Peter Sommer: "Det er en fantastisk måde at starte sin dag på, når man er et ordmenneske"
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Peter Sommer har et travlt efterår foran sig. Han er under halvvejs med sin omfattende ‘Alene med Palle I Verden-tour’, hvor han rejser land og rige rundt i selskab med Palle Hjorth. Sammen åbner de op for et blændende bagkatalog af både gamle kendinge, nye numre og lånte melodier.
Selvom makkerparret i øjeblikket holder en kort pause, er Peter Sommer travlt optaget. Alt andet ville, i hans optik, være ganske frygteligt.
Han er derfor tilbage i studiet. Studiet er nu, ifølge ham, blot et fint ord, for det skur, hvor han også har sin cykel hængende. Her arbejder han på at færdiggøre sin næste plade. For når træerne igen får deres forårspragt tilbage, drager Peter Sommer på tur. Igen.
Førstesinglen ‘Broerne i Paris’ er allerede landet. Og den tager han med, når han rammer fire danske byer med et helt nyt grand ensemble.
Med en gloværdig solokarriere, der efterhånden er ved at være 20 år gammel, er Peter Sommer måske en af Danmarks mest vedkommende stemmer. De fleste har måske stiftet bekendtskab med numrene ‘Valby Bakke’ og ‘Elskede at drømme, drømmer om at elske’ eller med duoen ‘De eneste to’, som han dannede med Simon Kvamm i 2010.
Men hvad er Peter Sommer optaget af, når han ikke planlægger sit franske forår? Det undersøger vi nu, når han giver en status på sine kulturvaner og tilværelsen, som den ser ud i øjeblikket.
Hvad er det første, du læser hver dag?
Jeg har holdt avis hele mit liv. Fra jeg var 18 år har jeg holdt Politikken, men jeg fik nok for halvandet år siden. Så prøvede jeg at leve et liv uden en morgenavis, hvilket ikke fungerede særligt godt. Det lyder måske højpandet, men nogle gange har jeg en bog eller en digtsamling liggende. Det er en fantastisk måde at starte sin dag på, når man er et ordmenneske. Nu har jeg Weekendavisen på et godt tilbud, og den er kommet ind for første gang i dag. Jeg har dog fem unger, så dagen starter sjældent med, at jeg får lov til at sidde og bare hygge med min avis.
Hvad er din favoritavis så?
Nu håber jeg, at det bliver Weekendavisen. Jeg har tit set den ved gode venner ligge nærmest uberørt, når det bliver torsdag. Jeg håber, at jeg får den ædt fuldstændigt op.
Hvad er den vigtigste bog, du har læst?
Jeg har lige læst en bog, der hedder ‘Stakkel’ af Matias Faldbakken, som jeg fik i 50-års fødselsdagsgave. Det er i hvert fald den vigtigste, jeg har læst de sidste 10 år. Den lå ellers og kiggede lidt på mig og så lidt tynd ud uden nogen særlig inciterende forside. Denne bog starter i et langt mere fantastisk billede end det nære. Man ender alligevel med at læse sin egen holdning til byens blændværk og til stort set alt, der er omkring en, ind i fortællingen. Så det er en genial lille bog. Og det er et genialt forfatterskab, der har åbenbaret sig for mig. Der er et eller andet ved Norge, som altid gør mig ret træt. Men lige ham her, han tog røven på mig.
Hvad gør du for at finde ro?
Cykler. Jeg cykler den samme tur rundt på Amager hver gang, så foregår der ikke andet end at vente på at trykke ned og hive op, trykke ned og hive op. Naturen er ved siden af, og den er næsten en modstander, som altid blæser en i hovedet.
Hvad er din største last?
Sukker – Selvom jeg også ryger en gang imellem. Jeg har et utroligt mærkeligt forhold til slik, og jeg har svært ved at leve uden det. Det giver mig ellers en helt ufantastisk følelse inde i kroppen, men så får jeg en unægteligt trang til at synde. Og så køber jeg slik om aftenen, vel vidende at jeg, som Quark fra Valhalla, bare sluger det og fjerner det fra jordens overflade så hurtigt som muligt. Så kan jeg nemlig komme i gang med at have det dårligt over det. Det er sygt.
Hvad spiser du, når ingen kigger?
Sukker. Igen
Hvad spiser du rigtig tit?
Fisherman’s Friend.
Har du en underlig besættelse?
Sukker er en underlig besættelse for en mand på 50 år. Jeg håber snart, der kommer en Montgomery og befrier mig for den. Det har fyldt i mit liv, siden jeg var otte år.
Hvilken kunstner har du senest lyttet til?
Jeg lytter utrolig meget til mig selv for tiden, fordi jeg er ved at færdiggøre en plade. Jeg prøver ikke at lytte til så meget andet, hvis jeg skal være helt ærlig.
Hvilken film eller serie kan du se igen og igen?
‘Young Sheldon’ på Netflix. Jeg har fundet serien sammen med min datter, og efterhånden er resten af min familie også kommet med. Det er en serie for yngre mennesker om et vidunderbarn i en almindelig familie i USA. Den har vist sig at have en enorm slidstyrke og spændvidde for os alle. Vi ser den virkelig meget.
Hvilken ting gør dit liv lettere?
Jeg troede hele mit liv, at når jeg fik en utrolig sej køkkenmaskine, ville mit liv blive lettere. I går tog jeg for første gang det, man nok ville kalde en dyr badboy, i brug. Og den var så skuffende. Jeg kunne bare have brugt en stavblender til 199 kroner fra spotvarer. Så havde jeg fået suppen lige så lind og fin som med det store udstyrsstykke, jeg skulle stå og gøre rent bagefter. Den flød over det hele, og den kunne ikke en skid. Så nu er der en Magimix til salg – brugt én gang.
Hvem inspirerer dig inde på dit felt?
Det er der mange, som gør. Min samarbejdspartner Klaus Q, som jeg skriver og driver alle sangene med, inspirerer mig daglig. Peter Sommer er efterhånden blevet et lille band bestående af ham og jeg.
Hvor får man det bedste måltid i København?
Når de gider at lave den — hvilket de efterhånden kun gør, hvis man ringer et par dage forinden, da den er taget af kortet — synes jeg, at Bingo her på Amagerbrogade laver en spaghetti meatball sandwich, som er second to none i København.
Hvad er dit yndlingssted i byen?
Ingolfs Kaffebar, min nabo.
Hvad gør du for lidt?
Når man ser de her gamle mænd ude på den cykeltur, jeg også er på, som bare stille og roligt kører Amager rundt. Og som ud fra kuløren ser ud til at have kørt rundt hele deres liv, så tænker jeg: hvorfor er jeg ikke bare herude hver dag?
Hvad er dit motto?
Gode mottoer har det med at blive udvandet, når man ser dem trykt alle mulige mærkelige steder. Derfor holder jeg mig lidt fra dem. De er så svære at leve op til – hvorfor så have dem?