Redaktionens favoritter: Her er de 10 bedste romantiske komedieserier
Foto: SAEED ADYANI/NETFLIX
Hvis der er en serietype, vi holder af her på redaktionen, som består af medierne Vi Elsker Serier, femina og Heartbeats, er det en god rom-com. Og vi er tilsyneladende ikke de eneste.
I hvert fald har serier som Nobody Wants This og One Day (Samme dag næste år) ligget højt på Netflix' mest sete-liste i årets løb.
Vi har derfor spurgt vores kolleger på redaktionen, hvilken romantisk komedieserie der er deres ultimative favorit, og det er der kommet følgende liste ud af.
Younger
Foto: Viaplay
Når det kommer til rom-com-serier, er der især to ting, der er vigtige for mig: en feel good vibe og et solidt crush på en af seriens karakterer. Younger leverer på begge fronter.
En 40-årig forstadsmor, Liza, vil tilbage på arbejdsmarkedet, men får at vide, at hun er for gammel – så hun lyver sig yngre, bliver veninder med sin 28-årige kollega og forelsker sig i den 26-årige tatovør Josh.
Derfra balancerer serien mellem løgn, venskab, kærlighed, karrieredrømme og fremtidsplaner – og jeg må bare sige, I'm all here for it.
Younger sæson 1-7 kan ses på Viaplay.
/ Sigrid Luna Nielsen, Journalist på femina.
Friends
Foto: Max / Warner Bros. Discovery
Friends er et must see. Serien handler om seks venner, der støtter hinanden gennem livets op- og nedture, mens de drikker uanede mængder kaffer på Central Perk Café.
Phoebe Buffay er måske ikke den typiske parforholdsekspert, men hendes tro på skæbnebestemt kærlighed er alligevel ikonisk: ”She's your lobster. C'mon you guys. It's a known fact that lobsters fall in love and mate for life.” Her får du rom-com i nye klæder.
Friends sæson 1-10 kan ses på Max.
/ Sara Razavi, Redaktionskoordinator på femina.dk, SØNDAG, Psykologi & ISABELLAS.
New Girl
Foto: Jennifer Clasen/FOX
New Girl er, ikke ulig Friends, både en fortælling om en sammentømret vennegruppe, der har hinandens ryg i tykt og tyndt, og den rummer også op til flere kærlighedshistorier.
Først har vi vores alles yndlingscitatsmed Schmidt og hans udkårne Cece - en komplet umulig kombination af neurotisk energi og cool overlegenhed med festfyrværkeri til resultat. Vi håber det bedste for Schmidt og Cece, men seriens helt store kærlighedshistorie er mellem Jess og Nick. Hvor Schmidts Cece-mission er tydelig fra start, så udvikler Jess og Nicks relation sig langsomt og klodset.
Vi opdager næsten ikke, at vi hepper på dem, mens de kommer tættere på hinanden gennem et hav af misforståelser og små glimt af sårbarhed. Det er ikke violiner og røde roser - det er bare to mennesker, der støder hovederne sammen, famler sig frem og finder det rigtige sted ved siden af hinanden.
New Girl sæson 1-7 kan ses på Disney+.
/ Thea Rytter, Nordic Editorial Lead på femina
Nikolaj og Julie
Foto: DR
Min absolutte yndlings romantiske komedieserie er Nikolaj og Julie fra 2002. Jeg har set den mindst 10 gange fra start til slut, og selv om jeg kender historien udenad, er det stadig en fornøjelse hver gang.
En oplagt årsag er det fantastiske cast af danske skuespillere – Sofie Gråbøl, Peter Mygind, Ulf Pilgaard, Therese Glahn, Sofie Stougaard og Dejan Čukić, for blot at nævne nogle – samt en virkelig vedkommende historie, som mange kan relatere til. Og så er en af seriens største fordele, at man følger karaktererne over så mange afsnit.
Det er også interessant at se en serie fra begyndelsen af 00'erne og reflektere over, hvor meget samfundet har ændret sig siden da – og hvor meget der stadig er det samme. For mig fungerer serien derfor også som et nostalgisk og inspirerende tidsbillede fra en anden tid på flere parametre
Nikolaj og Julie sæson 1-3 kan lejes eller købes på SF Anytime og Blockbuster.
/ Emilie Bech Zerlang, Digital redaktør og ansvarlig for sociale medier på femina.
Sex and the City
Foto: HBO Max
Der er ingen vej udenom Sex and the City, når man snakker klassiske rom-coms. Og det samme gælder nok for de fleste kvinder på den anden side af de 40 år.
Serien er skabt af Michael Patrick King og baseret på bogen af Candace Bushnell. Den følger de fire newyorker-kvinder Carrie, Samantha, Miranda og Charlotte og deres dragende liv med stærke venskaber, et utal af cosmopolitans, en evig jagt på kærlighed og ikke mindst … masser af sex.
Netop skildringen af sex, og mere specifikt kvindelig seksualitet, var decideret banebrydende, da serien fik premiere tilbage i 1998, og det gjorde den til et verdensomspændende fænomen.
Stadig den dag i dag kan jeg finde på at sætte et tilfældigt afsnit af Sex and the City på, og jeg holder aldrig op med at blive fyldt med glæde ved gensynet.
Sex and the City sæson 1-6 kan ses på Max.
/ Signe Bjørg Granberg, Journalist på vielskerserier.dk.
Sex Education
Foto: Samuel Taylor / Netflix
Sex Education er en britisk komedieserie, hvor vi følger teenageren Otis Milburn, som vokser op med sin mor, der er sexterapeut. Selv om Otis ikke selv har stor erfaring med sex, starter han sammen med sin veninde Maeve en sexrådgivning på deres skole. Serien følger Otis og hans venners udvikling gennem teenageårene, hvor vi som seere er fluen på væggen til deres første kys, kæreste - første alting.
På en underholdende måde får man et tilbageblik på teenageårenes generthed, akavethed og de utallige dilemmaer, man står over for, når man er ved at danne sin identitet. Man griner, græder og bliver samtidig utrolig optimistisk på ungdommens vegne.
Sex Education sæson 1-4 kan ses på Netflix.
/ Sigrid Glavind, SoMe-journalist på femina.dk.
Colin From Accounts
Foto: Paramount Television Ltd
Jeg har en svaghed for serier, der egentlig er sjove, men som pludselig viser sig at være store kærlighedshistorier. Måske fordi mit seriehjerte står mere åbent, når jeg har grinet først. Så er paraderne nede, og jeg er ikke forberedt på at blive ramt.
Australske Colin from Accounts er en serie for alle os, der ved, at romantik i hverdagsøjemed nogle gange mest rimer på røvtur. Vi møder Ashley og Gordon, der ender sammen på grund af en herreløs hund – ingen "meet cute" i solnedgangen her, nej, blot en omgang voldsomt dårlig dømmekraft, der heldigvis ender med at være til både karakterernes og vores fordel.
Skaberne bag serien, Harriet Dyer og Patrick Brammall, spiller også de to hovedroller - og så er de et par i virkeligheden. Med den viden i baghovedet er nogle af seriens jokes ekstra sjove.
Colin from Accounts sæson 1-2 kan ses på DRTV.
/ Thea Rytter, Nordic Editorial Lead på femina.dk.
Gilmore Girls
Foto: Saeed Adyani/Netflix
Gilmore Girls er måske ikke en rom-com i klassisk forstand, men en serie med så mange forskellige former for kærlighedsforhold, at man altid kan finde et at spejle sig, uanset hvilken livsfase man befinder sig i.
Både den voksne romantiske kærlighed mellem Lorelai/Luke/Christopher og den akavede teenagekærlighed mellem Rory/Dean/Jess/Logan.
Men serien rummer også den uadskillelige venindekærlighed mellem Rory og Lane og Lorelai og Sookie og den anstrengte kærlighed mellem Lorelai og hendes snobbede, men velmenende forældre, Emily og Richard.
Og så er der selvfølgelig den største kærlighed af dem alle – den mellem Lorelai og hendes blot 16 år yngre datter, Rory. Jeg elsker at være en flue på væggen hos de speedsnakkende, kaffeglade og filmelskende Gilmore Girls i fantasibyen Stars Hollow.
Gilmore Girls sæson 1-7 kan ses på Netflix.
/ Carina Nørgaard Schou, Chefredaktør på vielskerserier.dk.
Hjem til jul
Foto: Netflix
Jeg er en håbløs juleentusiast, der ikke kan få nok af alt, der dufter af kanel og føles som en syntetisk julestrik, og derfor elsker jeg den norske romantiske komedieserie Hjem til jul.
Hovedpersonen, Johanne, er en 30-årig sygeplejerske og evighedssingle. Hver jul sidder hun ved børnebordet til familiens store 1. december-julefrokost og skal redegøre for, hvorfor der ikke er en svigersøn (og børnebørn) under træet i år.
I en desperat løgn erklærer Johanne, at hun har fået en kæreste, som hun da selvfølgelig vil tage med hjem til jul. Og sådan starter hendes kaotiske 24-dages tåkrummende kapløb mod juleaften, hvor hun skal finde sig en kæreste – koste hvad det vil.
Hjem til jul er så jævla koselig og velspillet, og især Johanne bliver spillet charmerede godt af Ida Elise Broch. Hun er dejlig akavet og relaterbar. Og denne løjerlige kvinde er pakket ind i det smukkeste vinterlandskab, strøet med julesne og hyggelige lyskæder i en billedskøn, norsk provinsby. Kæft, hvor det spiller.
Hjem til jul sæson 1-2 kan ses på Netflix, og der kommer en ny sæson i 2025.
/ Christina Damstedt, Projektleder på Heartbeats.dk.
The Bold Type
Foto: Viaplay/Disney Enterprises
På papiret lyder The Bold Type måske ikke specielt banebrydende. Serien følger tre kvinder i 20’erne, der alle arbejder på det anerkendte newyorker-modemagasin Scarlet. Det er en slags The Devil Wears Prada møder Sex and the City, men den har et dybere, samfundsbevidst lag, der klæder serien – og genren - umanerligt godt.
Serien viser på forfriskende vis, at modemagasiner nu om dage både bidrager til at sætte dagsordenen og kan bide fra sig i samfundsdebatter. Derudover vinder The Bold Type i høj grad også på de tre, vidunderlige hovedrolleindehavere Katie Stevens, Aisha Dee og Meghann Fahy (yay!) som veninderne og kollegerne, Jane, Kat og Sutton.
Og så er der desuden en masse glitter, glam, sex og parforholdskriser at muntre sig med.
The Bold type sæson 1-5 kan ses på Viaplay.
/ Signe Bjørg Granberg, Journalist på vielskerserier.dk.
Andre nævneværdige serier indenfor den populære rom-com-genre er De bedste år (TV 2), The Sex Lives of College Girls (Max), Emily in Paris (Netflix), Normal People (DRTV), Fleabag (Prime Video) og mange flere.