Det lyder ikke sejt, men det er en af de fedeste musicalscener, jeg har set længe!

Der har i flere år været en frygtelig tendens til, at det nærmest skal være hemmeligt, når film er musicals. At trailere og omtaler er uden sang, så folk ikke uberettiget føler sig snydt. Tænk bare på Joker: Folie à Deux eller den nye Mean Girls.

Wicked føles derfor som en skillevej. En ambitiøs film baseret på et succesfuldt Broadway-stykke med sang i traileren, stjernecast og en allestedsnærværende promovering, der snart føles, som om den har varet i årevis. Hvis Wicked ikke bliver en succes, kommer ingen til at producere musicals de næste 10 år. Heller ikke snydemusicals.

Wicked er en udvidelse af Troldmanden fra Oz’ univers, og vi starter, hvor filmen sluttede (85 år gammel spoiler-alert!): Den onde heks fra vest er død, og Glinda, den gode heks fra nord, fortæller indbyggerne i Munchkinland historien fra begyndelsen.

For på det magiske Shiz-universitet mange år tidligere blev to vidt forskellige kvinder værelseskammerater: Den lyserødt klædte, populære og altid muntre, men også lidt shady Glinda, og bogormen Elphaba, der stikker ud med sin grønne hud og er sin families sorte får.

Glinda drømmer om at blive troldkvinde, men den eneste, der ikke er imponeret af hende, er Shiz’ besværgelsesprofessor (Michelle Yeoh), som i stedet er interesseret i Elphaba, der helt tydeligt har fået magiens gave.

Brillerer i sin drømmerolle

Ariana Grande har i adskillige interviews fortalt, at hun har drømt om at spille Glinda, siden hun 10 år gammel i 2003 så den originale Broadway-opsætning. Det kan enhver jo komme og påstå, men i Wicked ligner Ariana så sandelig en kvinde, der har fået en drøm opfyldt.

Glindas energi kan beskrives som aggressivt sød. Snehvide møder Regina George fra Mean Girls. Det er en karakter, som man ville føle sig kaldet til at hade, hvis hun ikke var spillet med så megen humor, charme og oprigtig sårbarhed.

Kristen Chenoweth, der bedst kan beskrives som en personificeret operaarie, havde rollen på Broadway, og det er tydeligt, at Ariana i alt fra små growls i sangene, over kropssprog og til nasale accenter på replikkerne, har studeret Chenoweth indgående. Derfor er det måske mindre Ariana Grandes egen fortolkning af Glinda, men det gør som sådan ikke præstationen mindre imponerende.

Grande beviser, at hun ikke alene synger som en konservatorieuddannet nattergal, men også bare helt stille og roligt er både pissesjov og indtagende.

En Elsa til de voksne

Cynthia Erivos Elphaba, den senere onde heks, er den karakter, som historien inviterer én til at holde med. En udstødt pige med magiske evner, der vokser op og bliver en indesluttet kvinde. Frosts Elsa, men socialt acceptabel at identificere sig med, selvom man er over 10 (yes!).

Erivo spiller Elphaba med en fin inderlighed, men en Elphaba har primært én hovedopgave: At synge Defying Gravity, Wickeds banger, som apropos Elsa i mange år har været associeret med den amerikanske musicalstjerne Idina Menzel.

Defying Gravity har den slags belts mod slutningen, hvor man af sine lungers fulde kraft angriber toner fra klaverets øverste del, som om selve livet afhang af det. Cynthia Erivo skuffer på ingen måde med sin overraskende sødmefulde klang og smider endda en ekstra krølle på sangens ikoniske afslutning, så den bliver hendes egen.

Grande og Erivo har en fængslende kemi som fjender, venner og ikke mindst som duetpartnere. De kan både synge unisont, så de lyder som ét eneste menneske, og skabe smukke harmonier.

Makulerede julekugler og hamsterhjulsreoler

Erivo og Grande har promoveret filmen ved at dukke op i deres karakterers farver, lyserød og grøn/sort, på samtlige røde løbere i 2024. Efter at have set kostumerne i Wicked, er det faktisk også svært at forstå, hvorfor vi andre nogensinde går i andet. For søren, hvor er der meget flot håndværk.

Især en chiffonkappe, som Ariana Grande bærer under sin solo Popular er en åbenbaring af pink chiffonplisseringer. Fire dansere i smaragdbyen, hvis skørter ligner makulerede julekugler, kunne jeg også kigge på hele dagen.

Det er desuden en skøn detalje, at alle elever på Shiz har fået et kvart skørt på deres skoleuniformer, som kan svinge i dansesekvenserne. Især da Jonathan Bailey (filmens frække take på en prince charming) synger Dancing Through Life om at feste i stedet for at læse, foregår koreografien i runde hamsterhjulsbogreoler med stiger i midten. Her svigter ordene mig, for det lyder ikke sejt, men det er en af de fedeste musicalscener, jeg har set længe!

Scenografien giver magisk kostskole på Shiz med alt, hvad dertil hører af mørkt træ med smukke udskæringer og tårnværelser med eksponeret sten. I Smaragdbyen, hvor troldmanden bor, går vi til gengæld fuld steampunk i grønt og guld. Hvis man husker Troldmanden fra Oz, giver det da også god mening, at troldmanden (Jeff Goldblum) er stor fan af maskiner og mekanik.

Sidst, men ikke mindst, er der solide cameos samt små visuelle og melodiøse referencer til Broadway-musicalen og Troldmanden fra Oz over det hele. Detaljer, man kan sætte pris på som nørd, og overse, uden at misse noget væsentligt, som nybegynder.

2 timer og 40 minutter flyver kort sagt afsted, og så er vi ikke engang færdige. Del 2 kommer næste år, og så bliver det tid til for alvor at arbejde filmen sammen med Troldmanden fra Oz, når vi lærer den fulde sandhed om heksene. Onde tunger påstår, at den første del af Wicked er den klart bedste. Det er næsten også svært at forestille sig, hvordan de skal toppe den bedste filmmusical længe.