Bliver denne cowgirl-inspirerede retro-taske vinterens hotteste?
Foto: @maisonvalentino
Vinterens måske mest overraskende tasketrend er alt andet end det, man skulle tro. Du tænker sikkert, at der er tale om endnu en minimalistisk ’quiet luxury’ taske fra et nichebrand, som koster en formue, men faktisk er tasken alt andet end det.
Men for at introducere tasken ordentligt, bliver vi nødt til at starte med modellen Bella Hadid.
Der sker nemlig ofte det, at hvis hun viser sig i noget, så sker det ofte, at der opstår en helt trend omkring det. Tag bare ’balletcore’ og ’weird girl aesthetic’, som i høj grad kan tilskrives frk. Hadid.
Modellen dater i øjeblikket Adan Banuelos, som tilfældigvis er cowboy. Det er der på ingen måde noget galt i – Hadid er selv en meget dygtig rytter – men det er sjovt som kærestens profession sætter spor i Hadids påklædning. Hun er på det seneste flere gange blevet spottet i cowboystøvler, afklippede denim shorts og cowboyhatte. Og seneste eksempel? En taske, som mest ligner noget, fra en genbrugsbutik.
Tasken, der er tale om, er faktisk fra Valentino Garavani (så, undskyld, den er lige så dyr som hvis der var tale om noget quiet luxury), og den ligner lidt de saddeltasker, cowboys var og er ekviperede med. Taksen er rektangulær, flad, har lange hanke, er i brunt ruskind og har lange ruskindsfrynser. Altså langt fra din typiske designertaske, men snarere noget, du finder som en sjov gimmick i en genbrugsbutik.
Men hvis du har været så heldig at finde netop sådan et eksemplar brugt, kan du altså med fordel hive den frem og bære den med stolthed. Noget tyder nemlig på, at den undseelige ruskindstaske bliver blandt vinterens absolut hotteste. Det er det, man kalder Bella Hadid-effekten.