Anmeldelse: Det her er julefilmenes svar på en lang og fersk medisterpølse

Hvis man googler Lindsay Lohan, foreslår Google, at man i stedet søger på ‘what happened to Lindsay Lohan’.

Og det er måske det mest rammende, der er at sige om den amerikanske skuespillers karriere, for selvom de fleste af os er bekendte med hende og hendes navn, ved de færreste af os, hvor hun egentlig blev af.

Det korte svar er, at hun efter en kometagtig karriere som barnestjerne i Hollywood løb ind i problemer som ung voksen.

Hun blev knaldet for at køre bil i påvirket tilstand og har været inde at brumme, fucket ting op, været i rehab. Den slags.

Forrige år vendte hun så tilbage til det store lærred med Netflix-julefilmen ‘Falling for Christmas’, og googler man dén film, kan man se, at mange andre har googlet, om der nogensinde kommer en to’er.

Det gør der efter sigende ikke, men ‘Our Little Secret’ tjener vist som udmærket substitut.

Det er nemlig også en romantisk og sjov julefilm produceret af Netflix.

Problemet med den er bare, at den ikke er sjov. Okay, for at at være fair, så frembragte jeg på et tidspunkt et gutturalt fnys, som var lige ved at udvikle sig til et grin.

Det var vel at mærke cirka 1 time og 20 minutter inde i filmen, og det er jo, vil jeg mene, lidt sent for en film i komediegenren.

Det er ellers ikke, fordi jeg ikke elsker en god julefilm, for come on, hvem gør ikke det?

Der er ikke noget mere nysseligt end at lade paraderne falde og lade sig henføre af en god romance her i den søde tid, mens man knækker årets første valnød.

Men ‘Our Little Secret’ er en meget middelmådig film.

Selv for en genre, der helst ikke skal prøve for meget på at skubbe til grænserne, sker det sommetider, at en film prøver for lidt.

Og hvad sker der så? Så bliver det ikke meget andet end en tyk kliché, og det kan godt være lidt svært at holde ud i længden.

‘Our Little Secret’ handler om Avery (Lindsay Lohan) og Logan (Ian Harding, høj flot fyr), som engang var kærester, faktisk var de bedste venner og havde kendt hinanden siden barnsben, men pludselig går tingene galt for dem, Avery flytter til London for at arbejde, og Logan bliver hjemme, heartbroken og forladt.

Mange år senere har de begge to fået nye kærester, hvis familier de begge to skal besøge op til juleaften.

Men så går det hverken værre eller bedre end, at deres kærester viser sig at være søskende, og derfor står Avery og Logan pludselig ansigt til ansigt med hinanden midt i deres nye svigerfamilies hjem.

Hvor akavet kan det lige blive? Faktisk så akavet, at de ikke tør indrømme overfor nogen, at de har en fortid sammen, og det betyder jo så, at de må spille skuespil overfor alle.

Det spændende er så, hvor længe de mon kan holde den, inden de bliver afsløret.

Avery er selvfølgelig supernervøs over hele situationen, især fordi hun er meget forhippet på at gøre et godt indtryk overfor sin nye meget posh og falske svigermor, Erica (Kristin Chenoweth), som mildt sagt ikke er særlig lun på hende.

Avery køber nemlig den forkerte rødvin, hun har de forkerte bukser på, og hun siger de forkerte ting hele tiden.

Det er klassisk Bridget Jones, så kikset som hun er, og jo flere fejl hun begår, jo mere hades hun af den onde svigermor.

For at komme ud af den penible situation, indgår Avery og Logan en hemmelig aftale, som går ud på, at Logan (der er inde i kridthuset, total svigermors drøm) hjælper Avery med at komme ud af hendes bad standing.

Til gengæld skal hun så hjælpe Logan med at opsætte et forretningsudspil på en flot og præsentabel måde, fordi det er hun vistnok god til.

Deres lille parløb fører dem selvsagt tættere og tættere sammen, og måske begynder de igen at få blik for hinanden. Hvem ved…

Logan udviser i hvert fald masser af omsorg overfor Avery, da hun ved en fejl kommer til at spise en masse vingummier med THC, så hun bliver bongskæv lige akkurat, inden hun skal holde en juletale i kirken.

Pinligt! Og Logan redder også Avery fra at blive opdaget i at have spist alle svigermoderens chokolade-cookies, selvom det bare er det sidste, man må gøre i dén familie. Superpinligt!

Som film er ‘Our Little Secret’ ekstremt optaget af at sætte sine karakterer i nogle meget akavede situationer. Det mest akavede ved filmen er imidlertid dens monomaniske behov for at være akavet hele tiden.

Måske vil en 10-årig pige se på det og føle, at det er total cringe, det hele. Men når man ikke er en 10-årig pige, er det ikke helt det samme. Det bliver bare akavet-akavet – og ganske uudholdeligt.

Filmen varer 1 time og 41 minutter, og selvom det jo ikke er længe efter moderne standarder, kan det godt føles som et ondt år, når man hele tiden ved, hvad der vil ske lige om lidt.

‘Our Little Secret’ henter lidt af det tabte henimod slutningen, men som helhed overrasker den ikke på et eneste tidspunkt.

Omvendt taler den direkte ind i den tendens, vi har set de senere år, hvor Netflix producerer rendyrkede genre-film for et mere og mere åndsforladt publikum.

Vi så det i dansk sammenhæng med ‘Toscana’ og med ‘A Beautiful Life’ – film, der lige så godt kunne være skrevet af AI, fordi de ikke gør andet end at trække på koder, der allerede eksisterer.

Vi skylder os selv at spørge, om det er en god ting. Netflix startede som et paradis for film og serier, men nu er det meget af tiden bare en pølsefabrik.

I den forbindelse er ‘Our Little Secret’ én lang og temmelig fersk medister.

Jeg vil vædde med, at den bliver streamet så voldsomt, at Netflix om et par uger vil kalde det en succes. Men det gør det efter min mening ikke til en filmisk succes. Eller blot: en god film.