Ekspert advarer: Den her klamme toiletvane skal stoppe. Du kan blive rigtig syg
Foto: Curology / Unsplash
Tager du nogle gange din telefon frem, når du sidder på toilettet?
Du er langt fra alene. På den anden side af sundet er de heller ikke meget bedre - måske endda tværtimod.
Faktisk har flere studier vist, at svenskerne er blandt de førende i verden, når det kommer til toilet-surfing.
Hele 7 ud af 10 svenskere bruger mobilen på badeværelset, en oplysning der blev præsenteret i svenske Nyhetsmorgon.
Da Marie-Louise Danielsson-Tham, professor i fødevarehygiejne, blev interviewet i programmet, løftede hun en advarende finger over for svenskernes (u)vane - og den gælder altså også her i nabolandet.
Sådan kan mobilen gøre dig syg
I interviewet indrømmer Marie-Louise Danielsson-Tham, at hun selv nogle gange tager sin mobiltelefon med på badeværelset – dog kun derhjemme, hvor hun ved, hvem der har været der, og hvornår der sidst blev gjort rent.
Når det gælder offentlige toiletter, har hun en streng nultolerance over for brugen af mobiltelefoner.
– Når man går ind på et toiletrum, er der altid rester fra tidligere besøg i form af luftbårne partikler. Hvis man er uheldig, lander disse partikler på telefonen, forklarer hun.
Hun nævner norovirus, også kendt som Roskildesyge, som et eksempel på en ekstremt smitsom sygdom.
Hvis den person, der har brugt toilettet før dig, har sjusket med håndvasken, kan det få konsekvenser.
– Så kan partiklerne ende på telefonen. Derefter tager jeg min telefon med mine hænder, og måske slikker jeg på en finger eller rører ved mit øje. Så kan det være sket, og jeg kan blive syg. Man bliver virkelig nemt syg af disse virusinfektioner.
Mobilen er mere beskidt end et offentligt toiletsæde
Selvom du er grundig med at vaske hænder, risikerer du stadig at blive syg, hvis du tager din mobiltelefon med ind på et offentligt toilet, hvor ukendte mikroorganismer florerer.
Du rengør jo ikke din telefon, og når du holder den i hånden eller mod dit ansigt, risikerer du at blive udsat for bakterier.
En britisk undersøgelse, som Leva&Bo har refereret til, viser, at mobiltelefonen har flere bakterier på sig end både toiletsædet og skylleknappen.
For at mindske risikoen for at blive syg kan du købe specielle rengøringsservietter til mobiltelefonen, som sælges i elektronikbutikker, eller bruge håndfri udstyr, så du ikke lægger telefonen mod ansigtet.
Det absolut sikreste er dog at lade telefonen blive i lommen eller tasken samt at vaske hænderne grundigt og tørre dem helt tørre.
Denne artikel blev første gang bragt af Allas der også er ejet af Aller Media. Dette er en oversat og redigeret version.