Hun er på ferie med sin mand og sine to små børn, da hun får beskeden: "Det kom som et granatchok"

Emilia Aasted, hendes mand og to små børn er på en weekendtur til London for at besøge noget af deres familie. En morgen sidder hun alene på sengekanten i sin kusines hus i London, da der popper en notifikation op på hendes telefon:

“Nyt prøvesvar tilgængeligt i Min Sundhedsplatform”

Hun venter svar på en blodprøve. Efter hun for nylig fik sin datter, har Emilia døjet meget med brystbetændelse og svamp på brystvorterne.

Uvidende går hun ind i app’en og tjekker svaret. Men der står ikke det, hun regner med.

Chokeret begynder hun at google de latinske ord fra prøvesvaret.

Parallelt med blodprøverne fik hun foretaget en biopsi i sit ene bryst. Og så går det op for hende, hvad svaret betyder.

Hun har kræft, aggressiv brystkræft.

Hvordan fortæller man sin mand og to børn, der intetanende venter med morgenmaden nedenunder, at man er syg?

I løbet af de seneste år bliver flere og flere mennesker under 50 år diagnosticeret med kræft. Det viser en undersøgelse publiceret i BMJ Oncology.

På verdensplan er antallet steget med næsten 80 procent de seneste 30 år.

I Danmark er stigningen ikke lige så stor, men også her er antallet blevet højere. Hos kvinder er antallet steget med 20-25 procent i samme periode, hvorimod stigningen hos mænd er 15 procent.

I sommeren 2021 finder Emilia en knude i sit bryst. Den bliver undersøgt, og beskeden er klar - det er ikke kræft. I samme omgang finder hun ud af, at hun har en genfejl kaldet BRCA2. Det øger risikoen markant for både bryst- og æggestokkræft.

- Da jeg fik beskeden om BRCA2-genet, tænkte jeg, at det var noget, der kunne ligge længere ude i fremtiden. Jeg havde aldrig overvejet, at jeg kunne blive syg i så ung en alder.

Men da hun et års tid senere sidder og ammer sin fem måneder gamle datter, opdager hun igen en knude i sit ene bryst.

- Knuden brændte lidt, så jeg holdt grundigt øje med den. På en eller anden måde blev den ved med at kalde på mig, jeg kunne simpelthen ikke ignorere den, så jeg reagerede.

Emilia får taget prøven en septemberdag i 2022. Hun husker, hvordan hun ligger på en briks på Gentofte Hospital. Hendes mand, Andreas, og datter, Anna, er med. I rummet er også to kvindelige læger, som skal foretage en grovnålsbiopsi. Rummet er roligt, og fyldes med Annas knirkende, babylyde.

Emilias egen læge tror ikke, knuden er kræft, men på baggrund af hendes BRCA2-genfejl, sender lægen hende alligevel i et akut kræftpakkeforløb for at være på den sikre side.

- Pludselig ændrer stemningen sig radikalt. Andreas og Anna bliver sendt udenfor døren. Der må være ro, fortæller lægerne.

- For mig er det tydeligt, at alvoren træder ind i rummet i takt med, at Andreas og Anna træder ud.

Hyggesnakken er forstummet. Lægerne udfører deres arbejde med en enorm seriøsitet, alvor. To gange bliver der stukket med den store nål og taget prøver fra hendes mælkefyldte bryst. Og så er det slut.

Emilia møder Andreas og Anna udenfor. De er helt rolige, og det smitter.

- Jeg registrerede, at der kunne være fare på færde. Men jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det var brystkræft. Det kom som et granatchok, da jeg fik diagnosen, siger hun.

I årene 2017 til 2021 blev næsten 5000 kvinder årligt diagnosticeret med brystkræft. Cirka en femtedel af dem var under 50 år.

I samme periode døde 1.077 kvinder årligt af brystkræft.

Da Emilia får forklaret, hvad behandlingsforløbet indebærer, får hun et chok. Går i krise og føler sig naiv over ikke tidligere at have gjort sig nogle tanker om, at man godt kan dø af brystkræft.

- Det er heldigvis en sygdom flere og flere overlever. Men i den retorik kan vi komme til at glemme at fortælle, at der stadigvæk er nogle, som dør af sygdommen. Det er ikke en lyserød diagnose, det er en blodrød kræftdiagnose.

Emilias behandlingsforløb gør hende infertil, sætter hendes krop tidligt i overgangsalderen, hun glemmer mange ting og får problemer med fordøjelsessystemet. Og hendes bryster skal fjernes og efterfølgende rekonstrueres. I perioden efter operationen, vil der være et par måneder, hvor hun ikke kan bære sine børn.

- Det var fuldstændig uoverskueligt, når jeg havde Anna, der på tidspunktet for operationen kun lige var fyldt et år, og Hubert på 3,5 år.

- At kunne bære sine børn er noget af det, der er ret fundamentalt ved moderskabet. Løfte dem op til sig, når de græder. Bære dem i seng, når de er trætte.

Emilia følte, hun mistede en masse til sygdommen. Den tvang hende til at være mor på en anden måde end tidligere.

- Jeg følte en sorg over at måtte indrette mit moderskab efter min sygdoms præmisser. Og den sad dybt i mig i den periode, tabsfølelsen. Drømme om at det kunne have været anderledes.

Selv om Emilia havde to store sår, hvor hendes egne bryster havde været og implantaterne nu sad, fandt familien alligevel en måde, hun kunne være tæt på børnene.

I sofaen blev der lavet stationer med puder, så børnene var på niveau med Emilia og kunne kravle tæt på hende, uden hun skulle løfte dem. Da sårene begyndte at hele, kunne hun sætte en pude foran sit bryst og børnene kunne ligge på hendes mave og i hendes skød - som de plejede.

Og dét er et af kendetegnene ved hendes kræftforløb. Den evige vej mod en løsning og forsøget på at holde fast i sig selv og sin kerne gennem det hele.

- Den aften vi kommer hjem fra London, åbner jeg mine noter på telefonen og begynder for første gang i mit liv at skrive, forklarer Emilia.

Den nat finder hun ud af, at ordene er et sted, hun kan søge hen. Og de bliver en smertelindring for hende - en omsorg.

- Mange ting ville ændre sig, og jeg havde et stort ønske om, at kunne genkende mig selv på den anden side. Det hjalp ordene mig med. Samtidig med at jeg udforskede smerte og krise gennem mine tekster.

Emilias noter ender ud i digtsamlingen ‘Mamma - I skal vide hvor jeg findes’. Den blev udgivet 26. september i år - toårsdagen for Emilias kræftdiagnose.

Hun forklarer, at en dag, når hendes to børn, Hubert og Anna, er voksne, skal de læse bogen sammen. For hendes sygdomsforløb er også en del af deres historie. Men tiden er ikke til det endnu.

Selv om der næsten er gået et år, siden Emilia fik sin sidste behandling, vågner hun nogle gange om natten og må minde sig selv om, at det ikke har været et mareridt. Det kan føles så uvirkeligt, voldsomt og som om, at alting endnu ikke helt er landet i hende.

Og så er der også de dage, hvor hun kan mærke, at der er sket en forandring. Hvor hun tør tænke længere end én dag ud i fremtiden.

- Da jeg var syg, blev jeg fortalt, at når mit hår voksede ned til mine skuldre, ville jeg være et sted, hvor sygdommen ikke længere fyldte alt indeni mig.

Når man kigger på Emilia, mangler der meget få centimeter, før håret rammer hendes skuldre.