Den her ene ting fra garderoben vil Victoria Beckham ikke låne til datteren
Foto: Dave Hogan/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Victoria og David Beckhams teenage-datter, Harper Beckham, har længe sukket efter morens dyrebare Hermès-samling, men hos Posh Spice er der ingen kære mor.
Victoria har opbygget en imponerende samling af Hermès-tasker siden 2004, skriver Hello!. Nu afslører den tidligere Spice Girls-stjerne, at datteren ikke får lov at låne de ekstremt dyre luksus-tasker.
- Jeg er ikke så påpasselig, når det gælder min garderobe, med mindre det er Hermès. Når Harper ser på de tasker, siger jeg: “Ikke endnu,” fortæller Victoria i et interview med Vogue.
Ifølge en artikel i The Guardian fra 2009 ejer Posh Spice omkring 100 Hermès-tasker. Samlingen inkluderer flere varianter af den berømte Birkin-taske og også nogle Kelly-tasker.
Victoria Beckham
Foto: Palace Lee/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Taskernes anslåede værdi er skyhøj – ifølge Baghunter har de en samlet værdi på omkring to millioner dollars (cirka 14 millioner danske kroner efter dagens kurs), mens britiske Vogue har skrevet, at summen er godt over én million pund (cirka 9 millioner danske kroner efter dagens kurs).
- Jeg elsker mit tøj, jeg passer på det, og det er der for at blive nydt, siger Victoria videre i interviewet med Vogue.
På trods af at hun holder de luksuriøse tasker væk fra datteren, ser Victoria det som et kompliment, at Harper viser interesse for hendes garderobe.
- Hvis en af de unge vil låne mit tøj, uanset om det er Harper eller en af drengenes kærester, er det smigrende – fordi de er betydeligt yngre end mig, tilføjer hun.
Det ser ud til, at Harper har arvet sin mors interesse for mode. I sidste uge var mor og datter til stede ved prisuddelingen af Harper's Bazaar i London, og Harper var iført en trendy Y2K-inspireret satengkjole, der gik til gulvet.
Den yngste Beckham overrakte prisen for årets iværksætter til sin berømte mor, som matchede datteren i en skinnende, cremefarvet satinkjole.
- Jeg elsker dig så højt!! Tak for dine smukke ord og for at være sammen med mig på en så speciel aften, skrev Victoria til Harper på Instagram efter prisuddelingen.
Victoria Beckham startede sit eget tøjbrand i 2008 og arbejder også med skønhedsprodukter. Det er dog først for nylig, at modeafdelingen af hendes forretning er begyndt at kører med overskud.
- At kunne sige, at vi endelig er rentable, er noget, jeg er så stolt af, for det er ikke en nem branche, og det bliver kun sværere og sværere, siger Victoria i et stort interview med Harper's Bazaar.
Denne artikel blev første gang bragt af KK.no, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.