere, at man er vågen i et par sekunder ad gangen. Men man er diffus og forvirret.

Flere scanninger viste, at Rikkes hjerne havde ar efter blodpropper og hjerneblødningen, så lægerne antog, at hun var hjerneskadet.

Den første tid var øjnene kun lidt åbne, hvilket også er et typisk tegn på hjerneskade.

Men under overfladen var Rikke klar i hovedet. Hun opfattede, at der blev talt om hende, som om hun ikke var til stede.

Men hun forstod, hvad der blev sagt. Hun kunne ikke røre sig, ikke tale, men der var én ting, hun kunne; hun kunne blinke med øjnene.

– I lang tid kommunikerede jeg ved at blinke. Først med en staveplade, men det blev for besværligt. Herefter blinkede jeg en gang for ja og to gange for nej. Min mor spurgte altid som det første, om jeg lå godt. Ud fra mine blink forsøgte hun at gøre det mere behageligt for mig.

Set som menneske

Rikke blinkede sig tilbage til livet og blev flyttet til Hammel Neurocenter for at genoptræne. Her blev særligt ét møde afgørende.

– Jeg var til møde med overlægen, fysioterapeuten, ergoterapeuten og sygeplejersken. De satte sig i en kreds rundt om mig. Jeg sad i en kørestol med hovedet sænket, da jeg ikke havde kræfter til at holde hovedet oppe. Overlægen gik ned på knæ og kiggede op i mit ansigt og sagde ”Hej Rikke. Hvad vil du gerne?” Det var første gang, jeg følte, jeg blev taget alvorligt. Første gang, jeg følte mig som menneske, fortæller Rikke.

På det tidspunkt havde hun lært at sige nogle få ord.

– Jeg svarede: ”Gå.” Jeg havde sat mig et mål om, at jeg skulle kunne gå ud derfra, når jeg var klar til at komme hjem.

For Rikke var det vigtigste at blive set som menneske og ikke som patient.

– Min datter, Victoria, medbragte billeder af mig og satte på mit sengebord, fra før jeg blev syg, så lægerne og sygeplejerskerne kunne se mig som menneske, før de så mig som patient. De begyndte at tale til mig på en anden måde, og det var vigtigt. Det er jeg taknemlig for.

Stædig sejr

Rikke trænede intensivt og blev langsomt stærkere. En dag da hun blev trillet til træning i sin kørestol, kom de forbi et gangstativ.

Selv om sygeplejersken mente, at Rikke ikke var klar endnu, var Rikke stædig.

– Jeg gik en omgang, og det var den vildeste sejr. Jeg fik så megen kampgejst af det.

Rikke fik i begyndelsen af sit forløb at vide, at de yderste led af hendes fingre måtte amputeres, da der var gået koldbrand i dem på grund af sepsis.

For Rikke, der elsker at tegne og male, var det en slem besked.

Hun fik dog et stykke tid til at vænne sig til tanken.

– Fingrene skulle sidde på i lang tid i forhold til heling af nervebanerne, så fantomsmerterne ville blive mindre. Mine fingre var kulsorte, og de var krøllede og hårde som sten.

Da Rikke vågnede op efter operationen, var hendes tommelfinger på venstre hånd den eneste finger, der ikke var amputeret.

Hun satte kort tid efter operationen et nyt mål; hun ville lære at tegne igen med sine nye hænder.

Rikke_Koma

Rikke har lært at tegne igen med sine nye hænder.

Foto: Gregers Overvad/Aller Foto & Video.

Et forandret liv

Rikke nåede sit første mål. Hun kunne efter tre måneders genoptræning forlade Hammel Neurocenter, gående til fods. Det var til et forandret liv.

– Man kommer aldrig tilbage til den, man var før. Man er en anden. Det er lidt forfærdeligt at sige, at der skal en så voldsom oplevelse til, før man opdager, hvem man i virkeligheden er, og hvad man egentlig godt kunne tænke sig.

Hendes børn var hele tiden opmærksomme på hendes behov. Forløbet havde påvirket dem.

– Hver gang jeg hostede, var de der. Victoria, der dengang var 14 år, var især bekymret for mig. Daniel, der var 8 år, var egentlig bare bange. Og Johan, der var 18 år, følte et stort ansvar over for sine yngre søskende.

Rikke havde brug for hjælp. Hun skulle vænne sig til at bruge sine nye hænder, og hun havde fået nedsat syn på det ene øje. Meget skulle hun derfor lære på ny.

– Jeg kunne jo nærmest ikke skrælle en kartoffel, da jeg kom hjem.

For Rikke blev de mange timer derhjemme afgørende for hendes syn på tilværelsen.

– Pludselig havde jeg tid til at sludre med mine ældre naboer, som også var hjemme det meste af dagen. Vi fik en masse snakke om alt muligt. Jeg opdagede mine naboer på en ny måde. Jeg begyndte at kigge på mennesker på ny. Jeg kunne se, at andre også havde noget at kæmpe med.

Rikke tog sit liv op til revision. Hun havde førhen været drevet af ambitionen om en succesfuld karriere.

Det sagde hende ikke noget nu.

Hun ville lave noget, der gav mening for hende. Det blev hendes nye drivkraft.

Rikke_Koma

Rikke kan bruge mange timer på at tegne og male.

Fællesskab for børn

Rikke valgte derfor at forlade sit forskerjob, og i 2017 tog hun initiativ til at oprette en klub, hvor børn kan gå til videnskab i deres fritid.

– Da vi boede i Boston, gik min datter i en videnskabsklub. Jeg kunne se, hvordan hun blomstrede op i miljøet, og jeg ønskede at skabe det samme for børn i Danmark. Jeg fik en pose penge fra Lundbeckfonden og startede klubben med Petrine Wellendorph, som jeg kendte fra forskermiljøet. Hurtigt voksede det sig stort, og vi fik penge fra forskellige fonde. Efter en tid valgte Petrine at fokusere på sin forskerkarriere, og jeg gik fuldtid på Videnskabsklubben, der i dag hovedsageligt er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Rikke_Schmidt_Kjærgaard

Videnskabsklubben har i dag over hundrede klubber rundt om i landet, hvor børn kan gå til videnskab.

For Rikke er det især fællesskabet, som hun elsker at give videre.

– Vi ser mange børn, der trives godt i Videnskabsklubben, fordi de bliver en del af et fællesskab, smiler Rikke.

I dag bor Rikke i et hus på Amager sammen med sin yngste søn, Daniel.

Hun er blevet skilt fra sin mand, og hendes to ældste børn er for længst flyttet hjemmefra.

Huset har hun gennemrenoveret og indrettet med flotte møbler, bøger og nips fra sine mange rejser rundt i verden.

Især naturen fylder i indretningen.

Rikke_Schmidt_Kjærgaard

Rikke har mange indrammede sommerfugle; hun er vild med deres evne til at forvandle sig. På mange måder symboliserer sommerfuglene Rikkes forvandling; hun er kommet ud på den anden side af det barske sygdomsforløb for 11 år siden med en forandret indstilling til livet og et stort gåpåmod.

Og ja: Hun har både lært sig at male og at tegne med sine nye hænder.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også