Jeg genså det gamle ‘Paradise hotel’, og det var så grænseoverskridende og… forløsende

Katrine Bækgaard Gade er journalist på Heartbeats. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

Viaplay har for nyligt pustet nyt liv i konceptet fra det legendariske ’Sommer i Sunny Beach’. De har endda allieret sig med den ellers pensionerede ‘Paradise’-ulv Peter Birch i den nye og næsten tilsvarende version ’Sommer i Magaluf’.

Og da jeg så ham gøre comeback på realityscenen som 40-årig alderspræsident i et program, der blandt andet handler om trekantsdramaer til trafiklysfester, begyndte jeg for alvor at lægge mærke til, hvordan Viaplay er i gang med at give det klassiske druk-og-hor-reality en renæssance.

I ’Sommer i Magaluf’ er lokationen skiftet fra Den Glade Viking i Bulgarien til den spanske ferieø Mallorca, men ellers er præmisserne temmelig ens.

Også i 2024-versionen er der masser af “hellere brække sig end trække sig”-energi, skumfester, intriger og unge friske guider, som får klar besked på, at de altså har andet at lave end at være på bolleferie. Ting, man måske var tilbøjelig til at tro, var passé.

Det ligner faktisk tilnærmelsesvist godt gedigent reality-tv, som vi kendte det engang.

Og så er det faktisk ikke et enestående eksempel på Viaplays nye mission, der – lad os bare være ærlige – er en mission om at vinde seerne tilbage.

For den 41-årige realitylegende Peter Birch er nemlig også højaktuel i et andet velkendt format. Eller 2010-versionen af ham er i hvert fald, for Viaplay er nu begyndt at genudgive de gode gamle sæsoner af ’Paradise Hotel’. Derfor besluttede jeg, eller jeg kom i hvert fald til at gense de gamle sæsoner.

Efter 18 sæsoner besluttede Viaplay ellers i 2022 at genopfinde formatet, kalde det for ‘Paradise’ i stedet for ‘Paradise Hotel’ og sætte fokus på inklusion og positiv adfærd – et nobelt udgangspunkt, men udfaldet var nærmest katastrofalt.

Underholdningsværdien var væk. Det samme var seerne, og efter blot to sæsoner trak Viaplay i land og rullede det gamle koncept ud igen med sæson 19 af det klassiske ‘Paradise Hotel’ i 2023.

Med genudgivelserne tager de så skridtet videre.

Og jeg forstår dem godt, for det nye koncept sugede både autenticiteten og eskapismen ud af programmet.

På et tidspunkt, mens programmet stadig kørte, har jeg ladet mig fortælle, at der var klima-uge i det nye ’Paradise’.

Derfor opførte deltagerne en klimaprotest midt i et dansk realityprogram optaget på et luksushotel i Mexico. Nu er jeg egentlig ikke typen, som normalt synes, at wokeismen er gået for vidt.

Men lige i denne påtagede reality-form er det faktisk tilfældet.

Det er egentlig ikke, fordi reality som genre ikke kan bære at være inkluderende og favne bredt.

Det er der masser af geniale og underholdende public service-eksempler på.

Se bare, hvordan DR taklede internaliseret homofobi i den seneste sæson af ‘Gift ved første blik’.

Men da en mandlig deltager i første sæson af det nye koncept ‘Paradise’ proklamerede, at han nu ville have nedbrudt det tabu, det var at gå med briller, begyndte det hele at virke lidt tyndslidt.

Så vil jeg hellere se folk knalde i de mere kontroversielle versioner af programmet.

Nu skal der selvfølgelig ikke lyde en uforbeholden hyldest til grænseoverskridende fjernsyn.

For selvom der er en vis form for nostalgi forbundet med de gamle programmer, bliver man gang på gang overrasket over, hvor absurd dårligt ‘Paradise Hotel’-deltagerne behandlede hinanden.

Uden at gå for meget ned i de ubehagelige detaljer, bevæger deltagerne sig ud i noget, der i hvert fald i mine øjne, ligner mobning, racisme, transfobi og seksuelle krænkelser.

Denne forfærdelige del fortjener naturligvis ikke en genfødsel.

Så hvorfor så overhovedet se gamle sæsoner igen?

Ifølge en artikel fra Videnskab.dk skrevet under ‘Paradise Hotel’s guldalder i 2009, bliver mennesket helt naturligt fascineret af eventyret, som udspiller sig under solens stråler i Mexico.

Af heltene og skurkene, som kæmper om kærligheden og den halve million.

En del af forklaringen ligger i, at en kognitiv struktur i vores hjerner åbenbart genkender fortællingerne, men også at vi spejler vores eget liv i deltagernes.

Og derfor er det slet ikke så underligt, at vi drages af dramaet.

For mig har de noget enormt uforsonligt og ekstremt forløsende over sig.

Det er både ubehageligt at være vidne til deltagernes kompromisløshed, og samtidig forfriskende at se de store, rå følelser være på spil. Særligt i en tid, hvor alting ofte fremstår som en poleret facade, og verden udenfor føles håbløs og ubarmhjertig.

Det gamle ‘Paradise Hotel’ er således en virkelighedsflugt, men absolut også en påmindelse om, at vi trods alt er kommet godt stykke vej i den rigtige retning.

Det er på mange måder et indblik i et festhungrende og grænsesøgende univers, som ligger langt fra nutidens religiøse dyrkelse af løbeklubber og de rigtige avisabonnementer.

Men deltagerne er bestemt også en lektie i, hvordan vi ikke skal behandle hinanden.