Da jeg så hypet DR-program, var der noget, der irriterede mig

Da jeg så P3’s program Astrid: Den sidste single ramte det noget i mig. Det gjorde mig irriteret.

Helt kort beskrevet er plottet i programmet, at influenceren Astrid Olsen drømmer om tosomhed og en forevigt-kinda-love. Og selvom hun har haft mange kærester, faktisk flere end der kan tælles på to hænder, er hun nu den sidste single i sin vennegruppe. Årsagen? Hun forelsker sig hurtigt og stormfuldt, men kærligheden falmer lige så hurtigt.

I første afsnit snakker Astrid med ekskæresten Boris Hjort, der tidligere har deltaget i Bachelorette. Det er en ærlig snak, hvor vi lærer, at de sagde ’jeg elsker dig’ den første nat, og at Astrid slog op, efter Boris havde haft én dårlig dag. Hun efterrationaliserer sig frem til, at hun nok var forelsket i Bachelorette-Boris, altså forelsket i idéen om ham. Måske har hun ret.

Astrid snakker med hjerneforskeren Troels W. Kjær. Han fortæller, at den forelskelsesfase Astrid jagter, blandt andet udløser dopamin. Det kan være derfor, hun konstant søger nyforelskelsen.

Vi følger Astrid, da hun begynder at date Esther, der er nonbinær. Vi er også med, da Esther slår op med Astrid. Over en besked. Mens Astrid står i kø i paskontrollen på vej til New York.

De scener fik mig til at lægge min telefon fra mig, og i en kort stund give min udelte opmærksomhed til den computerskærm, hvor break-uppet udspillede sig.

Jeg synes, det var dejligt med queer repræsentation, også selvom det endte i ulykkelig kærlighed. Det er jo nu engang sådan, virkeligheden er til tider.

Astrid er biseksuel, og har hovedsageligt datet mænd. Undervejs i programmet finder hun ud af, at hun vil ændre kurs og droppe mændene. Det er på trods af, at hun altid har forestillet sig en fremtid med en mand - det vil være nemmest, siger hun.

Hun begynder at sætte spørgsmålstegn ved sin seksualitet. Er hun i virkeligheden kun til piger?

Da hun sagde det, var der et særligt begreb, der meldte sig i mine tanker.

For et par år siden forsøgte jeg selv at finde ud af, hvor jeg egentlig er placeret på queer spektret. Og her stødte jeg første gang på begrebet: Compulsory Heterosexuality (Comphet), bedst oversat til tvungen heteroseksualitet.

Det stammer originalt fra feministen og forfatteren Adrienne Rich, og det online medie LGBTQ Nation forklarer, at Comphet er den samfundsmæssige forventning om, at alle bør være heteroseksuelle, selv hvis de ikke er det.

Men man kan godt have et crush på en mandlig fiktiv karakter eller kendis, og stadig være lesbisk.

Det er i hvert fald en af pointerne i dokumentet Am I a Lesbian? Masterdoc, der nærmest har fået stjernestatus, når man taler om Comphet.

Typisk vil crushet forsvinde, så snart du lærer dem at kende – simpelthen fordi du faktisk ikke har lyst til at være i et forhold med en mand, når det kommer til stykket. Altså hvis du er lesbisk, selvfølgelig.

Jeg er på ingen måde ude på at sætte Astrid Olsens seksualitet i en boks. For det første, fordi jeg ikke er hende. For det andet, fordi jeg slet ikke er sikker på, at man behøver at være i én bestemt boks.

Men når jeg ser programmet, er der alligevel noget der irriterer mig.

Astrid snakker med Anna Baagø, psykolog med speciale i LGBT+ personer og de udfordringer, der kan følge med at leve et liv, der ikke er heteronormativt. Sammen snakker de to sig frem til, at Astrids hetero og meget forelskede forældre, lægger et pres på hende. Hun føler, hun skal genskabe deres kærlighedshistorie.

Astrid fortæller igen om, at hun altid har forestillet sig selv sammen med en mand. Det er jo også nemmest at få børn med en mand.

Og nu kommer vi til mit irritationspunkt.

For det ærgrer mig, at DR ikke formår at løfte de queer problematikker godt nok.

Når et public service-program rejser spørgsmålet om, hvor forvirrende det kan være at forstå sin seksualitet, så synes jeg, de burde løfte opgaven bedre.

Jeg ville elske at have set Anna Baagø forklare os seere og Astrid om hvordan den samfundsmæssige forventning om, at vi alle er hetero kan påvirke ens relationer - og om hvordan man kan navigere i det.

Det ville også være fedt, hvis programmet satte fokus på internaliseret homofobi – et begreb, der tidligere på året blev mere alment kendt, da Morten Mortensen tog os med i sin indre kamp i programmet Gift ved første blik.

I selskab med Morten blev seerne klogere på, hvordan internaliseret homofobi kan udspille sig. Hvordan man kan vende et had eller en følelse af, at man er forkert grundet ens seksualitet indad.

Det er godt og vigtigt, at DR har fokus på queer repræsentation, men jeg savner at programmet rent faktisk lykkes med at gøre seerne klogere på nogle af de problematikker, som rigtig mange queer-personer kæmper med.