‘Miss Universe’ repræsenterer alt det, der kan give unge kvinder ondt i selvværdet

Louise Elly Meyer er journalist. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Natten til mandag blev der skrevet dansk historie i Mexico City. 21-årige Victoria Kjær Theilvig blev nemlig kronet og kåret som selveste Miss Universe 2024. Det er første gang nogensinde, at en dansk kvinde får den titel.

Tillykke til hende. Det har helt sikkert krævet blod, sved og tårer at vinde over de 129 håbefulde kvinder fra resten af verden, der også var en del af konkurrencen.

Der er imidlertid noget ved ‘Miss Universe’, der giver mig regulært myrekryb.

For selvom konkurrencen bryster sig af, at det absolut ikke kun er udseendet, man vinder titlen på (hver deltager skal eksempelvis have en mærkesag, som de kæmper for), så repræsenterer de et usandsynligt smalt skønhedsideal over hele linjen.

Den prestigefyldte skønhedskonkurrence har ellers forsøgt at følge med tiden og alle de mangfoldige og kropspositivistiske vinde, der blæser, de senere år.

‘Miss Universe’-konkurrencen ændrede således deres regelsæt, så det blev muligt for kvinder, der var på den anden side af 28 år at aspirere til titlen. Det samme gjorde sig gældende for kvinder, der havde født børn, og dem, der var gifte.

Wauw. 1950’erne (årtiet, hvor konkurrencen er født) har virkelig ringet.

Det er flot, at det ikke længere udelukkende er jomfruelige ungmøer, I leder efter, men jeg tør godt at sige, at det er et mikroskopisk skridt at tage mod et mere inkluderende skønhedsideal.

‘Miss Universe’-konkurrencen hører lidt til under den kategori, der hedder ‘det var en anden tid’.

Selv i modeindustrien har vi de seneste år set modeller i alskens størrelser, med pigmentpletter og alt muligt andet, der tidligere er blevet klassificeret som et no go.

Det er jo nemlig ikke fordi, der per se er noget galt med at hylde skønhed.

Vi er formentlig alle dragede af det smukke, og det er beviseligt, at det er en fordel i mange arenaer i livet at være født symmetrisk som en objektiv skønhed.

I min optik er der virkelig bare noget galt, når så stor en konkurrence øjensynligt hylder et så smalt et ideal.

Det er et skønhedsglansbillede uden lige, hvor alt dybest set er falsk.

Deltagerne er gemt væk under lag på lag af sminke, spraytan, stort bølgende hår, og hvad der lugter af botox og fillers. Og derfor spørger man unægteligt sig selv: Hvordan skinner de nye, mere lempelige regler for deltagelse i ‘Miss Universe’ egentlig igennem?

Deltagerne ligner stadigvæk noget, der er genereret af AI.

Alle er de sminkede med den samme form for makeup, der får dem til at se ud, som om deres ansigter er blevet trukket igennem et Instagram-filter.

Selvom deltagerne repræsenterer et væld af nationaliteter og hudfarver, så repræsenterer de alle det samme look og skønhedsideal. De er den samme type.

Og netop det faktum er noget af det, der er med til at kaste unge kvinder, der er i gang med at falde til i sig selv og deres krop, ind i et loop af høje kindben, smalle næserygge og overdimensionerede læber, som kan være svært at bryde ud af, når det først er brændt fast på nethinden.

Er det sådan, man skal se ud for at være smuk? For at være god nok?

Som jeg har skrevet i en tidligere klumme om stigende forbrug af botox og filler blandt unge, så vil jeg allernødigst gøre mig til dommer over, hvordan andre mennesker skal se ud, men her et godt stykke på den anden side af 00’ernes size zero-besættelser og skønhedsidealer, der kan opsummeres under titlen heroin chic, er der ret bred enighed om, at vi tog fejl dengang.

Det var et risikofyldt og unaturligt ideal. Særligt kvinder sultede sig selv og betalte en høj pris med deres mentale helbred i form af selvlede og kropsskam.

Og jeg kan godt forstå, hvis der er nogle unge piger og kvinder, der slås med deres spejlbillede, når vi til stadighed hylder et så generisk udtryk, som ‘Miss Universe’ repræsenterer.

Hvor kunne det være fedt, hvis ‘Miss Universe’ turde gå forrest og vise verdens piger og kvinder, at man også sagtens kan være smuk uden makeup, taljelangt hår, lange gazelle-ben og en lillebitte talje.

Førnævnte kan naturligvis også være smukt, men selve pointen er, at repræsentation er mega vigtigt. Vi er nødt til at diskutere, at det ‘kunstige’ look er moderne igen.

Jeg synes, vi skylder den yngre generation at vise, at skønhed dækker over et væld af forskellige udseender – og at de i øvrigt er gode nok, præcis som de er. Også selvom de ikke efterstræber en ‘Miss Universe’-æstetik.