Denne nye Netflix-film holder dig fanget til skærmen i samtlige 90 minutter

Der er noget herligt befriende ved film, der formår at fatte sig i korthed, skære alt det ligegyldige fra og forholde sig målrettet til den præmis, den sætter i gang. Især med thrillere og spændingsfilm er det afgørende for oplevelsen, at man holder historien skarp.

I samarbejde med gysermesteren bag blandt andet ‘Evil Dead’ og ‘Drag Me to Hell’, producenten Sam Raimi, har instruktørduoen Brian Netto og Adam Schindler skabt en sådan film.

Tynget af sorg tager Iris (Kelsey Asbille) ud til det sted, hvor hendes søn mistede livet i en tragisk ulykke. Hun ønsker ikke at leve mere og skal til at springe ud over den klippe, der tog hendes søns liv, da den tilsyneladende flinke unge mand Richard (Finn Wittrock) dukker op.

Der bliver ikke talt meget i ‘Don’t Move’, men den sparsomme dialog, der er, bliver brugt effektivt. Som når Iris fortæller Richard om sin søns tragiske død, og Richard efterfølgende taler hende fra at springe. Vi får fortalt præcis det, vi har brug for.

Om Richard har fulgt efter Iris eller ej, får vi ikke at vide, og det er heller ikke vigtigt. Men for sent går det op Iris, at han ikke er den venlige mand, han først giver sig ud for at være. Efter at have pacificeret hende med en taser, bortfører han hende.

Da Iris kommer til sig selv, ligger hun bundet med strips på bagsædet af hans bil. Efter en intens kamp lykkes det hende at slippe fri. Desværre blot for at opdage, at Richard i mellemtiden har givet hende en indsprøjtning, der langsom lammer hendes krop.

Hun forsøger alligevel at flygte, og man mærker hendes desperation over, at hendes krop langsomt overgiver sig til den lammelse, der uundgåeligt kommer. Alt imens Richard roligt følger efter hende.

Den kontrast, der er mellem de to karakterer, er en af filmens mange styrker og primære drivkraft. Det skyldes ikke mindst sikkert skuespil fra både Asbille og Wittrock.

Herligt utilregnelig psykopat

Især Asbilles præstation giver filmen det, der gør, at man som seer sidder på kanten af sædet fra start til slut. Det er imponerende, så meget hun siger med sit ansigt uden at sige et eneste ord.

Til trods for at filmen foregår i åbent landskab med til tider virkelig flotte naturbilleder, er der noget foruroligende og klaustrofobisk ved at overvære Iris, der til sidst hverken kan snakke eller bevæge sig.

Man mærker hendes desperation og sidder med samme fornemmelse af hjælpeløshed, som da man så ‘Buried’ med Ryan Reynolds.

Som det psykopatiske modstykke er Wittrock herligt utilregnelig, når han flere gange skifter mellem at være underspillet ubehagelig og eksplicit voldsom, og på brutal vis gør kort proces med de folk, der forsøger at komme Iris til undsætning.

Dette kombineret med Schindler og Nettos sikre håndtering af simple filmiske virkemidler som effektive lydeffekter, POV-skud fra Iris’ perspektiv samt vellykkede closeups, gør ‘Don’t Move’ til en ekstremt vellykket thriller, der aldrig vier fra sin simple præmis.

Det er ganske vist ikke en film, der sidder i kroppen længe efter, den er slut. Men mens man ser den, ænser man intet andet. Og det hører til sjældenhederne i Netflix’ mange produktioner.