For 100 år siden kunne en mand banke sin kone med en kæp uden at det var skilsmissegrund. I dag er det heldigvis anderledes

Man skulle måske tro, at vold i ægteskabet ville være den første lovmæssige grund til at opnå skilsmisse. Men det var ikke på tale før langt op i nyere tid.

Derimod var det i slutningen af 1500-tallet skilsmissegrund, hvis du gik ind i et ægteskab vel vidende, at du var impotent.

Den første store milepæl i skilsmissens historie kom med den såkaldte “ægteskabs-ordinans” i 1582, hvor det ud over impotens som årsag også blev muligt at opnå skilsmisse, hvis ens ægtefælle havde bedrevet hor, hvis han havde forladt en i mindst tre år, eller hvis en ægtefælle havde påført den anden en smitsom sygdom.

Loven blev indskrevet i den toneangivende Danske Lov, som blev vedtaget i 1683, hvorefter skilsmisseloven ikke blev ændret i – hold fast! – 240 år.

Det fortæller Karen Vallgårda, ph.d. og forsker i familie- og følelseshistorie ved Københavns Universitet.

– Helt op til 1922 blev skilsmisser håndteret på basis af en 240 år gammel lov, som altså stammede fra en tid, hvor samfundet så markant anderledes ud, og hvor moralbegreber og kønsnormer var nogle helt andre, siger hun.

Der kom i løbet af 1800-tallet gradvist flere bekendtgørelser og retsregler, som gjorde det muligt at blive skilt på baggrund af vold, tyranni, drikfældighed, manglende forsørgelse eller blot, at parterne ikke ønskede at leve sammen.

Det var dog langtfra altid, at det var så nemt, som det lyder, at blive skilt på de baggrunde.

Karen Vallgårda fortæller på sin Instagram-profil @skilsmissehistorier om separationen med parret, som hun har givet de fiktive navne Gustav og Sofie.

Da de ældste af deres seks børn var voksne, skrev de til myndighederne, hvordan faren havde pryglet deres mor med en tyk egestok, truet hende med et gevær og behandlet hende som en slave.

Men selv om Straffeloven af 1866 forbød en mand at mishandle sin kone, forsøgte myndighederne at bevise, at hans opførsel skyldtes, at hustruen for eksempel havde haft en udenomsægteskabelig affære.

Parret endte med at blive separeret, og det lykkedes “Sofie” at få det ene barn, men de blev aldrig skilt.

– Det var stadig enormt skamfuldt og en skændsel for mange at blive skilt. Det lugtede af dårlig moral og usædelighed, siger Karen Vallgårda, som tilføjer, at selv i de tilfælde, hvor par blev skilt på baggrund af vold i ægteskabet, blev der så godt som aldrig rejst tiltale efterfølgende.

Takt og tone – i skilsmisser

Skilsmissen har til alle tider været set som samfundsundergravende og demoraliserende i et vist omfang.

Godt nok udfordrede den litterære bevægelse Det Moderne Gennembrud opfattelsen i slutningen af 1800-tallet, hvor bl.a. Henrik Pontoppidan, Georg Brandes og Henrik Ibsen hyldede den frie kærlighed og erklærede, at ægteskabet var kvindeundertrykkende.

Men det ændrede ikke på, at det ikke var comme il faut at blive skilt.

Det lå også i budskabet fra Emma Gad i “Takt og Tone” fra 1918: “At være opvokset i et harmonisk hjem, hvor mand og hustru elsker hinanden og lader hjemmets gode ånd ubevidst indvirke på børnene gennem et glad sindelag, det er måske den største lykkegave at tage med sig ud i livet og senere hen den bedste arvelod af have fået.”

Få år efter, i 1922, blev den ægteskabs- og skilsmisselovgivning, vi langt hen ad vejen følger i dag, i øvrigt vedtaget.

Konservative Ditlevsen

I 1950’erne var idealet stadig i høj grad kernefamilien, og her var ikke mindst Tove Ditlevsen tone­angivende i sin rolle som brevkasseredaktør i bl.a. Familie Journal.

Karen Vallgårda fremhæver et brev, som en kvinde desperat skrev til Tove Ditlevsen efter 21 års ægteskab: “Han har slået mig mange gange og skælder mig ud for de frygteligste ting. Han har beskyldt mig for at have andre, og han tror, jeg kommer gift i hans mad. Mine nerver er så tyndslidte, at jeg har tænkt på separation, men han vil ikke, for så skal han dele med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Kan De hjælpe mig?”

Det er svært ikke at heppe på kvinden og naturligt formode, at Ditlevsen, der selv var gift fire gange, bakkede hende op.

Det gjorde hun ikke ligefrem: “Men tro mig; om nogle år falder Deres mand til ro, og man har før set, at ægtepar, der har levet som hund og kat det meste af en menneskealder, ender med ikke at kunne undvære hinanden.”

– Man mente stadig, at kvinden havde et moralsk ansvar, ikke kun over for børnene, men faktisk også et nationalt ansvar, som handlede om at skabe det gode hjem som fundament for den stærke nation, forklarer Karen Vallgårda.

Antallet af skilsmisser begyndte gradvist at stige fra 1950’erne og frem, efterhånden som kvinder i højere grad kom på arbejdsmarkedet, men det var først i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne, at skilsmissetallet for alvor eksploderede.

– Man kan nærmest kalde det den perfekte storm fra 1968 og frem. Rødstrømpebevægelsen satte for alvor ægteskabet under kritisk lup, og de havde større gennemslagskraft end forfatterne i Det Moderne Gennembrud. Derudover indtog kvinder i stigende grad både uddannelser og arbejdsmarked, som gjorde skilsmisse økonomisk og praktisk mulig for mange flere, siger Karen Vallgårda.

Derudover nævner hun den seksuelle revolution og ungdomsoprøret i 1970’erne som en vigtig grund til, at flere blev skilt.

Kollektivbevægelsen dyrkede nye samlivsformer, og bl.a. forfatter Suzanne Brøgger var højlydt i sin kritik af kerne­familien og ægteskabet som institution med bogen “Fri os fra kærligheden” fra 1973.

– Det blev i visse kredse anset for kikset og konventionelt at blive gift eller ikke at blive skilt, hvis man allerede var gift, og nogle kvinder beskrev skam over at ønske sig et monogamt heteroseksuelt forhold. Det var bare ikke rigtig “woke” i 1970’erne.

Skilt med et klik

MitID er normalt noget, du bruger til at tjekke din bankkonto eller logge på e-boksen.

Men i 2013 blev det også muligt at blive skilt ved at godkende med en app, og samtidig blev den obligatoriske separationsperiode på seks måneder ophævet.

De skabte debat om, hvorvidt det nu var blevet for let at blive skilt, og bl.a. Konservative og Dansk Folkeparti krævede separationsperioden genindført.

For selv om skilsmissetallet har ligget nogenlunde på samme niveau siden 1980’erne, på mellem 40 og 50 procent, er idealet for mange stadig det livslange ægteskab, mener Karen Vallgårda.

– Ægteskabet har aldrig kun været en praktisk institution. Der er ellers gode muligheder for at blive skilt i dag, men det medfører ofte stadig en følelse af skam og nederlag – og ofte også sorg – at blive skilt, siger hun.

Denne artikel blev første gang bragt af SØNDAG 41/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.