Liv
8. november 2024

Var med i dating program. Nu presser en erkendelse: "Uret tikker"

I allerførste udgave af TV 2-programmet ”Kærlighed hvor kragerne vender” var Calle Freytag med for at finde en kæreste. Han afslører nyt om kærlighedslivet.
Af: Majken Munk
Calle Freytag fra Hvor kragerne vender

Foto: Martin Høien/Aller Foto & Video

Det blev en succes, da første udgave af TV 2’s nye datingprogram ”Kærlighed hvor kragerne vender” løb over skærmen i 2020.

Her havde man fundet fire gæve sønderjyske mænd, der var på jagt efter en kæreste.

Seerne fulgte Søren Ole, Henrik, Thomas og Calles forsøg på at charmere pigerne for i sidste ende at finde en, de kunne slå sig ned med.

Det skete for en stor del af dem. Både Søren Ole og Thomas fandt kærligheden i programmet.

Desværre blev det ikke sådan for Calle Freytag, der nu som 40-årig stadig er single.

Det skriver TV 2.

Han fortæller, at han faktisk synes, det er ved at være lidt pinligt, at han ikke har fået en kæreste endnu.

For når han sammenligner sig med sin omgangskreds, er der jo mange af dem, der efterhånden har haft en partner og fået børn.

Det er noget, han drømmer om, og han kan mærke presset stige i takt med alderen gør det.

- Jeg er da vildt bange for at ende alene eller at blive ensom, når jeg bliver ældre. Uret tikker, og det gør, at jeg bliver både ked af det og presset over, at jeg ikke bliver yngre. Det betyder også, at den tid jeg ville kunne få med en familie, også bliver kortere og kortere, siger han.

Selv peger han på grunden til, hvorfor han ikke har en kæreste er, at han måske bruger for meget tid på sit arbejde.

En forsker peger dog på, at det også kan have noget at gøre med, at Calle bor i Christiansfeld, der er en mindre by i Sønderjylland, og kvinder flytter i højere grad til de større byer, hvor de uddanner sig, end mænd gør.

Denne artikel blev første gang bragt på BILLED-BLADET, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også