‘En særlig samtale’ med Nikolaj Coster-Waldau går direkte i tårekanalen - især da han deler en dyb hemmelighed

Der skal tørres øjne og synkes nogle meloner undervejs i DR-udsendelsen ‘En særlig samtale’ med skuespiller Nikolaj Coster-Waldau.

Der opstår nemlig en kemi og en fortrolighed mellem ham og den store rundkreds af interviewere, som finder vej gennem skærmen og direkte ind i seer-hjertet.

Det er TV Glad, verdens første tv-station for folk med funktionsnedsættelse, der står bag programmet. Og det er denne redaktion af vidt forskellige og skønne mennesker, der faciliterer samtalen. Præmissen for programmet er, at de må spørge om alt.

Sanger Thomas Helmig var den første gæst i den varme stol, og siden besøgte statsminister Mette Frederiksen og tidligere fodboldlandstræner Kasper Hjulmand programmet.

De to sidstnævnte episoder blev en lidt lunken suppe, fordi man ikke sad med fornemmelsen af, at hverken Frederiksen eller Hjulmand gik all in på præmissen og virkelig gav noget af sig selv.

Det skal jeg til gengæld lige love for, at Nikolaj Coster-Waldau gør i denne dugfriske episode, hvor tårerne både står på spring hos ham selv, hos interviewerne – og lur mig, om de ikke også kommer til at gøre det hos seerne.

I interviewet fortæller Nikolaj Coster-Waldau om at være vokset op i et kaotisk hjem med mange hunde, der ikke alle sammen var renlige, en far, der var alkoholiker, og som arbejdede meget i Grønland.

Som dreng skammede han sig over sit barndomshjem.

I dag skammer han sige over, at han skammede sig. “Mennesker gør det jo så godt, som de kan,” siger han og forklarer, at han aldrig har tvivlet på, at hans mor elskede ham.

Apropos faren var det en svær relation. Han var meget væk, Coster-Waldau havde svært ved at spejle sig i ham, og da han var i sine 20’ere, gik faren bort. Farens toværelses lejlighed på Nørrebro skulle tømmes.

“Det var næsten umuligt at åbne døren,” siger Nikolaj Coster-Waldau.

Hans stemme knækker over, og han forklarer, det var hårdt at se et liv, der var gået i stå.

“Alkohol er noget lort,” siger skuespilleren.

Historien bliver fulgt op med et spørgsmål om, hvorvidt han drømte om at have en anden far?

Først svarer skuespilleren:

“Min far er min far.” Men så fortæller han, at en gentest afslørede for ham – i en ganske sen alder – at han faktisk havde en anden biologisk far. En mand, der endda havde arbejdet med film og tv hele sit liv. På den måde forduftede også frygten for at have arvet sin fars gen eller tilbøjelighed til at blive afhængig af alkohol.

Med et halvvejs forlegent smil erklærer han, at han fik talt om ting, han aldrig havde troet, han skulle tale om. Og man forstår godt, at det er netop TV Glad-journalisterne, han vælger at åbne op for.

For hos dem er facaden skrællet væk, de er umiddelbare, og ordsproget ‘man skal høre sandheden fra børn og fulde folk’ burde modereres til at inkludere - og folk med funktionsnedsættelser.

Udover alt det tunge fortæller Nikolaj Coster-Waldau også om at have vundet en ulækkerheds-konkurrence som barn, hvor han spiste ‘koldskål med grønhakkere’, et pinligt toiletmøde med Tom Cruise, en klamydia-anekdote fra Roskilde Festival, hvordan han scorede sin kone, og så kaster han sig fuldstændig uforfængeligt ud i en øvelse med live-skuespil, som de har linet op til ham.

Spørgsmålene stikker i vidt forskellige retninger. Forståeligt, når det er et væld af forskellige mennesker, der er afsendere på spørgsmålene.

De spørger om alt fra, om Nikolaj Coster-Waldau stadigvæk er meget genert, om hans kone kysser godt til, om han fik sagt det han ville til sin mor, da hun lå på sit dødsleje.

Med ro, humor og imødekommenhed griber han spørgsmålene og svarer på alt. Lige på nær sidstnævnte spørgsmål. Her skælver hans stemme, og han svarer, at det stadigvæk er for svært at tale om.

Herefter bliver ‘Den blå anemone’ spillet på klaver, en sang, som Nikolaj Coster-Waldau og hans kone Nukâka Coster-Waldau har sunget for deres døtre, men det var også den sang, der blev spillet til hans mors begravelse.

Musikken fortæller alt det, han ikke selv kunne sige, og der går et sus gennem rummet.

TV Glad-journalisterne mestrer den særlige balancegang at spørge bramfrit, men med empatien fuldstændig intakt. Det sker flere gange undervejs, at de spørger Coster-Waldau om noget, der kræver en synkepause, en tænkepause.

Men de tør være i øjeblikket og i alt det svære sammen med ham.

De lægger som det naturligste i verden en hånd på hans skulder, de roser ham og opmuntrer ham: “Du kan godt, Nikolaj,” og “Du klarer det bare så flot.”

På den måde giver de alle os, der ser med, en lektion i empati og medmenneskelighed. Det er selvfølgelig endnu bedre fjernsyn, når gæsten i den varme stol, ligesom Nikolaj Coster-Waldau, er med på legen og villig til at give noget af sig selv.

Men uanset hvad så er ‘En særlig samtale’ et eksempel på og en for evigt vigtig påmindelse om, at vi alle sammen har en plads her på jorden. Uanset forskelligheder og funktionsnedsættelser.

Programmet tvinger os til at se på værdien i det anderledes. Vi er alle sammen værdige og har noget at bidrage med i det her liv.