Her er det overraskende dyreprint, der kommer til at dominere vintermoden
Foto: Lumeimages / MEGA
Der er nogle, der siger, at leopardprint aldrig går af mode. Det kan der sådan set godt være noget om, men alligevel må det prikkede dyreprint altså vige for et andet animalt inspireret print denne sæson.
Uanset hvor man kigger hen, om det er på catwalken under den københavnske modeuge i august, på Rihanna eller Pinterest, så er der ét dyreprint, der går igen og igen.
Og det er ikke det, du måske tror.
Der er nemlig hverken tale om det ”almindelige” leopardprint, og ej heller det lidt mere eksotiske, men stadig ganske brugte zebraprint.
Nej, dyreprintet anno 2024 er: Koprint.
Rihanna er blot ét blandt mange eksempler på kendisser og stilfulde kvinder, der har taget printet til sig. I RiRis tilfælde kom koen til udtryk på en jakke, som hun bar til en middag i LA-bydelen Santa Monica. Hertil havde hun en gul Fendi-taske, smalle lyseblå jeans og høje sandaler.
Foto: Pema/Backgrid/Ritzau Scanpix
Et look, der på alle måder skreg 2019, som er sidste gang koprint sidst var oppe og markere sig blandt de øvrige modedyr.
Men selvom Rihannas styling ligner noget, som er taget fem år tilbage i tiden, så er koprintstrenden hottere nu i 2024 end nogensinde før.
Det visuelle medie Pinterest flyder over med alt, der siger muhh – om det er sko, tasker, jakker, mobilcovers eller sågar negle.
Vi har samlet lidt inspiration fra Pinterest nedenfor, så du kan malke trenden.