Katrine Foged: "Jeg taler aldrig vægt med mine piger, det har jeg aldrig gjort. Jeg har ikke en gang en badevægt"

Katrine Foged Thomsen lavede engang en bryllupskage i flere etager til nogle af hendes forældres bekendte. Havde hun været deltager i ”Den store bagedyst” med den kage, havde hun helt sikkert ikke fået ugens mesterbagerforklæde. Den blev en fiasko.

– Jeg var lige startet i lære og tænkte: ”Jeg kan da godt lige lave en bryllupskage”. Det ku’ jeg ikke, ha ha. Min mor viste mig lige et billede af den for nylig. HELT forfærdelig.

– Jeg havde ikke fanget, at når man har med bryllupskager at gøre, skal man blande noget i marcipanen, før den kan strækkes ud over kagen, så jeg tog bare ren marcipan, som knækker og brækker, og det var en STOR kage. Fire etager med brækket marcipan og nogle forfærdelige roser. Mine forældre kunne ikke lide at sige det; de syntes, det var lidt pinligt. Men brudeparret stod der jo, så man kunne ikke bare sige, at de ikke kunne få den alligevel. Den kage står meget klart i erindringen. Når jeg tænker tilbage på den, tænker jeg bare ”nej, nej, nej”.

Man skal jo starte et sted, ikke?

Og Katrine, der aldrig har været studietypen, siger, at man altså kan komme langt ved at vælge et håndværk og gøre sig umage. I dag er hun bagedystdommer på 9. år og underviser på Hotel- og Restaurationsskolen. Konditorkæden ”Grannys House” overtog hendes nu eksmand, da de blev skilt for fire år siden. Det er hun glad for.

Den udvendige trappe op til Katrines villalejlighed i Brønshøj er 48,5 cm bred mellem husvæg og gelænder. Det er mildt sagt ret smalt – du kan selv måle efter. Katrine står i sit køkken og siger grinende:

– Jeg har aftalt med mig selv, at jeg ikke må spise flere kager, end at jeg kan komme op ad trappen. Jeg er sådan en elevatortype. Når jeg kan mærke, at jeg ikke kan passe mit tøj, kan jeg godt lige smide en masse. Men jeg går op i mad, jeg elsker mad, det er min hobby. Jeg er vokset op i et køkken, og jeg er ikke så kropsforskrækket. Det er mine to piger heller ikke.

– Vi har ikke haft så mange restriktioner, her spiser man, hvad man har lyst til. Der er selvfølgelig en grænse for, hvornår noget ikke er sundt længere. Men jeg er ikke bundet op på regler. Jeg er nok lidt spontan, jeg tænker ikke ”uhhh” og ser fare på færde og skal have alle mulige forsikringer for alt muligt. Jeg tror, jeg lever lidt mere i nuet.

– Jeg taler aldrig vægt med mine piger, det har jeg aldrig gjort. Jeg har ikke en gang en badevægt.

Hvad sker der i din hjerne, når du bager?

– Altså … det at skulle følge en opskrift og gøre tingene sirligt og stringent gør noget godt for mig. Jeg har sådan en popcorn-hjerne og er egentlig ikke super struktureret generelt, derfor er det godt at arbejde i en ramme, jeg synes er fed – som samtidig er zen.

Katrine tegner også. Går til croquis, betaler ligesom en gruppe andre tegne­glade mennesker 50 kr. pr gang for at kunne tegne efter en nøgenmodel. Et par af resultaterne hænger over hendes kreative skrivebord, der er fyldt med tegne- og malegrej. Hun er også begyndt at male. Akvarel. Olie. Akryl.

Så du er i virkeligheden kunstner?

– Ja, det er jeg. Det vil jeg sige, at jeg er.

Og hun mener det, når hun siger, at bagning også er kunst.

Ud i verden

Da Katrine var barn og ung, ejede hendes bedsteforældre en kro i Jylland.

– Dér hjalp jeg altid til, så jeg er køkkenmenneske, det er mit element, jeg er rigtig god til at arbejde i et køkken. På kroen lærte jeg at bestille noget og at gøre mig umage. Det er noget af det, jeg har lært hjemmefra: Man skal gøre sig umage med det, man har gang i og med de forudsætninger, man har, så tingene aldrig bliver lige meget eller ”pyt”.

Katrines forældre er begge pædagoger og usædvanligt rejselystne.

– Min storebror og jeg blev pillet lidt ud af børnehave og skole, og så rejste vi ud i verden i en gammel Land Rover med vores forældre. Vi rejste i et år eller halvandet og blev undervist undervejs. Vi har været på alle kontinenter. I Afrika flere gange. I Mellemøsten. Hele Europa. USA. Noget af Sydamerika. Vi har haft de mest fantastiske oplevelser.

– Selvfølgelig savnede vi vores venner derhjemme, men vi fik til gengæld så meget med i bagagen. Man blev ikke spurgt om så meget dengang, man fulgte med.

Man fulgte med?

– Ja, jeg fulgte bare med. Når vi var hjemme, var jeg i mine bedsteforældres krokøkken. Og når vi var på rejse, var vi ude i lange perioder. Men vi blev ikke spurgt, om vi ville med. Det er ikke fordi, jeg tænker, at vi skulle være blevet spurgt. Men det er mere, at jeg måske ikke stillede så mange spørgsmål som barn i det hele taget.

Skabte rejserne rodløshed?

– På ingen måde. Vi fremlejede vores hus og kom tilbage til den samme base og i den samme klasse. Det var bare sådan: Nu rejser vi, og så kommer vi tilbage.

– Min mor er rimeligt perfektionistisk, så der var ikke laissez faire over vores måde at rejse på. Man kunne sidde på bagsædet af bilen og få verden ind, men i en tryg base med vores forældre på forsædet og vores eget tagtelt på taget. Jeg har aldrig følt mig utryg.

– Mine forældre var meget firstmovere. De startede med at rejse, da jeg var tre år. Dengang kunne man ikke købe rejsegrej herhjemme, de bestilte ting i udlandet og fik dem sendt hjem. F.eks. sådan noget som sandstiger, til når vi skulle igennem Afrika.

Sandstiger? Nogle aflange plader med greb til at sætte på hjulene, hvis man skal køre igennem en sandørken.

– Verden var ligesom åben dengang. Jeg tror ikke, det, vi gjorde, ville kunne lade sig gøre i dag. Fordi der er mange grænser, der er lukkede, og det er for farligt at rejse mange steder på den måde. Vi slog jo bare teltet op, når der var en dejlig strand et eller andet sted.

– Verden var ligesom sprød. Der var ikke internet. Folk syntes bare, vi var megaeksotiske, de havde aldrig set hvide mennesker mange af de steder, vi kom ned igennem Centralafrika. Og der var ikke sådan fare på færde.

Vildt eksotisk

Katrines forældre havde ikke rugbrød med hjemmefra, så hun har smagt på verden siden barndommen.

– Vi fik, hvad der var, når vi kom frem. Tilberedt på to blus, vi havde med i Land Roveren. Og så fik vi frugter, som man dengang slet ikke havde i Danmark. Guava. Mango. Der var mange smage, som var fuldstændig out of this world, når man kom fra Danmark, hvor der var æbler, pærer og blommer. Dengang var jeg bare i det, men når jeg nu kigger tilbage, har det været helt vildt eksotisk.

Katrine har ikke på samme måde rejst med sine egne to døtre. Globetrotter-genet har hendes storebror arvet. Men hun er på anden vis blevet et livssultent menneske.

– Jeg tror, jeg er blevet modig på alle mulige andre planer af den barndom. Jeg er ikke så bange, jeg er ikke sådan en, der ser farer eller skal planlægge hele tiden. Jeg er nok lidt mere spontan end gennemsnittet. Jeg føler mig faktisk som et meget sammensat menneske, for jeg er samtidig også supertraditionel. Jeg kan godt lide traditioner.

Det afspejler sig også i hendes indretning. Det smukke, gamle, engelske fad fra bedsteforældrene. Den fine, østeuropæiske tedåse i porcelæn.

Skulle hun have været noget andet end konditor, kunne hun godt se sig selv som vurderingsekspert i et auktionshus, siger hun. Hun er tingfinder og ekspert i at scanne et loppemarked. Og udtrykket less is more er ikke lige Katrine. Hun samler.

Da hun og hendes nu eksmand startede den kombinerede café og forretning ”Grannys House” for 15-16 år siden, var den indrettet med ægte tæpper, nips og blomstrede kaffekopper.

– Og jeg kunne bare indrette det hele med alle de ting, jeg havde samlet. Folk syntes også virkelig, det var hyggeligt, de kom valfartende!

Efter skilsmissen for fire år siden har hun samlet videre – til det lille nye sommerhus, hun har investeret i.

Hvad har du lært om kærlighed?

– Uh. Rigtig meget godt. På bagkant af en skilsmisse også, at man måske tror, at den eneste ene findes, og når man så bliver skilt, finder man ud af, at det måske ikke er sådan, det hænger sammen. Og nogle gange kan man måske også blive i den forestilling og så lade noget gå for langt i stedet for lige at komme ind og mærke efter.

– Man skal jo bare være sammen, når man har det godt, og der er egentlig ikke noget tabu over ikke at skulle være sammen mere. Tværtimod. Det er fint at komme til en erkendelse af, at det skal man ikke.

Hvad har været det sværeste i dit liv?

– Åh, jeg tror, det har været årene som selvstændig. De var svære. Og små børn. Agnes var to år, da vi startede forretning, og det blev for hurtigt en succes. Det lyder helt åndssvagt, men jeg tror, vi havde 16 ansatte allerede den anden måned. Og jeg er en god håndværker, men jeg er ikke nødvendigvis en god arbejdsgiver, så det var nogle supersvære år.

– Jeg havde også haft en helt anden forestilling om det at være mor. Jeg fik travlt syv dage om ugen og havde heldigvis mine forældre, som var der konstant til at passe børn, og vi var jo også hjemme om aftenen, men vi tog af sted klokken fire-fem om morgenen, og så kørte vi bare derudaf.

Du fik dårlig samvittighed?

– Ja, men når jeg snakker med pigerne om det nu, har de jo ikke prøvet andet, og de føler ikke, at de har manglet noget. Så det handler måske mere om min egen forestilling. Og jeg kom efterhånden lidt over den dårlige samvittighed, som man har i én lang pølse, når man har børn. Om at man hele tiden burde alt muligt. Som man ikke lige får fikset.

Og midt i alt det – glemte hun nok sig selv lidt.

– For det var mange år, hvor jeg var i noget arbejdsmæssigt, der måske ikke helt passede til mig, for det blev til en kæmpe forretning, og jeg skulle måske bare have haft et lille sted lidt ligesom der, hvor jeg stod i lære. Jeg havde svært ved at være i, at det voksede sådan. Vi havde lige pludselig fem steder, og jeg kunne jo ikke være fem steder fysisk. Så det fyldte rigtig meget for mig, og jeg havde også børn derhjemme. Vi havde kun et arbejdsliv. Ikke noget andet liv.

Det bliver man skilt af?

– Ja, det gør man. Også når man har forskellig tilgang til det. Og det var kun ”Grannys House”, vi snakkede om ved aftensbordet. Det var bare et liv som … altså, jeg syntes ikke, det var det værd. Men vi havde en god forretning.

Fest i tre år

Katrines vej ind i det arbejdsliv, der er blevet hendes, startede, da hun så et skilt i vinduet i et lille bageri i Silkeborg.

Den ene af de to unge mænd, der drev det, havde været med til at starte Emmerys, der som et af de første bagerier herhjemme havde taget kampen op mod danske bageres udbredte brug af færdige brødblandinger, margarine og færdigrørt kagecreme og havde inviteret surdejen og smørret indenfor.

– De søgte en konditorelev, og det var ligesom mit kald. Jeg gik ind ad døren og spurgte, hvad en konditorelev var. Jeg vidste det nærmest ikke. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle være kok eller guldsmed. Jeg skulle noget med mine hænder.

– Jeg gik i gymnasiet og havde bare en fest i de tre år. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle læse videre, jeg er ikke særlig boglig, jeg syntes kun, at billedkunst var sjovt. Jeg havde masser af arbejde ved siden af, så jeg havde travlt med alt muligt andet end at læse. Men jeg kom igennem det.

– Så jeg gik i lære som konditor, og det har tegnet hele mit arbejdsliv. Jeg er superstolt af at være håndværker, jeg har en kæmpe faglig stolthed. Det med håndværk har ellers ligesom været ugleset, der er ligesom en anden tone på vej nu, og jeg håber, at jeg selv kan være med til at bidrage til den. Da jeg var ung, skulle man bare ikke på teknisk skole. Uhhh, nej, det var videnssamfundet, man skulle videreuddanne sig.

Vi lever i et samfund, hvor folk har det skidt og spiser antidepressiver. Måske er vi alt meget oppe i hovedet, vi skal ned i kroppen?

– Jamen, helt seriøst! Jeg tror virkelig, det ville gøre rigtig meget godt for vores unge mennesker at tage en håndværksuddannelse. Det er FEDT at skabe noget. Det KAN noget. I stedet for at vi sidder og fortænker alting. Det med at lave noget lavpraktisk – det tror jeg på.

– Jeg fandt min metier i konditorhåndværket. Det er også benhårdt, man vasker fliser og slæber mel. Men jeg elsker konditorfaget og i det hele taget hele det arbejdsliv, jeg har fået ud af at blive håndværker.

Fra Silkeborg kom hun til Kransekagehuset i København – og blev udlært sammen med Mette Blomsterberg.

– Jeg havde en fantastisk læremester, som var fuldstændig kompromisløs med råvarer. Hvis det, man lavede, ikke blev godt, var det ”UD med det, og lav noget nyt”. Man måtte ikke give kunden noget, der ikke var i orden.

Det kompromisløse kvalitetsgrundlag i konditorfaget blev en lifechanger for hende. Og det har det at komme med i Bagedysten også været. Faktisk sagde hun først ”nej tak”.

– Jeg blev spurgt, om jeg ville komme til casting, men tænkte først: ”Jeg skal ikke ind og stå foran halvanden million seere”. Men ham, der ringede fra DR, sagde, at jeg bare kunne komme til castingen og takke nej bagefter. Og til den casting kunne jeg godt mærke, at det, jeg skulle, var at levere mit håndværk.

– Jeg kunne aldrig selv finde på at stille op i et tv-program, hvor det ville være superpersonligt om mig. Jeg ville nok aldrig selv have været deltager i Bagedysten. Men det var mit håndværk, jeg skulle levere. Jeg bruger min faglighed, jeg ved, hvad jeg snakker om, og det fungerer rigtig godt for mig.

Målt og vejet

Men der var lige en hurdle i de første år – hendes egen selvbevidsthed.

– Jeg var superselvbevidst, jeg tænkte, alle har en holdning til mig. Jeg blev ikke ligefrem angst, men i sociale sammenhænge følte jeg, at folk havde en holdning til mig, og jeg følte, at de kiggede ned i min kurv i supermarkedet: ”Ajj, køber hun Koh­berg rugbrød???” Det kunne min datter godt lide.

– Jeg følte hele tiden, at jeg blev målt og vejet, men det var noget inden i mig. Jeg skulle virkelig supermeget ud af min komfortzone. Nu er jeg bare nået helt ud på den anden side. Jeg hviler fuldstændig i det. Så det har været en rejse for mig.

Hvad handler Bagedysten egentlig om?

– Jeg tror, det er en kæmpe succes, fordi der er mange flere lag end den umiddelbare konkurrence. Folk siger: ”Det er jo bare en kage”. Det er standard, når en deltager står og græder: ”Det er jo bare en kage”. Men når vi snakker med deltagerne, har vi en joke med dem: ”Det er ikke bare en kage”. Der er alt det, der er gået forud for, at de står i teltet og sveder og hiver ringen af kagen, og det flyder ud over det hele.

– Deltagerne har øvet sig og gjort sig så mange tanker, og når de er kommet ind i det bagefællesskab, vil de så gerne blive i det sammen med de andre. Det bliver næsten livet om at gøre for dem – den dér kage.

Optagelserne tager næsten tre måneder, så folk lærer hinanden rigtig godt at kende – især selvfølgelig dem, der holder længst i dysten. For det er jo et udskilningsløb:

– Vi ved jo godt, at den, der gør det dårligst, er ude af fællesskabet. Og vi har været så meget sammen, at når en deltager bliver sendt ud, er det et antiklimaks, en søndagsblues-følelse, festen er slut. Det er det, der rammer, og det kan jeg godt forstå. Det er heller ikke rart at være den, der gør det, altså mig, men jeg har lært det, og det er det, jeg får mine penge for.

Hvad betyder penge for dig?

– Hmmm. Jeg kan ikke sige, at de ikke betyder noget, for det ved jeg, er meget forkert. Fordi de betyder frihed. Men de står aldrig forrest i forhold til, hvilke valg jeg tager. Min yngste datter kommer hjem og fortæller, at mange af hendes gymnasiekammerater vælger karriere efter, hvor de tjener mest. Det kan jeg slet ikke forstå, det har aldrig nogensinde været en overvejelse for mig.

– Men jeg er også godt klar over, at hvis man ikke har nogen penge, så har man bare indskrænket frihed. Jeg har lært mine børn, at det kan være den fedeste oplevelse at beslutte at bruge penge på en Michelin-restaurant en gang imellem. Men jeg kan lige såvel lave en picnic og synes, det er hyggeligt. Og jeg elsker da at have et dejligt hjem og et dejligt sommerhus, men jeg kan også hygge mig med småt.

– Min eksmand og jeg købte det billigste hus i København, da vi flyttede herover. Vi fik et hus til en million kroner for 22 år siden. Det var et kolonihavehus, vi fik faktisk 20.000 kr. for at rive det ned.

– Så vi gav bare grundprisen og boede i det primitive hus, som vi satte i stand. Vi var unge og glade og uden børn og havde en kæmpe have. Det var kolonihave, og det var pissehyggeligt. Og alt var bare K3’ere … Så jeg har aldrig købt over evne. Jeg vil hellere lige nøjes og så have styr på tingene – og så se, hvad der kan lade sig gøre.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 44/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.