Katie Holmes genintroducerer populær trend, vi ikke har set siden 2011
Foto: RCF / MEGA
Hvis der er én ting, der er lige så sikkert som Amen i kirken, så er det, at gæsterne til den årlige modeprisuddeling, CFDA Awards, er ualmindelig velklædte.
En anden ting, der er næsten lige så givet til den amerikanske modeprisfest er, at de celebre og fashionable gæster også tør tage chancer med deres påklædning.
Til prisfesten bliver nemlig særligt de designere, der tør tænke originalt og innovativt nemlig hyldet, så det sætter jo også krav til at dem, der møder op for at støtte op gør det samme.
Naturligvis stod mode-darlingen Katie Holmes på gæstelisten, og som det nærmest efterhånden er blevet kotyme for hende, var hun iført et look, der sendte os omkring 15 år tilbage i tiden, og gav gigantiske mode-flashbacks i form af en farvekombination, vi helt havde glemt.
Der, på den røde løber til CFDA Awards 2024, hvor alle er forhippede på at vise nye trends, genintroducerede Katie Holmes egenhændigt 2011-dillen ’color blocking’ i sin mest udtalte – og mest 2011-agtige – form, nemlig pink og rød.
Foto: Mega
Carolina Herrera-kjolen, som var i en smal silhuet, bestod af to sammensatte dele; en langærmet pink overdel og et hellangt, rødt pencilskirt, som forendes midt på skuespillerens torso.
Men den kraftige farveopdeling var ikke det eneste ved Holmes' kjole, der skreg ”2011”.
Der, hvor pink og rød mødtes, var der nemlig kig til bar hud, såkaldte cutouts, der måske var en lige så stor, hvis ikke større, trend i årene omkring år 2010, som color blocking.
Med andre ord kunne man ved at kigge på Katie Holmes kjole isoleret set blive helt i tvivl, om billedet var taget i 2011 eller 2024.
Men én ting er sikket: Det er vist på tide at finde pangfarverne frem igen og skabe modige farveblokke, og det ser stadig ualmindelig smukt ud. Også i 2024.