Hvor langt vil du gå for dit barn? ‘Vejen hjem’ er frygtelig, flot og forbandet vigtig

Hvor langt vil du gå for dit barn?

Svaret fra de fleste forældre vil nok lyde: til verdens ende. Men hvad nu hvis dit barn er blevet hjernevasket? Har tilsluttet sig en – i dine øjne – ondskabsfuld bevægelse? Hvor længe skal du så blive ved?

De spørgsmål er de essentielle etiske dilemmaer, der er under behandling i det danske spændingsdrama ‘Vejen hjem’. Faktisk er filmen centreret omkring netop de spørgsmål.

Krigsveteranen Christian (Nikolaj Lie Kaas) er rejst til Syrien for at redde sin søn Adam (Albert Rudbeck Lindhardt) hjem til Danmark. 17-årige Adam har nemlig tilsluttet sig en militant, ekstremistisk, islamistisk organisation.

Det ved man som seer imidlertid ikke helt til at begynde med. ‘Vejen hjem’ starter nemlig lige på og hårdt, og vi bliver dumpet direkte ned i handlingen. Det eneste, vi ved, er, at vi befinder os ved grænsen til Syrien i 2014. Altså i tiden, hvor det arabiske forår og den demokratiske syriske revolution var ved at afblomstre.

Et morads af uafhængige grupper og mange forskellige fraktioner har overtaget, de bekriger hinanden, fjendebilledet er mudret, og det sorte ISIS-flag er begyndt at blafre rundt omkring i Mellemøsten. Og her er Christian (Nikolaj Lie Kaas) altså i brændende sol og sand, der hvirvler om ørerne på ham, målrettet på vej til at krydse grænsen.

Det fungerer rigtig godt, at filmen begynder på den måde uden en forhistorie, for spændingen bliver vakt med det samme. Hvem er han? Hvor skal han hen? Hvorfor er han så opsat på at komme til Syrien? Der er høj intensitet fra første scene, og den fortsætter sådan set filmen igennem.

Psykologisk fokus

Krigskorrespondent og forfatter Nagieb Khaja har arbejdet indgående med krig i Mellemøsten og radikalisering i årevis, og han har været med til at skrive filmens manuskript. Det medvirker klart til, at man som seer føler, at man får et troværdigt indblik ind i en ellers lukket verden.

Det bliver kun bestyrket af filmens overlegne skuespillerpræstationer. Det virker, som om Nikolaj Lie Kaas ikke har bestilt andet end at affyre våben og tale arabisk, og samtidig er det dybt rørende, når afmagten og kærligheden til hans søn bruser over.

Albert Rudbeck Lindhardt lader primært med sin mimik og sit kropssprog en forstå, hvor dedikeret han rent faktisk er til sit liv som militant islamist, og det er dybt imponerende, hvordan han uden ord kan kommunikere en lille flig af tvivl, af splittelse og af total stålsathed.

Besir Zeciri spiller en karismatisk islamistisk frontfigur fra Danmark, der prøver at hverve flere medlemmer via internettet, og han er decideret isnende uhyggelig i sin rolle – i sit blik og i sin måde at levere replikker på. Arian Kashef er ligeledes glimrende i sin rolle som en ung mand, der måske ikke helt har forstået, hvad han er gået ind til, og som har et moralsk kompas, der sætter ind, når tingene bliver rigtig grimme.

Man mærker karakterernes smerte og alt det, der er på spil. Og på den måde fuldender den sit udtalte psykologiske fokus. For selvom der er skud, blod og ødelæggelse, så er det på ret elegant vis etikken og moralen, der for alvor manifesterer sig. Dilemmaerne, der uvægerligt opstår i en situation, hvor et barn træffer et kontroversielt valg. Hvornår er man klar til at give slip på sit eget barn? Og hvor mange uskyldige hoveder skal der rulle i forsøget på at redde det?

Brudstykker af en forklaring

For de uindviede, dem, som måske ikke har researchet grundigt om det arabiske forår, om krigen i Syrien, radikalisering og ekstremisme, kan det måske virke lidt uforløst. For der bliver ikke svaret entydigt på, hvad det er, der får et ungt menneske med et trygt liv i Danmark til at søge mod krig og konservativ religion.

Konteksten for, hvorfor Adam (Albert Rudbeck Lindhardt) har tilsluttet sig islam og er klar til at slå ihjel for sin religion, bliver forklaret ganske, ganske subtilt gennem telefonopkald mellem Christian (Nikolaj Lie Kaas) og hans ekskone hjemme i Danmark.

Der bliver leveret nogle brudstykker af mulige forklaringer. Adam har vist nok haft en prøvelse hjemme i Danmark med nogle diagnoser og har haft svært ved at finde sin vej ind i fællesskabet. Hans far Christian har vist nok også været ret fraværende i kraft af sit arbejde som soldat. Mere får vi ikke at vide.

Men måske er det også hele pointen? At vores børn lever deres egne liv, og at vi aldrig kommer helt ind i maskinrummet for deres tanker og beslutninger - heller ikke selvom vi ville ønske, at vi kunne. Os forældre, der burde kende dem bedre end nogen anden.

Ingen hygge på færde

Filmen foregår udelukkende i Mellemøsten. Den er visuelt flot og på mange måder ret udansk i sin intense kadence, der gør en helt stakåndet. Samtidig stopfodrer den ikke sin seer med budskaber om, hvad der er rigtigt og forkert, eller hvad man skal synes. Og det klæder virkelig en film, der behandler så betændt og alvorligt et emne.

Hvis man virkelig trænger til blød biograf-hygge og lykkelige slutninger, skal man absolut ikke gå ind og se ‘Vejen hjem’. Personligt sad jeg selv med en kronisk klump i maven og svedige håndflader. Men det betyder ikke, at det ikke er en god og seværdig film. Tværtimod.

For man får så meget andet end hygge. For eksempel rigeligt stof til eftertanke og perspektiv på radikaliseringen, der er en del af vores samfund. ‘Vejen hjem’ giver et indblik i, hvor kompleks og indviklet krigen i Mellemøsten er - og hvor svært det kan være at være forældre, når man er oppe mod meget mørke kræfter.

Filmens ubestridte styrke - foruden de store skuespillerpræstationer - er, at den formår at fastholde spændingen indtil filmens sidste minut. Der indfinder sig ikke rigtig et tidspunkt i filmen - før til allersidst - hvor tiøren falder, og man føler, at man har regnet ud, hvordan det hele ender.

Hvor det går op for en, at man nok ikke kan følge sine børn til verdens ende.